Jordens hvide duer

Erika arbejdede hårdt fra solen stod op til den igen gik ned. Hun forventede aldrig nogen særlig tak eller nogen speciel notits. Men dagen hun vaskede trappen og så en mand stå foran hende, blev hendes verdenssyn forandret. Og da der pludselig bryder brand i køkkenet husker hun på manden, og genvinder modet. Men inde i røgen fik hun brug for mere en mod.

2Likes
3Kommentarer
1094Visninger
AA

1. Mahognitræstrappen

Det var varmt og det var hårdt at være indenfor på sådan en dag. Jeg blev ved med at tage mig selv i at være ved at give op. Men jeg måtte holde ud. Det var en stor ære for en landsbypige som mig at arbejde for kongen. Jeg huskede tilbage på sidste sommer i landsbyen. To riddere, på sorte heste var kommet for at føre mig og min bror væk. Min bror og jeg, blev ført fra hinanden efter et par dages rejse. Han blev bragt til en af kongens oplæringssteder. Han gjorde mig altid så stolt når jeg forstillede mig ham som ridder. Han var nemlig specielt udvalgt. Ellers blev en landsbydreng aldrig ridder. Jeg selv blev ført til slottet. Men jeg var heldig. Jeg fortsatte med at skrubbe løs på det trappetrin jeg var startet på. Jeg havde fået den store opgave at skrubbe, vaske og polere den store mahognitræs-trappe. Udenfor hærgede hedebølgen, voldsomt og det havde den gjort i snart en måned nu. Jeg glædede mig utroligt til den næste måned. Hedebølgen ville dæmpes og det årlige høstbal ville blive forberedt. Samme dag som ballet ville finde sted ville jeg også blive 17. Jeg viste ingen ville fejre mig men hvert år håber jeg på at min bror kommer til ballet så jeg kan finde ham. Han forsvandt ud af mit liv for seks år siden. Pludselig blev jeg igen opmærksom på tiden og hvor jeg var.

Erika!” råbte Sofie. Hun var blevet som en mor for mig. Men hun blev aldrig som min rigtige. Sofie var sød og venlig, men når der skulle arbejdes måtte man ikke være sløv. Sofie kom pustende op af trappen og holdt krampagtigt fast og gelænderet. Hendes buttede kinder var ildrøde og hun pustede da hun stod foran mig. Hendes lyse krøller klæbede til hendes svedige ansigt. Hun svingede lynhurtigt hånden bagud og lagde kræfter i da hun gav mig en lussing lige på kinden. Det begyndte straks at svide og tårer begyndte at trille ned af min kind.

Lad være med at flæbe. Du skulle være færdig med trappen nu!” sagde hun og hendes ansigt blev mere ildrødt og jeg vidste at hun var rasende.

Jeg ved det” hviskede jeg og lod endnu en tåre falde.

Bliv nu færdig” fortsatte Sofie i et lidt mildere tonefald. Jeg faldt hurtigt ned på knæ og gik straks i gang med arbejdet. Jeg græd stille og hørte Sofies hastige skridt forsvinde ned af trappen. Mine tårer faldt til gulvet og det lød helt rungende når de ramte gulvet. Hallen var helt stille og stilheden trykkede mig. Den gjorde mig utryg og nervøs. En dør åbnede sig og i frygt for endnu et slag fra Sofie lagde jeg mange kræfter i arbejdet og arbejdede hurtigere. Hastige skridt bevægede sig hurtigt op af trappen. Skridtende nærmede sig. De kom op på siden af mig og så stoppede de. Jeg blev rædselsslagen og begyndte at snøfte lidt. Jeg drejede hovedet lidt og så nogle brune herrestøvler.

