En Klassiker

Minji og hendes veninde gik begge to, på det samme universitet og de var begge, forelsket i den samme person, som hed Kai og gik i dramaklubben. Da Minjis veninde ikke ved at Minji også kunne lide Kai, beder hendes veninde hende om, at skrive breve for hende til Kai, i venindes navn. Minji skriver så brevene for hende og tilsætter hendes egne følelser til hver sætning. Kai bliver helt vild med brevene og begynder at være mere sammen, med Minjis veninde. Minji prøver at holde afstand fra dem, men det er som om at skæbnen, vil have at hun skal være i nærheden af Kai. En dag begyndte Minji forsigtigt, at gøre huset rent og fandt en hemmelig boks. Boksen indeholdt gamle breve og en dagbog, som hun mente var hendes forældres, men da hun læste brevene og dagbogen igennem, opdagede hun at hendes mors hjerte havde tilhørt en anden, hvilket det havde gjort i mange år.

15Likes
19Kommentarer
1684Visninger
AA

8. Kapitel 6.

 

Næste dag, da klassen var ude og løbetræne, kom Sung-jin løbende op ved siden af mig. Han var meget forpustet, men alligevel havde han nok energi til at få et smil, på læben.

"Jeg skal mødes med Joo-hee i aften. Vi skal mødes til et eller andet folkedans halløj! Så jeg tænkte på om du ville tage med! Joo-hee ville nemlig også tage en veninde med" spurgte Sung-jin mig.

Jeg nikkede forsigtigt. Den eneste grund til at jeg ville tage med ham, var fordi Joo-hee også ville komme og jeg ville gøre alt, for at komme til at se hende igen.

 

Mig og Sung-jin bevægede os langsomt ind i dansesalen, med vores militær kasketter under armene. Jeg kunne se at Joo-hee stod henne i et hjørne, sammen med hendes veninde. Hun så trist ud.

"Hej, de damer!" sagde Sung-jin venligt til dem, hvorefter vi bukkede for Joo-hee og hendes veninde.

"Det her er min bedste ven, Taemin!" præsenterede Sung-jin, mens han lagde sin arm om min skulder. Joo-hee kiggede overrasket på mig. Det var først lige gået op for hende, at det var mig, som var Sung-jins bedste ven.

"Det her er min veninde, Na-hee!" præsenterede Joo-hee så, uden at tage sine øjne væk fra mig. Jeg smilede forsigtigt, hvorefter jeg blinkede til hende. Sung-jin kiggede underligt på Joo-hee, eftersom hun stod og stirrede på mig.

"Kender i to hinanden?" spurgte Sung-jin forsigtigt Joo-hee, hvorefter han pegede skiftevis på mig og Joo-hee.

"Nej! Vi har aldrig set hinanden før!" svarede jeg hurtigt for hende, mens jeg klappede Sung-jin på ryggen. Sung-jin smilede akavet, hvorefter danselæreren kaldte på os, så dansetimen kunne begynde. 

 

Minjis P.O.V.

Jeg lagde forsigtigt dagbogen hen på natbordet, eftersom klokken var blevet noget med 11 om aftenen. Jeg skulle op og i skole, så måske var det en god idé, hvis jeg lagde mig til at sove, så jeg kunne være frisk til i morgen. 

 

Næste dag i frikvarteret, blev jeg nødt til at stille mig under et træ, da jeg var på vej til biblioteket, fordi det væltede ned med regn. 

Jeg stod og småfrøs. Det var vigtigt at jeg kom hen på biblioteket i god tid, så jeg kunne komme til at læse i Taemins dagbog, men jeg havde ikke nogen paraply med og jeg gad ikke, at blive gennemblødt.

I det samme kom Kai løbende imod mig, med sin jakke over sig, hvorefter han stillede sig ind under det træ, som jeg stod under. Jeg vendte hurtigt ryggen til ham. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tale med ham, eftersom jeg jo havde set hans seddel til Kitty, som måske var en meget privat seddel. Lige pludselig tog Kai forsigtigt sin jakke over mit hoved, hvorefter han sendte mig et smil.

"Hvor skal du hen?" spurgte han mig smilende, hvorefter han kiggede ud på regnen. Jeg kiggede forsigtigt på ham.

"Til biblioteket" svarede jeg ham genert, mens jeg havde svært ved at tage mine øjne fra ham. Hans hud var så porcelænsagtig. I det samme vendte Kai sit hoved om, så vi nu stod og så hinanden dybt i øjnene.

"Når jeg har talt til tre, så løber vi sammen hen til biblioteket, med min jakke over vores hoveder, så vi ikke bliver våde" forklarede Kai, mens han smilede kærligt til mig.

"En, to, tre....løb!" sagde han så, hvorefter vi løb derudaf. Man kunne høre, hvordan regnen piskede, mod Kais jakke, da vi løb hurtigere og hurtigere.

 

Vi nåede dog hurtigt biblioteket på rekordtid, hvorefter Kai tog sin jakke væk fra vores hoveder, så han kunne ryste den tør.

