Tre Søstre

En ufærdig skolestil. Jeg var lidt usikker på, hvilken retning jeg skulle tage den - havde to plotlinjer. Vi skulle fortælle en historie ud fra et billede, og jeg valgte et fra 17-1800-tallet, så det er deromkring der forgår. Tænk Jane Austen

0Likes
2Kommentarer
652Visninger
AA

1. Tre Søstre (del 1)

Annabeth løftede fingrene fra klaveret.

”En gang til”, sagde hun til sin søster Katherine, der stod med sin violin.

”Jeg gider altså ikke mere,” svarede Katherine og lagde violinen på et bord.

”Kom nuuuuuu!”

”Nej, Annabeth, det kan godt være at du elsker klaveret, men jeg holder ikke nær så meget af violinen.”

Deres lillesøster Elizabeth, kaldet Lizzy af familien, havde siddet stille og kiggede op på hende.

”Hvad mener du, Kathy, alle elsker da musik? Især din, du spiller så vidunderligt!”

”Men det er ikke det jeg vil!”

 

Søstrene lignede hinanden meget af udseende. Annabeth, den ældste, var tretten år gammel og var allerede begyndt at spekulere på baller, kjoler og unge mænd.

Katherine var elleve, en stille pige, der sjældent smilte, og som altid faldt i et med væggen.

Lizzy var ni, glad og nysgerrig. Lizzy så meget op til sine søstre, især Annabeth, og kunne ikke vente med at skulle i gang med at lære at spille. Kathy vidste at Lizzy ikke skulle vente meget længere, da hun havde hørt deres forældre snakke om at anskaffe en ung spillelærer fra konservatoriet

Kathy havde spillet violin siden hun var otte. De fleste fortalte hende at hun spillede himmelsk, men hun vidste at hun spillede uden sjæl. Hun brændte ikke for musikken.

 

Igen ønskede hun, at hun var heltinden i sin yndlingsbog: Peter Pan og Wendy.

Kathy vendte ryggen til dem og gik ud af rummet.

Hun gik op af den majestætiske trappe, op til den øverste etage, hvor hun listede ind i et af de ubrugte gæsteværelser og gemte sig.

Det hele var så irriterende. Hun var ved at blive voksen, og nu skulle hun bruge al sin tid på at være fin, sød og damet, høflig og alt det andet… tis. Hun rødmede forfærdet et øjeblik. Tænk, hun havde brugt sådan et ord! I går havde hendes mor taget hende med til skrædderen, for at se på en lang kjole – slut med at vise anklerne og løbe. Det var den slags, der passede til Annabeth, og som nok også ville passe til lille Lizzy – men ikke hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...