Utroskab - forbudt kærlighed

Dette er mit bud på konkurrencen om forbudt kærlighed, så det ville betyde alverden hvis i gad at like den og sætte den på favorit, hvis i syntes den fortjener det!
Mica er håbløst forelsket i sin drømmefyr. Han har en kæreste, og alligevel kan han ikke stoppe. Hun er 'den anden kvinde' - pigen som er sammen med manden der har en kæreste... Hun ved det er forkert, men hun kan ikke stoppe. For hun elsker ham af hele sit hjerte.

48Likes
68Kommentarer
5363Visninger
AA

11. Besøget

En tidlig morgen sidder hun igen krøllet sammen, og kigger ud ad vinduet, ligegyldigt og med et tomt blik. Sådan har hun siddet hele natten lang. Bare set solen gå ned, og stjernerne dukke op. Set de små nattedyr vimle rundt i haven, og grædt, indtil hun igen kunne se solen titte frem i horisonten. Hun har tænkt og tænkt, alt imens tiden bare var fløjet afsted. Hun havde svagt bemærket mobilens konstante vibration i løbet af morgenen, men hun var ligeglad. Hun er ligeglad. Det eneste der betyder noget er ham, og han vil ikke se hende mere. Han vil ikke have hende.

Tanken gør så ondt indeni, smerten vil ikke forsvinde. Hun skulle aldrig have bundet sig på en sådan måde, aldrig tilladt det. Men hun havde gjort det. Præcis som hun havde gjort med sin far. Og præcis som hendes far, havde Lukas nu forladt hende.

Det tager et stykke tid, før Mica endelig opfatter den klingende dørklokke. Hendes første indskydelse er at blive siddende, og vente på at den alarmerende lyd får sin ende, men et eller andet får hende til at rejse sig på, og gå igennem huset, med et tomt blik fremadrettet. Hun tjekker hurtigt sit spejlbillede i det guldindrammede spejl i entreen, og sukker højlydt over synet. Hendes hår er uglet, og ser ud som om det har sit helt eget liv. Hendes ansigt er hævet og rødt efter den lange nat med gråd, og dem mørke rander under øjnene træder voldsomt frem.

Opgivende går hun videre, og åbner døren, for at se den sidste person hun havde regnet med. Hans halvtykke mave stritter tydeligt frem, og hans ternede skjorte er stoppet skjusket ned i de alt for stramme bukser. Hans briller indrammer hans grå øjne, og rynkerne i hans ansigt er tydeligt markerede. Grænsen på hans grå hår er betydeligt længere oppe end hun husker det, og hans ansigt er vredet i en grimasse hun ikke helt forstår. Øjnene udstråler håb, imens resten viser tydelig opgivelse.

Hun er dybt chokeret, og hendes første reaktion er at ligge sin vægt på døren, så den lukker lige for næsen af ham, og hun aldrig nogensinde behøver at se hans afskyelige ansigt igen, som bringer så mange forfærdelige minder frem. Men da hun prøver, sætter han insisterende en fod i klemme, og hun må bakke væk fra døren, da han haltende træder ind i huset, ligeglad med ikke at blive inviteret. Han går med rolige skridt ind i stuen, og hun følger forvirret efter. Hun prøver at tvinge nogle ord frem, som kan få ham til at forsvinde, men hendes hals vil ikke tillade hende det.

Han klapper venligt på pladsen ved siden af hvor han sidder i sofaen, men modstridende sætter hun sig i den fjerneste liggestol, ligger armene over kors og stirre afventende og utålmodigt på ham.

"Mica.. Jeg.." siger han tøvende, men stopper så, og efterlader en larmende, akavet tavshed. Efter flere minutter bliver hun for utålmodig, og siger:

"Far." hendes stemme lyder koldere end hun nogensinde har hørt den før, og hun bliver selv forskrækket over den, men viser det ikke. Hun stirrer istedet bare koldt på ham, og studere ham da han nærmest fare sammen ved lyden af hendes stemme. Den kom også bag på ham.

"Det du gør mod mig er ikke fair Mica." fortsætter han i et mere bestemt tonefald, som giver hende kuldegysninger hele vejen ned af hendes ryg. "Jeg er din far, og du har ingen ret til at opføre dig sådan overfor mig! Du burde have respekt for mig. Vær lidt taknemmelig." Hun måber over hans ord. Sætningerne gør hende så ubeskriveligt vred, og hun mærker straks lysten til at fare op af vrede.

"Taknemmelig.. Taknemmelig for hvad?!" nærmest råber hun. "Intet har du gjort for mig. Du er grunden til at mit liv er som det er idag! Du forlod mig og mor, du knuste os, og nu kommer du og prædiker om at jeg burde være TAKNEMMELIG?!" hun holder en kort pause for at få hendes bankende hjerte under kontrol, og fylder lungerne med ren luft, inden hun fortsætter, nu med tårer i øjnene. "Du er grunden til det hele. Det er din skyld! Pågrund af dig tør jeg ikke længere elske, pågrund af dig er jeg bange for kærligheden! Pågrund af dig, vil jeg aldrig nogensinde føle mig fuldendt igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...