En Klassiker

Minji og hendes veninde gik begge to, på det samme universitet og de var begge, forelsket i den samme person, som hed Kai og gik i dramaklubben. Da Minjis veninde ikke ved at Minji også kunne lide Kai, beder hendes veninde hende om, at skrive breve for hende til Kai, i venindes navn. Minji skriver så brevene for hende og tilsætter hendes egne følelser til hver sætning. Kai bliver helt vild med brevene og begynder at være mere sammen, med Minjis veninde. Minji prøver at holde afstand fra dem, men det er som om at skæbnen, vil have at hun skal være i nærheden af Kai. En dag begyndte Minji forsigtigt, at gøre huset rent og fandt en hemmelig boks. Boksen indeholdt gamle breve og en dagbog, som hun mente var hendes forældres, men da hun læste brevene og dagbogen igennem, opdagede hun at hendes mors hjerte havde tilhørt en anden, hvilket det havde gjort i mange år.

15Likes
19Kommentarer
1711Visninger
AA

7. Kapitel 5.

 

Jeg nåede endelig kunstmuseet, hvorefter jeg langsomt bevægede mig indenfor. Jeg kunne ikke se Kai og Kitty nogen steder, så jeg begyndte forsigtigt at gå rundt, mens jeg kiggede på de mange malerier. 

I det samme kom Kai gående hen til mig, da jeg stod og så på et maleri, hvorefter han sendte mig et kærligt smil. 

"Undskyld at jeg kommer forsent! Jeg skulle lige blive færdig med noget der hjemme" sagde jeg forsigtigt til ham, mens han nikkede forstående.

Kitty kom løbende hen til os, hvorefter hun kiggede overrasket på mig. Hun skubbede forsigtigt drillende til Kai, mens hun smågrinede.

"Kai og jeg havde væddemål, om du nu kom eller ej! Men det ser ud til jeg vandt, fordi Kai var nemlig sikker på at du ikke kom!" fortalte Kitty mig.

"Så ser det ud til at du skal betale, for vores frokost!" sagde Kitty så til Kai, hvorefter hun tog Kais arm og gik hen imod lokalet, hvor de skulle se teaterstykket, med mig gående i hælende på dem.

 

Da vi havde set teaterstykket færdigt, kom vi om backstage, fordi Kai kendte skuespillerne. Jeg kiggede på uret. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem, så jeg hev forsigtigt fat i Kitty og fortalte hende, at jeg blev nødt til at gå.

"Hvad skal du? Kai ville jo betale for vores frokost!" spurgte Kitty mig, mens hun kiggede underligt på mig. Jeg tænkte mig om, hvorefter jeg kiggede drillende på hende.

"Hvis jeg tager hjem nu, så kan dig og Kai være sammen, alene!" svarede jeg, mens jeg blinkede til Kitty. 

"Hvor er du klog!" sagde Kitty smilende, mens hun klappede mig på skulderen. I det samme kom Kai og kiggede underligt på os.

"Hvad snakker i om?" spurgte han genert, mens han smilede kærligt til mig. Jeg kunne mærke en varme strømme gennem min krop, mens jeg forsigtigt begyndte at gå, uden at sige noget.

"Minji tager bare hjem nu!" svarede Kitty ham, mens hun smilede kærligt til ham. Kai kiggede bekymret efter mig, da jeg langsomt forlod backstagelokalet. 

 

Jeg gik forsigtigt ud af kunstmuseet, hvorefter jeg satte kursen hjemad. Mit humør var meget trist, på grund af at jeg lod Kai og Kitty være sammen, alene. Nu kunne jeg ligeså godt give slip, på mine følelser for Kai. Han kunne jo lide Kitty.

Langsomt kunne jeg høre nogle trin bag mig, som kom nærmere og nærmere. Jeg vendte forsigtigt mit hoved og kiggede ind i Kais brune øjne. 

"Jeg har en gave til dig!" sagde han uventet, hvorefter han tog to æsker frem. 

"Du vælger bare en! Den du ikke vælger får Kitty!" smilede han, mens han smårystede med den ene af æskerne. Den var lyserød og havde en sløjfe om sig. Jeg tog forsigtigt den lyserøde æske, mens Kai langsomt begyndte at grine.

"Så får Kitty den her!" grinede han, hvorefter han sagde farvel til mig og gik ind på kunstmuseet igen. 

Jeg kiggede underligt på æsken, mens jeg forsigtigt rystede den. Mine tanker begyndte at køre rundt i mit hoved. Hvorfor skulle jeg lige pludselig, have en gave? 

 

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig forsigtigt på min seng. Min nysgerrighed strømmede ud i mine fingere, så jeg hurtigt kunne få åbnet æsken.