Du græder jo” sagde en blid og dyb stemme. Hans stemme var så rolig og venlig, at jeg af ren nysgerrighed kiggede op. Det første som slog mig var hans brune øjne. De var så nuancerede at det var et helt virvar af brune nuancer. Derefter bevægede mit blik sig op til hans mørkebrune hår. Det gik til hans hage og krøllede lidt. Det var lidt uglet og tykt. Hans hud var let brun og hans kæber var markerede. Han smilede og jeg blev opmærksom på hans læber. De så bløde ud og hans tænder var skindende hvide. Han satte sig på hug ved min side og tog kluden ud af min hånd. Han smed den op i træspanden og lagde en hånd på min ryk. Han kiggede undrende på min kind og jeg tog automatisk hånden op og dækkede det røde slagmærke.

Hvad er der sket” spurgte han og fjernede min hånd. Han kiggede undersøgende på mærket og men jeg rev mig hurtigt løs.

Må jeg ikke lige se det?” Spurgte han og fangede mit blik. Jeg rystede langsomt på hovedet. Jeg huskede kun alt for godt Sofies evige indlæring om at jeg aldrig måtte snakke til en af de adelige. Og da min kind stadig sved gjorde jeg klogt i at lade være. Endnu en tåre ramte gulvet og jeg drejede hurtigt hovedet væk.

Lad mig i det mindste vide hvem der gjorde det” sagde han stille og kiggede intenst på mig. Han lagde hånden på min skulder og fik mig til at sidde oprejst. Med sin frie hånd tørrede han tårerne væk fra min anden kind.

Det var jo bare et slag” sagde jeg så stille at jeg næsten ikke kunne høre det. Men alligevel gjorde det mig så bange. Jeg havde brudt Sofies første regel. I vrede og sorg rejste jeg mig så pludseligt at spanden væltede og vandet løb ned over trappen. Hastigt begyndte jeg at tørre vandet op. Han rejste sig op og nu kunne jeg se ham i fuld højte. Han var veltrænet og rank. Jeg tog mig selv i at stirre og vendte hurtigt blikket væk. Jeg hørte ham gå hen mod mig men jeg fortsatte bare med at tørre vandet op. Han stillede sig foran mig og jeg rejste mig op og kiggede ind i hans øjne. Men jeg slog hurtigt blikket ned. Jeg mærkede ham lægge en hånd på min skulder. Hans hånd var varm og beroligende.

Jeg gør dig ikke noget” sagde han stille og hans rolighed strømmede ind over mig. Det virkede helt overvældende.

Mit navn er Jonathan og jeg er kongens ældste søn. Du har måske hørt om mig” fortsatte han beroligende. Jeg kiggede ham i øjnene og sendte et undskyldende smil. Det var aldrig meningen at han skulle se mig med gråd i øjnene i gang med at vaske en beskidt mahognitræstrappe. Han rejste sig og nærmest hev mig op.

