Nekromatikeren

Handler om en dreng ved navn Ata, der kan nekromatik(Kunsten at vække de døde til live).
Han er en sumpelver, et mystisk væsen med grøn hud, spidse ører og mørke klør.
Ata bor ude ved kanten af sumpelvernes rige, hvor de eneste han kender er hans ånder, Kira, Mokari, Taru, Urai og Airan.
Han kender intet til den krig, der foregår omkring ham eller om hvordan nekromatikere, som ham er nogen af de meste brutale krigere, der findes.

15Likes
22Kommentarer
1975Visninger
AA

1. Amuletten

Starten på det hele:

Fjender kan findes overalt, nogle er stærkere end andre. I krig gælder det om, at have de stærkeste krigere, så de kan udrydde fjenden. Dødsengle, en grusom race engle med sorte vinger, har nogen speciele krigere, som stortset ingen andre racer har, krigerne hedder nekromatikere, de har evnen til at bruge de døde, som deres våben. Meget få væsener har den evne, og dem, der får evnen er ofte dømt for fødslen til at være kriger for deres rige. Nekromatikerne er frygtet over alt, de spreder ødelæggelse og kaos, de er ondskabsfulde og grusomme... Eller er de? Er de alle ens? Nej, der vil altid være en der skiller sig ud.

Kap. 1

Solen er på vej ned, og mørket er vær at falde på. Ikke en tid folk ville bevæge sig rundt ude i skoven, men alligevel kan man høre en Atas lette trin i den store tætte skov. Han bekymrer sig ikke over mørket, han kender skoven godt, og hvis han skulle fare vild kunne han kalde på sine ånder. Han bevæger sig langsomt gennem skoven og håret blafrer* en smule i den stille vind. Han leder efter noget, men har besvær med, at finde det, men han vil ikke hjem, før han har fundet det han leder efter.

Han sætter sig ned på hug, foran en bunkeblade, han roder rundt i bunken, og hans sølv øjne lægger mærke til noget, der skinner i mellem bladene, ved hjælp af solens sidste stråler. Han skubber bladene væk, så han kan se tingen tydeligt, det bare et stykke glas, ikke det han leder efter.

Han sukker irriteret, og skal til at rejse sig og gå videre, da en stemme bryder stilheden omkring ham ”ATA! Jeg har fundet sin amulet! … Det tror jeg i hvert fald, kom nu med mig!” Ata kigger til højre for sig, hvor en næsten gennemsigtig skikkelse står og kigger på ham, skikkelsen ligner en lille pige ånd, hendes hår er sat op i fletninger og hun har en gammeldags kjole på. Ata rejser sig op, og ser på pigen ”Hvis du tror du har fundet hvorfor tog du den så ikke med?” han sukker og fortsatte ”Okay, fint Kira, vis mig hvor den er”. Den lille pige ånd begynder at gå af sted, med Ata lige efter hende, hans skridt giver genlyd i skoven, og små knasende lyde fra kviste og blade kan høres.

Den lille pige ånd stopper med at gå, da de nået til et stort nøgent træ, hvis grene snoet sig omkring og viklet sig i grenene for andre træer. Hun peger på en af de højeste grene i træet, hvor man kunne skimte et svagt lille glimt på spidsen af grenen ”Jeg tror det, der den ting, der glimter det oppe. Forstår du nu, hvorfor jeg ikke tog den med?” Ata kigger på grenen Kira peget på og nikker ”Jeg forstår nu, du er jo bange for højder. Så må jeg selv kravle op for at finde ud af om det er den, hvorfor skal tingene altid være så besværlige?” han sukker og går over mod træets stamme.

Han lægger sin ene hånd på stammen og borer sin mørke spidse negle ind i træets tykke bark, hvorefter han prøver at trække neglene ud af barken igen, med lidt kraft lykkes det ham til få sin hånd fri, og mærkerne efter hans negle er tydelige i den mørke bark. Han tænker lidt over om, han måske bare kan bruge sine negle til at kravle op, og beslutter sig for at tage hans sko af, så han også kan bruge neglene på hans træer til at kravle op. ”Hold øje med mine sko, mens jeg prøver at komme op i træet, jeg er tilbage om lidt” siger han til Kira, og begynder at kravle til nogen af træets første grene.

Når han når den første af træets grene, som ser nogenlunde stabil ud, kravler han ud på den, for at bruge den til at kravle højere op til den næste gren, indtil han nået grenen, som Kira peget på.

