Når en engel sir' farvel - One Direction

Det berømte band One Direction får en grim nyhed af vide. Deres elsket, deres et og alt der ved dødens ende. Hun har max. to uger tilbage, tilbage inden hun forlader verden. Forlader den med et brag.
Alle elsker hende, alle forguder hende. Men gør de også det, når det kommer ud. Komme ud og er en verdens opspænde nyhed. Er de virkelig venner, eller bare nogle der vil udnytte hendes berømmelse for at sætte gang i deres?

14Likes
19Kommentarer
1703Visninger
AA

6. 1.5

 

Jeg sad endnu engang og bare stirret tomt ud i retter sagt ingenting. Det var snart blevet så normalt, at de andre ikke tog notits af det mere, det var bare noget jeg gjorde. Jeg kunne svagt fornemme min mobil vibrer nede i lommen på mig, men jeg lod den værre. Det var sikkert Jane, min gode veninde, min veninde hjemmefra London. Så i kan vel regne ud jeg stadige er i Amerika, og hader det mere ind alt på jorden.

Jeg bliver altid nævnt som Niall, uimodståelige lillesøster. Det er da ret af få af vide at man er uimodståelig. Men at være Nialls lillesøster er jeg ikke helt glad for. I hvert fald ikke nu, jeg var stadige uvenner med ham og havde snart været det i nogle uger.

 

”Caitlin Horan!” grinede Harry imens han hev mig ind mod sig selv. Jeg sukkede lydløst imens jeg bare nikket. Hvad skulle jeg ellers sige, han siger mit navn. Men det gør han jo altid, eller for det meste. Og det er retter sagt mange gange i løbet af en dag.

 

”Hvad?” sagde jeg koldt imens jeg satte mig op og fjernede derfor Harry arme omkring mig. Jeg kunne svagt fornemme at han sukkede træt af mig imens han sendte hans berømte smil. De smil mange piger elsker, men ikke mig. Han er min bedste ven, og jeg… jeg ved ikke om jeg har følelser for Liam, men han er unik fantastisk.

 

”Caitlin må jeg ikke godt snakke med dig?” spurgte Liam med hans hæse, men dog bløde stemme. Jeg kiggede kort op imens jeg rystede bestemt med hovedet. Jeg viste at hvis jeg snakket med ham ville jeg begynde at tyde. Men kun fordi han er så charmende, og han kender mig alt for godt.

”Jo” sagde han bestemt. Jeg lod blidt mit krop rejse sig op og så bare kigge derefter på ham, og han smilede dog bare kort og flabet.

 

 

Liam

Jeg havde endelig taget mig mod nok til at fortælle hende hvordan jeg virkelig havde omkring hende. Jeg havde ingen jeg kunne spørge til råds. Jeg viste at hvis jeg spurgte Harry ville han nærmeste skrige glad af glædes, imens de andre. Det ved jeg ikke, jeg ved ikke hvordan de ville reagere. Men lige nu er jeg egentlig ligeglad, jeg vil bare ud med det. Ud med det til min eneste ene.

 

”Caitlin, må jeg ikke godt snakke med dig?” smilede jeg skævt imens hendes alt for kolde blik bare borede jeg ind i mine nethinder. Mine visuelle billeder.

Jeg kunne se at hun så fint rystet på hovedet imens hendes stoneface trådte voldsomt frem, og hurtigere ind jeg havde regnet med.

 

 ”Jo!” sagde jeg bestemt imens min flabet smil trådte i kraft, og ja. Det var bare noget jeg gjorde når jeg havde vundet en diskussion. Men det var jo ikke en? Så jeg forstod ærligtalt ikke min flabede attitude.

 

”Fint” sagde hun kort imens hendes elegante krop rejste sig smidigt imens hun derefter kiggede koldt på mig. Jeg ville ærligtalt blive bange for hende, hvis jeg ikke viste at det bare var en facade. En facade hun havde bygget op mod Niall og det sammen havde Niall gjort mod hende. 

 

Jeg hev hende kort med ud foran døren imens jeg begyndte at gå. Men det gjorde hun sædfølgelig ikke, hvorfor altid så forpulet stædig.

”Caitlin!” sagde jeg så koldt, at jeg næsten var ved at blive bange for mig selv. Men det skulle jeg bare ikke, hun skulle for helvedet ikke altid få sin vilje. Selvom hun inderst inde ved at det kan hun, og især ved mig. Jeg ved ikke med de andre.

 

”Okay?” sagde hun flabet tilbage imens jeg hurtig kunne skimte et lille glimt i hendes fantastiske øjne. Alt inden hendes øjne forvandlet sig til is igen.

 

 

Jeg smilede sødt og vendte mig om da jeg synes vi var noget langt nok væk, væk fra alle. Og især drenge, jeg ville ikke have de viste det inden jeg selv viste om hun kunne lide mig som jeg kunne lide hende.

”Caitlin?” spurgte jeg smilende imens hun havde hendes skulder placeret på den kolde væg, som hendes facade. Hun nikkede kort imens hun kiggede koldt væk og skænket mig ikke en eneste blik. I hvert fald lige nu.

 

”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her men altså…” jeg stoppet mig selv da jeg ikke viste hvordan jeg rigtig skulle formulere det. ”Hvad?!” sagde hun kort og koldt imens hendes blik sagde alt. Alt hvad jeg frygtet, frygtet at hun ikke havde det på sammen måde.

”Caitlin jeg…” igen stoppet jeg mig selv, jeg kunne bare ikke. Selvom jeg inderlig ønsket det   

”Kom nu til sagen!” vrisset hun rimeligt vredt imens hendes blik var iskoldt.

 

”jeg tro jeg er forelsket” stammet jeg skrækslagen imens jeg slog mit blik væk og ventet bare på hendes blik. Hun stirret underligt på mig, et anderledes blik.

 

”Og hvad har det med mig at gøre?” spurgte hun nu igen koldt imens hendes blik sagde noget helt andet. Hun var såret.

 

I dig” jeg lukket stramt mine øjne i håb om hun bare smilede når jeg igen åbnede dem. Men det skulle ikke ske, jeg kunne svagt høre nogle trin og jeg åbnede nervøst mine øjne.

 

Bare til et syn jeg inderlig ønsket jeg ikke så, hun gik sin vej. Som ingenting var sket, som jeg intet havde sagt til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...