Kom med mig op i mit rum” sagde han langsomt og tog mig i hånden. Han gik langsomt op af trappen og jeg fulgte trop. Jeg gik en armslængde bag ved ham og overvejede at trække hånden til mig. Men han var så varm og så levende. Han var helt nede på jorden og så menneskelig. Ikke sådan gudelig eller ophøjet bare ... som mig. Med flere penge selvfølgelig og bedre stillet en mig. Men han var som mig. Et menneske. Det udstrålede han tydeligt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var oppe af trappen og han trak mig med ind på sit værelse. Det var et overdådigt rum med grønne væge og alle møbler var lavet i flot mørkt kirsebærtræ med flotte udskæringer. Jeg kiggede iagttagende på hele rummet. Jeg slugte alt med øjnene og gemte alle indtrykkene i mine minder. Han rakte henslængt en hånd ud mod hans seng og jeg tog plads. Sengetøjet var silkeblødt og også i en lys grøn farve. Han gik selv over og tog vaskefadet op fra holderen. Han bar det over til sengen og satte sig. Han satte fadet i mellem os og tog noget vand op. Han lagde sin våde og kølige hånd på min kind. Jeg kiggede på ham og smilede. Han fjernede hånden, dyppede den i vandet og badede igen min kind. Hans øjne fulgte med hans hånd og han kiggede kun på mig når hans hånd lagde sig på min kind. Men når den ramte min kind kiggede han lige ind i mine øjne. Ind i mine klare isblå øjne som jeg har arvet fra min mor. Håret har jeg arvet fra min far. Lyst, tyndt og krøllet. Og så havde jeg ladet det vokse langt. Det var endelig ikke fordi det var praktisk med langt hår, men jeg drømte altid om at bliver fornem. Jeg vidste det var tåbeligt og stupidt. Ellers lignede jeg ikke mine forældre ret meget. Hvis jeg selv skulle sige det havde jeg en tynd talje og en lidt stor barm. Jeg havde en rank holdning men hvad kunne jeg bruge det til? Jeg havde et rundt ansigt med lidt markante ansigtstræk. Mine øjne var store og mine læber, fyldige. Jeg havde en livlig fantasi som tit havde medført straf. Mit hjerte bankede for min familie, men jeg hørte kun fra dem få gange om året. På den måde gled Sofie mere og mere ind i moderrollen. Hun var barsk og stram men kærlig og forstående. Selvfølgelig var hun det aldrig på samme tid men man kunne nemt regne hendes humør ud. Hun var ikke så god til at skjule sine følelser som jeg altid havde været. Jeg græd ikke da jeg blev taget fra mine forældre og jeg græd ikke da jeg blev skilt fra min bror. Ingen havde set mig græde for Jonathan pludselig dukkede op.

Du er meget smuk” sagde Jonathan og smilede til mig. Han kiggede indtrængende på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Hvorfor siger du det?” Spurgte jeg lavt. I et spildt sekund var jeg i tvivl om ham hørte det. Hans blik ændrede sig til et mere uforstående blik, men blev hurtigt det samme indtrængende blik igen.

Du kan umuligt kun være født til at tjene mig” sagde han også meget stille og tog fat om min hage. Han fik mig til at kigge ind i hans flotte mørke øjne.

Du må være en engel.”

Men det er jeg ikke” protesterede jeg men jeg anede ikke helt hvorfor.

Jeg er ikke engang adelig.”

For mig gør det ingen forskel.”

Men det gør det for din far. Tror du ikke?”

Alle må da kunne se at du er en engel.”

Hvad tror du ikke din far ville sige hvis han så os lige nu?”

Jeg kiggede forlegent ned. Jeg sad tavst i nogen tid og det samme gjorde han. Jeg vendte blikket mod ham og så at han kiggede på mig. Han smilede lidt undskyldende.

Du er ret fascinerende.” Sagde han stille og rykkede sig lidt tættere på mig. Han tog fadet ned fra sengen og satte det på gulvet. Han rykkede sig helt hen mod mig. Så tæt at jeg kunne mærke hans varme. Han smilede venligt til mig.

Du har fået mig til at føle mig glad. Det har jeg ikke gjort længe” Sagde han og kiggede mig i øjnene. Han løftede hånden og førte den op mod min kind. Han smilede mens han kærtegnede min kind. Hans hånd var så blød og varm. Hans kiggede ind i mine øjne og han lagde mærke til den uro som voksede i mig.

Hvad er der galt?” Spurgte han uroligt. Han trak hånden til sig.

Jeg burte ikke være her.” Sagde jeg oprørt og rejste mig fra sengen.

Du må ikke gå.”

Jeg må ikke være her.”

Må jeg stille dig et enkelt spørgsmål?”

Jeg nikkede afmålt.

Er du bange for mig?”

Jeg viste ikke hvorfor men jeg vendte mig bare væk fra ham og gik hurtigt ud af døren. Grædefærdig styrtede jeg ned af trappen. Et sted inden i mig mærkede jeg varmen han havde givet mig, forsvinde. Jeg huskede hans øjne. Og hans ansigt. Jeg mærkede et sug i brystet når jeg tænkte på ham. Sådan havde jeg aldrig haft det før. Uvilkårligt gled et smil over mit ansigt mens jeg hastede ned af trappen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...