Han kan se et glimt, ved spidsen af grenen, lige hvor Kira havde peget, da han var nede på jorden. Han begynder forsigtigt, at kravle mod spidsen af grenen, og glimtet bliver tydeligere og han begynder at kunne se hvad det er, som hænger på grenen, det er en hvid, næsten gennemsigtig sten, som sidder i en mørk slidt læderkæde. Det er hans amulet, nu skal han bare have fat i den. Han er næsten ude ved spidsen, da grenen siger en høj knæk lyd, som får Ata til hurtigt bore sine negle ind i grenen, og lukke i øjnene i frygt for grenen knækker, og at han falder med ned, men grenen knækket aldrig. Efter lidt tid åbner han sine øjne igen, og får forsigtigt løsnet sin ene fra grenen.

Han griber ud efter kæden, og løsner den stille for en af de mindre grene, som var på en gren, han sad på. Han trækker kæden hen til sig og glider den stille over hans hoved. Han begynder, at kravle tilbage ind af grenen, og ned af træet igen. Kira ligger med det samme mærke til amuletten om Atas hals og udbryder lykkeligt ”Så det var din amulet! Så havde jeg jo ret” Ata tager bare sine sko igen og tager dem, som om han ikke har hørt hvad hun sagde. ”Vi tager hjem nu, de andre er sikkert blevet bekymret” mumler Ata, og begynder at løbe gennem skoven i al sin hast, med Kira i hælene.

For enden af skoven kan de man se lys komme fra et gammelt træ hus, og man kan se nogen stå ved vinduerne og kigge ud. Ata begynder at gå roligt igen, mens han nærmere sig husets dør. Han smækker døren op, og venter på Kira er gået ind, så han selv kan gå ind. Kira går indenfor, og kigger rundt på de andre ånder, mens Ata bag hende lukker døren. ”Se, se! Jeg fandt Atas amulet, efter en af jer smed den væk” pipper hun glad ”Det var lige før Ata blev rød i hovedet af raseri over I havde smidt den væk. I er ikke søde mod ham”

En af de andre ånder retter sin opmærksomhed mod Kira, og griner ”Rød i hovedet af raseri? Ja, som om. Tror du så også han bliver grøn i hovedet, når han er syg? For så er han sgu konstant syg” ånden, han peger på Ata, og beder Kira lægge mærke til Atas grønne hud. Kira kigger trist ned i jorden, han drillet hende altid.

Ata sukker, men siger med et smil på læben ”Stop Urai, du er altid så ond mod hende, vi skal behandle hinanden godt, for det eneste, vi har er hinanden” og kigger på andre 2 ånder, Airan og Mokari. Det var er svært, at kende forskel på dem, de ligner hinanden så meget, de har begge hvidt hår og orange øjne, den eneste forskel er, at Mokari har et lille ar under hans højre øje. ”Ved I hvor Taru er?” Mokari nikkede og svarer ”Han sover oppe på dit værelse, husk nu, at selv ånder har brug for søvn, især en som ham” Ata ruller med øjnene, ”Jeg går i seng nu, så I skal også snart sove” siger han og går op af trappen til hans værelse. Han åbner forsigtigt lidt på klem ind til værelset, som er let oplyst af stearinlyset på den gamle træ kommode.

Han åbner døren lidt mere, og kan se hans seng, med den gennemsigtige ulve ånd liggende krøllet sammen på den. ”Taru.. Taru, sover du?” hvisker Ata med rolig stemme og kan se hvordan Tarus pelset sorte ører ligeså stille vrikker frem og tilbage. ”Taru, vågn op. Jeg skal sove nu, så vågn op” Taru vrikker lidt mere ørerne og udstøder et lille klynk, inden hans øjne langsomt begynder at åbne, han løfter sit hoved og kigger over på Ata med trætte øjne. ”Jeg skal sove Taru, du bliver nød til at flytte dig nu” siger Ata og går hen til sin seng, ”Kom så. Du kan sove på gulvet ved siden af sengen” Taru strækker sin store ulvekrop og hopper ned af sengen, for at krølle sig sammen på gulvet i stedet. Ata fjerner bæltet og hans kniv fra hans bukser, og ligger dem over på kommoden, inden han ligger sig i sin seng. Han trækker den gamle dyne over hans krop og hviler hovedet på hans pude. ”Godnat Taru”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...