Mi Querio

Det er en lille novelle jeg skrev bare for sjov fordi jeg kede mig.. håber du gider at læse den.
Og sorry mine komma/Stavefejl.


Tak på forhånd <3 :*

0Likes
0Kommentarer
705Visninger

1. 1

Jeg kunne ikke få luft, men jeg løb stadig. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var bange for, at den ville poppe ud af mit bryst. En kold hånd tog fat i mit håndled. Jeg gispede højt. “Lad mig nu være.. Jeg har ikke sagt det til nogen!” Han lo. Han rystede på hovedet og sagde: “mi querio.” Jeg prøvede heftigt og ivrigt at trække hånden til mig, men han holdte fast. Hans faste greb skræmmedte mig. Han træk mig indtil sig. Jeg klynkede ind mod hans krop. “du må ikke gøre det mod mig! Jeg beder dig.” Jeg kunne ikke holde tårene tilbage længere. Jeg gav dem fritløb og de stormede om kap ned af mine kinder. “Amado jeg vil ALTID elske dig!” “Hvorfor gør du det så? Damon jeg..” Jeg blev afbrundt, af at han pressede læberne mod mine læber. “Perdóname” han pressede læberne mod min hals. Jeg skreg, men ikke længe. Smerten lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke holde mig selv oppe. Jeg kunne mærke vinden og, at jeg blev grebet før jeg faldt ned på jorden. Det sidste jeg tængte på før alt blev sort var ‘HÆVN’ for det han havde gjordt mod mig. “Schyuler! Er du der?” lød det fra Mr. Johnson. “Huh?” Kom det fra mig der stadig tænkte på DEN dag. “Lytter du?” Spurgte Mr. Johnson strængt. “Undskyld Mr. Johnon.” “Schuyler hvad var det jeg fortalte om?” Jeg følte på Mr. Johnsons tanker. “Den Franske Revolotion.” Mr. Johnson kikkede advarende på mig. “jeg holder øje med dig!” Drengene kiggede drømmende på mig, og de fleste piger med had. Jeg stønnede indvændigt, at være en udødlig som er halv demon og halv vampyr i 2020 er ikke så nemt som det var i 1356. Klokken rignede og alle stormede ud af klassen. Jeg pakkede stille mine ting sammen. “ Hvad så smukke. Er svaret stadig nej?” Urgh. Så køre vi igen. Jeg ignorede ham og gik lige forbi ham. Han tog fat i bæltestedet på mine candyfloss pinke jeans. “Bratt! Lad mig forheldved være!” “Wow wow wow. Slap af misse kat, træk kløgerne ind.” Jeg åndede lettet ud. Jeg skulle til, at tage et skridt, men Bratt træk mig ind til sig og kyssede mig på halsen. Jeg fik stød. Det føltes som om jeg blev trukket tilbage til den nat det hele skete. “Perdóname” Han pressede læberne mod min hals.. Jeg kom tilbage til nutiden. Et lyn skød igennem mig. Jeg skubbede ham lidt for hårdt væk, men det kunne jeg ikke tænke på lige nu. Jeg kikkede på Bratt for, at se om han var ok, men det var forsent, han blødte læt. Mit syn var allerede blevet rødt. Jeg så alt igennem et rødt filter. Inden jeg fik standset mig selv rakte jeg ud efter Bratt, med tankerne. Jeg løftede ham op i luften, jeg smed ham hårdt mod væggen. Jeg forstillede mig mine tommelfingre mod hans hals. Han hev efter vejret. Jeg kunne ikke lade være. Demonen i mig togover. Jeg flyttede fingrene hen til hans luft rør. Han slog ud med armene, tog sig til halsen og prøvede at komme ned. Jeg stod stille hvor jeg stod, fem meter fra ham. Min Ying og Yang tatovering lyste eller nærmere brandte. Flammen flyttede sig ned mod min navle og det røde filter forsvandt let fra mine øjne. Jeg rystede let på hovedet. Oh my god. Nej det gjorde jeg bare ikke. Bratt hang op af væggen og hans læber var blevet ligeså blå som hans hængerøvs bukser. Jeg gispede. Bratt faldt ned langs væggen. Jeg løb hen til ham med umenneskelig hastighed. Jeg søgte efter hans puls med to fingre. Han træk stadig vejret. Sket var sket jeg kunne ikke gøre om Jeg kunne ikke få luft, men jeg løb stadig. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var bange for, at den ville poppe ud af mit bryst.

