Det burde ikke være sådan her

En spirende kærlighed mellem to mennesker, som ikke burde være.
Det føles så rigtigt som noget kan, men samtidig også så forkert, at det burde være umuligt.
For Odessa er han hendes helt store kærlighed, men hvis hun virkelig vil have ham, må hun satse alt, måske endda forholdet til sin familie...

1Likes
4Kommentarer
1462Visninger
AA

5. Kærlighedsaffæren

 

"Odessa, se så og blive færdig.. Vi skulle være kørt for ti minutter siden!" Hun vendte det hvide ud af øjnene og trak dynen helt op under hagen. Egentlig så havde hun slet ikke lyst til, at skulle med til den latterlige havefest, men det betød jo bare alverden for hendes mor og hun kunne jo ikke så godt skuffe hende.

Hun lod det ene ben glide ud over sengekanten og plantede foden på gulvet. Det var koldt, næsten for koldt til, at det var midt i juli måned. Hun havde slet ikke lyst til, at stå ud af sengen nogensinde mere. Sådan havde hun haft det siden den dag hvor Eric var kommet ind til hende.

Det var et par uger siden efterhånden, og hun havde slet ikke set skyggen af ham siden. Savnet efter hans behagelige person og hans varme smil var nærmest ulideligt, og hun var ofte vågnet midt om natten, badet i sved, grædende og med hans navn ud over alt i hendes bevidsthed.

 

Pludselig bankede det på døren. "Det er altså sidste gang jeg siger det.. Jeg kører om lidt." "SÅ KØR" DOG" skreg hun tilbage og med de ord blev der helt stille. Lidt efter hørte hun hoveddøren smække, så bildøren og lidt efter så hun sin mor køre derfra i høj fart.

Hun forstod slet ikke hvorfor det var så vigtigt for hendes mor, at hun altid skulle med. Hun var sytten år og hun syntes helt ærligt, at hun var ved og være lidt for gammel til alt det pjat. De andre på hendes egen alder blev ikke tvunget med, så hvorfor skulle hun?

Nu var det store spørgsmål så bare, hvad hun skulle få dage til, at gå med. Hun rejste sig og gik nedenunder. Ud af den blå luft, var hun pludselig gået hen og blevet sulten, men hun havde selvfølgelig heller ikke spist noget endnu. Hun åbnede køleskabet og kiggede rundt. Der var mad nok, men ikke noget hun havde lyst til.. I køleskuffen lå en sixpack. Hun tog en af de kolde øl og gik udenfor, hvor hun smed sig på græsset og lukkede øjnene.

 

"Jeg troede ikke i ville være hjemme i dag?" Det gav et ordenligt sæt i hende. Hun genkendte straks den bløde stemme som Erics. "Ja øhh mor skulle afsted, jeg fik lov at slippe.." Han smilede "Så fik du endelig lov." Hun nikkede og kløede sig i nakken imens hun spekulerede over hvad hun skulle sige derefter.. Eric havde åbenbart en masse at sige, for han slog sig ned i græsset ved siden af hende og som om intet nogensinde havde været bare den mindste smugle anspændt imellem dem lod han en helt strøm af ord flyde lige ud imod hende.

"Jeg er ked af det endte som det gjorde den dag.. Sandheden er, at det kom bag på mig.. Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være muligt, at der ville opstå den slags følelser imellem os hvis jeg skal være ærlig, så jeg blev ret chokeret, da du pludselig gjorde og sagde de ting..."

Hun trak på skulderen og mumlede at det var hendes fejl alene og, at hun var ked af det, men Eric stoppede ikke der.   "Odessa jeg er nødt til, at vide... Hvordan har du forestillet dig, at det nogensinde skulle kunne fungere imellem os to?" Hun bed tænderne sammen. Hvad skulle hun svare? "Jeg ved det ikke..." var det endeste hun lige kunne komme i tanke om og med det begyndte Eric, en uendelig lang tale med argumenter imod det, at der nogensinde kunne blive noget imellem dem.

Camilla var bare et af de argumenter, dernæst var der aldersforskellen og generelt så var det bare hele deres fortid, der gjorde det helt vildt kompliceret.   "Jeg er en mand på snart 45 år Odessa, er du sikker på det er det du vil have?" Hun undlod at svare på det spørgsmål.

Hun syntes hun havde gjort det mere end bare tydeligt overfor ham hvad hun ville et par uger tidligere.. Hun rejste sig for, at gå indenfor. "Sandheden er, at jeg ikke har kunne få dig ud af hovedet siden den dag i zoologisk have.. Jeg kan se dig for mig konstant og det er ved, at drive mig til vanvid.." Han lagde sin ene hånd på hendes skulder. "Du betyder så meget for mig Odessa, det har du altid gjort.. Men de sidste uger er der opstået de her følelser som jeg føler jeg slet ikke burde have i mig.. En længsel efter dig."

Det gav et sus i maven på hende. Hun udstødte et stille gisp, og imens hans fingre legede med hendes, lagde han den anden arm omkring hende og trak hende ind til sig. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte det bankede hurtigere end normalt, ligesom den dag i zoologisk have og hun fik kuldegysninger i det øjeblik han plantede sine læber på hendes i et langt og lidenskabeligt kys der kunne have varet for evigt for hendes skyld.

Det ene tog det andet, og til sidst fandt hun sig selv siddende på hans skød i sofaen, med nederdelen trukket op over hofterne. "Hvad er det vi laver?" stønnede han, men uden egentlig at stritte imod. Han ville det her, hun ville det også og sådan blev det så. Nu var der ingen vej tilbage. Deres kærlighed var nu beseglet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...