Der lå en sammenfoldet seddel i den, med en lille bamse liggende ved siden af. Jeg tog forsigtigt bamsen op og kiggede smilende på, hvorefter jeg lagde den ned på sengen. Jeg tog derefter sedlen op og foldede den ud, så jeg kunne læse hvad der stod på den.

"Når solen skinner på søen, tænker jeg på dig. Når det skumle mørke er på spring, tænker jeg på dig" læste jeg højt, mens jeg kiggede underligt på sedlen. 

Jeg havde på fornemmelse at den her gave, skulle have haft været til Kitty. Hvorfor skulle Kai dog skrive sådan noget til mig?

Jeg foldede forsigtigt sedlen sammen igen og lagde den tilbage i æsken, hvorefter jeg lagde æsken på mit natbord. Jeg smilede en smule for mig selv, hvorefter jeg opdagede Taemins dagbog, som også lå på natbordet. Jeg tog hurtigt fat i den og bladrede gennem siderne, indtil jeg fandt det sted, som jeg var nået til.

 

Taemins P.O.V.

Nogle dage senere, skulle skolen holde en orkester koncert. Jeg så egentlig ikke særlig meget op til den koncert, men da Sung-jin fortalte mig at Joo-hee kom, kunne jeg mærke hvordan min forventning til koncerten, blev skudt til vejrs.

Mig og Sung-jin fulgtes til gymnastiksalen, hvor koncerten skulle holdes, men da vi kom indenfor skulle Sung-jin sidde sammen med Joo-hees forældre, mens jeg skulle sidde imellem eleverne.

En gruppe piger, som spillede på violin, var de første der skulle optræde, hvorefter det endelig var Joo-hees tur. Mine øjne stirrede på hendes langsomme bevægelse, hen af den smalle scene. Hun virkede meget smukkere nu, end i sommers.

Hun satte sig forsigtigt ned ved klaveret, hvorefter hun spillede en smuk melodi. Hendes hænder strøg hen af tangenterne, mens hendes fingre blidt trykkede på dem. Jeg var helt mundlam. Jeg havde slet ikke forestillet mig at jeg ville komme til at møde Joo-hee igen, men nu havde jeg mødt hende, og det var bestemt ikke nogen dårlig ting.

 

Da koncerten var forbi, fandt jeg hurtigt nogle blomster, ude foran gymnastiksalen. Jeg ville give blomsterne til Joo-hee, nu når vi endelig havde mødt hinanden igen.

Men da jeg kom indenfor igen, stod Joo-hee og Sung-jin sammen med Joo-hees forældre. Jeg kiggede trist på dem, mens blomsterne langsomt røg ud af mine hænder. Hvorfor kunne jeg ikke bare indse, at Joo-hee og Sung-jin var blevet forlovet?

Langsomt begyndte Joo-hee at vende sit hoved hen imod mig, hvorefter hun kiggede overrasket på mig. Jeg smilede akavet til hende, mens hendes forældre langsomt tog fat i hende, hvorefter de gik hen til nogle andre mennesker.

Jeg bøjede mig forsigtigt ned og samlede blomsterne op, hvorefter jeg langsomt gik ud af gymnastiksalen.

 

Jeg satte mig forsigtigt ned på en bænk, som stod lige uden for gymnastiksalen, mens jeg kiggede trist ned i jorden. Havde Joo-hee overhovedet lagt ordenligt mærke til mig?

I det samme kom Joo-hee løbende, ud fra gymnastiksalen og satte sig ned ved siden af mig, hvorefter hun sendte mig et kæmpe smil. Jeg kiggede overrasket på hende, mens jeg langsomt gav hende mine blomster.

"De er til dig, fordi du var så god til at spille på klaver!" smågrinede jeg, mens hun duftede til blomsterne. Hun lænede sig derefter, forsigtigt hen til mig, hvorefter hun krammede mig og gav mig et kys på kinden.

"Mange tak! Men jeg bliver nødt til at gå ind til mine forældre igen! Jeg håber vi mødes igen, på et andet tidspunkt!" smilede hun kærligt, hvorefter hun rejste sig op fra bænken. 

"Forresten!......Jeg har stadig den ildflue du gav mig!" grinede Joo-hee sødt, mens hun langsomt løb tilbage til sine forældre.

Jeg smilede for mig selv, mens jeg kiggede efter hende. Mit hjerte bankede der ud af og min krop var blevet helt varm. Hendes smil var det samme, som det var i sommerferien. Sødt og kærligt.

Jeg rejste mig smilede op, hvorefter jeg lavede en lille sejrs dans for mig selv. Mit humør var helt i top og jeg kunne ikke være mere lykkelig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...