Det burde ikke være sådan her

En spirende kærlighed mellem to mennesker, som ikke burde være.
Det føles så rigtigt som noget kan, men samtidig også så forkert, at det burde være umuligt.
For Odessa er han hendes helt store kærlighed, men hvis hun virkelig vil have ham, må hun satse alt, måske endda forholdet til sin familie...

1Likes
4Kommentarer
1461Visninger
AA

2. Det første kys

 

Odessa havde været forelsket før. Mange gange efterhånden, men aldrig som nu. Aldrig havde hun følt denne følelse af ukomplethed når han ikke var hende nær, som hun gjorde nu.

Nogle aftener kunne hun græde sig selv i søvn, af bare savn efter ham. Hele hans person var som en eksplosion af lykke indeni hende og hun kunne bare aldrig få nok af ham. Hun elskede ham og hun var ikke bange for, at sige det højt. For første gang.

De havde kendt hinanden i en del år efterhånden. Siden hun var syv år gammel for, at være helt præcis og hun havde altid holdt mere af ham, end de fleste andre. Selv hendes egen mor havde aldrig givet hende den samme glæde som han. Nu var hun sytten og selvom han stadigvæk var en del ældre end hende, så betød det slet intet for hende. Hun vidste, at denne følelse var ulignelig med noget andet og det var værd, at holde fast i. Noget hun havde tænkt sig at gøre, på trods af de komplikationer der nu engang var.

Hans navn var Eric. En høj og flot mand, med en veltrimmet krop og mørkt, ja nærmest kulsort hår. Han var kommet i hjemmet jævnligt, siden hun var helt lille, som en god ven af hendes far.

Hendes far var revisor, det samme var Eric og det var sådan de havde lært hinanden, at kende. Da hendes far døde af kræft var hun seks år gammel, efter hans død tog Eric hende til sig, nærmest som var hun hans egen datter.

Han kom ofte bare forbi for, at sige hej, eller tage hende med på udflugt. Ind imellem tog de i zoologisk have, hvor de brugte mest tid nede i abeburet. Der kunne de sidde i flere timer og snakke, mest om hendes far og det venskab, som Eric havde haft med ham.  Åh, alle de sjove historier han kunne fortælle om hendes far, fra da de bare var et par store drenge. Inden de fik unger og inden han blev syg.

Hun elskede når hun bare kunne sidde der, bare kigge på ham og være fuldkommen opslugt, af måden hans læber formede hvert et ord på. Ind imellem fantaserede hun om, hvordan det ville være hvis hun nu kyssede ham, lige der på bænken, foran abeburet og alle menneskerne, der strømmede forbi dem. Hun havde aldrig turde gøre det. Måske var hun bange for, at det slet ikke ville føles så dejligt, som hun forestillede sig, eller måske var hun bare bange for, at han ville afvise hende...

Nu sad de der igen, foran abeburet. En lidt grå eftermiddag i marts. Der var ikke så mange mennesker, som der ellers ville være sådan en dag, måske på grund af vejret. De havde siddet der en times tid, efterhånden og som altid havde hun været som i en trance af hans bløde stemme og hans smukke, fyldige læber der nærmest skreg efter, at hun skulle kysse dem.

Sådan føltes det, men måske var det bare inde i hendes hovede. Hun havde i hvert fald tænkt sig, at i dag skulle det være. I dag ville hun virkelig gøre noget ved det, istedet for bare, at sidde og fantasere om det. I dag ville hun kysse ham, hvis han ellers ville lade hende.

 

Eric var ved, at fortælle et eller andet om hendes far, men lige præcis hvad havde hun ingen idé om, hendes tanker var et helt andet sted, hun lod ham bare fortsætte strømmen af ord, imens hun lænede sig længere og længere hen imod ham, indtil hun til sidst kunne mærke hans skjorteærme imod hendes bare arm. Det gav et sug i maven og hun mærkede hvoran varmen, den strømmede op i hendes ansigt, det kriblede under huden og hun kunne bare mærke, at det skulle være nu.

Hun fugtede læberne med tungen og lænede sig længere ind over ham, indtil hun næsten kunne mærke hans sorte skægstubbe. Han trængte helt klart til, at blive barberet, men egentlig så kunne det jo være ligemeget, det eneste der var vigtigt lige nu, var at hun fik kysset ham som hun havde tænkt sig.

Pludselig holdt han helt op med, at tale. Han kiggede undersøgende på hende og smilede. "Er der noget galt?" - NU! Hun pressede sine læber imod hans. Duften af hans aftershave var ved, at kvæle hende og hans skægstubbe kradsede hende i hele ansigtet, men det føltes alligevel så utroligt dejligt.

Et øjeblik  var det som om han rent faktisk kunne lide det, men så pludselig skubbede han hende forsigtigt væk. "De de, hvad er det du laver?"  Han så forundret på hende, imens han tog sig til hovedet. Hun rejste sig forskrækket op og hendes øjne flakkede vildt omkring. Hun prøvede, at finde et sted hun kunne gemme sig, men hun var fanget.

"Undskyld jeg... Jeg må gå."  Hun løb sin vej, gennem trængslen af mennesker der pludselig var kommet til. Uden at se sig tilbage løb hun ud af abeburet, imens hun kunne høre Eric kalde. Hun måtte bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...