En kold hånd tog fat i mit håndled. Jeg gispede højt. “Lad mig nu være.. Jeg har ikke sagt det til nogen!” Han lo. Han rystede på hovedet og sagde: “mi querio.” Jeg prøvede heftigt og ivrigt at trække hånden til mig, men han holdte fast. Hans faste greb skræmmedte mig. Han træk mig indtil sig. Jeg klynkede ind mod hans krop. “du må ikke gøre det mod mig! Jeg beder dig.” Jeg kunne ikke holde tårene tilbage længere. Jeg gav dem fritløb og de stormede om kap ned af mine kinder. “Amado jeg vil ALTID elske dig!” “Hvorfor gør du det så? Damon jeg..” Jeg blev afbrundt, af at han pressede læberne mod mine læber. “Perdóname” han pressede læberne mod min hals. Jeg skreg, men ikke længe. Smerten lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke holde mig selv oppe. Jeg kunne mærke vinden og, at jeg blev grebet før jeg faldt ned på jorden. Det sidste jeg tængte på før alt blev sort var ‘HÆVN’ for det han havde gjordt mod mig. “Schyuler! Er du der?” lød det fra Mr. Johnson. “Huh?” Kom det fra mig der stadig tænkte på DEN dag. “Lytter du?” Spurgte Mr. Johnson strængt. “Undskyld Mr. Johnon.” “Schuyler hvad var det jeg fortalte om?” Jeg følte på Mr. Johnsons tanker. “Den Franske Revolotion.” Mr. Johnson kikkede advarende på mig. “jeg holder øje med dig!” Drengene kiggede drømmende på mig, og de fleste piger med had. Jeg stønnede indvændigt, at være en udødlig som er halv demon og halv vampyr i 2020 er ikke så nemt som det var i 1356. Klokken rignede og alle stormede ud af klassen. Jeg pakkede stille mine ting sammen. “ Hvad så smukke. Er svaret stadig nej?” Urgh. Så køre vi igen. Jeg ignorede ham og gik lige forbi ham. Han tog fat i bæltestedet på mine candyfloss pinke jeans. “Bratt! Lad mig forheldved være!” “Wow wow wow. Slap af misse kat, træk kløgerne ind.” Jeg åndede lettet ud. Jeg skulle til, at tage et skridt, men Bratt træk mig ind til sig og kyssede mig på halsen. Jeg fik stød. Det føltes som om jeg blev trukket tilbage til den nat det hele skete. “Perdóname” Han pressede læberne mod min hals.. Jeg kom tilbage til nutiden. Et lyn skød igennem mig. Jeg skubbede ham lidt for hårdt væk, men det kunne jeg ikke tænke på lige nu. Jeg kikkede på Bratt for, at se om han var ok, men det var forsent, han blødte læt. Mit syn var allerede blevet rødt. Jeg så alt igennem et rødt filter. Inden jeg fik standset mig selv rakte jeg ud efter Bratt, med tankerne. Jeg løftede ham op i luften, jeg smed ham hårdt mod væggen. Jeg forstillede mig mine tommelfingre mod hans hals. Han hev efter vejret. Jeg kunne ikke lade være. Demonen i mig togover. Jeg flyttede fingrene hen til hans luft rør. Han slog ud med armene, tog sig til halsen og prøvede at komme ned. Jeg stod stille hvor jeg stod, fem meter fra ham. Min Ying og Yang tatovering lyste eller nærmere brandte. Flammen flyttede sig ned mod min navle og det røde filter forsvandt let fra mine øjne. Jeg rystede let på hovedet. Oh my god. Nej det gjorde jeg bare ikke. Bratt hang op af væggen og hans læber var blevet ligeså blå som hans hængerøvs bukser. Jeg gispede. Bratt faldt ned langs væggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...