"Så nåede vi biblioteket" sagde jeg akavet, mens jeg sendte ham et genert smil. Han nikkede forsigtigt, hvorefter han igen tog sin jakke over sit hoved.

"Jeg må se at komme videre! Vi ses jo nok!" sagde Kai så, hvorefter han langsomt begyndte at løbe. Jeg kiggede smilende efter ham, mens jeg langsomt bevægede mig indenfor. Mit smil forsvandt dog hurtigt, da jeg ikke længere kunne se ham ud af min øjenkrog.

"Det var sikkert sidste gang, at jeg fik ham at se! Men hvorfor ligger biblioteket, ikke længere væk?" hviskede jeg forsigtigt til mig selv, hvorefter jeg kiggede trist ned i gulvet, mens jeg gik hen i et læsehjørne. 

Jeg satte mig forsigtigt ned i en lænestol, hvorefter jeg langsomt gravede Taemins dagbog op, fra min taske.

 

Taemins P.O.V.

Nogle dage senere, fik mig og Joo-hee endelig fundet en dag, hvor vi kunne være alene sammen. Vi var nede i parken, for at være på en lille skovtur, hvorefter vi løbetrænede, ved at løbe op af en masse trapper.

Da vi var nåede op af alle de mange trappetrin, tog jeg forsigtigt mine hænder op til Joo-hees ansigt, hvorefter jeg kyssede hende. Joo-hee skubbede mig udmattet væk, hvorefter hun hev efter vejret.

"Jeg er.... forpustet!" sagde hun udmattet, mens hun forsigtigt satte sig ned på trappetrinet. Jeg kiggede underligt på hende, hvorefter jeg satte mig ned, ved siden af hende. 

"Er det på grund af Sung-jin, at du ikke vil kysse mig?" spurgte jeg hende forsigtigt, mens jeg kiggede trist ned af trappetrinene. Joo-hee sukkede dybt, hvorefter hun lagde sit hoved på min skulder, mens jeg lagde min arm om hende.

"Hvad synes du at jeg skal gøre?" spurgte Joo-hee mig så, hvilket betød ja med hensyn til mit spørgsmål, eller det gik jeg ud fra at det gjorde. 

"Det ved jeg ikke" svarede jeg hende trist, mens jeg kiggede opgivende rundt på træerne, som stod langs trappen. Joo-hee løftede forsigtigt sit hoved, hvorefter hun fik tårer i øjnene.

"Der er ikke noget håb! Der er intet vi kan gøre, for at det bliver os to!" sagde hun så, mens hendes tårer langsomt gled ned af hendes kinder.

"Lad vær med at sige det!" skyndte jeg mig at sige, mens jeg forsigtigt tørrede hendes tårer væk, fra hendes kinder. Jeg lænede langsomt mit hoved tættere på hende, for at give hende et kys, men hun vendte hurtigt sit hoved væk fra mig.

"Der er intet vi kan gøre.....Intet! Vi vil kun bliver såret!" snøftede Joo-hee, mens hun kiggede trist ned af trappen. 

"Vi skal nok finde på noget!" sagde jeg forsigtigt, mens jeg aede hende på ryggen. Joo-hee vendte derefter sit hoved hurtigt om imod mig, hvorefter hun kiggede mig alvorligt i øjnene.

"Jeg vil hverken se dig eller Sung-jin mere! Jeg mener det! Jeg vil ikke se nogen af jer!" sagde Joo-hee lige pludselig, hvorefter hun så helt frustreret ud. Hun begyndte langsomt at få tårer i øjnene, hvorefter hun kiggede væk. Jeg sukkede dybt, mens jeg forsigtigt kiggede op på stjernerne, for at se om de kunne give mig noget håb. Hvilket de ikke gjorde. 

 

Næste dag om aftenen, stod jeg uden for Joo-hees hus. Jeg ville se hende igen, men det så ikke ud til at hun ville se mig. Jeg troede at det hun sagde igår var for sjov, men det så virkelig ud til at hun mente det.

Jeg prøvede at tænde og slukke gadelygten, for at se om hun ville reagere oppe fra sit værelse, men lyset var slukket i hendes vindue, så jeg gav hurtigt op. Jeg lagde forsigtigt en seddel ved hendes hoveddør, hvorefter jeg gik trist hjemad.

 

Minjis P.O.V.

Jeg tog forsigtigt en seddel ud af bogen, som lå på den side, som jeg lige havde læst i Taemins dagbog. 

"Det må være den seddel, som han skrev til min mor!" tænkte jeg, hvorefter jeg langsomt åbnede sedlen, mens jeg prøvede at undgå at ødelægge den.

"Når solen skinner på søen, tænker jeg på dig. Når det skumle mørke er på spring, tænker jeg på dig" læste jeg forsigtigt op. Jeg smilede for mig selv, hvorefter jeg lagde sedlen tilbage i dagbogen. 

Langsomt gik det op for mig, at det der stod på Taemins seddel, var det samme som der stod på Kais seddel. Jeg kiggede forvirret på sedlen, mens jeg forsigtigt lukkede dagbogen i.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...