Skumring

Endnu en skolestil - stadig one-shot, der skulle holdes på et a4-ark. En af mine yndlings, selvom den måske ikke er så god :)

0Likes
7Kommentarer
1153Visninger

1. Skumring...

Jeg gik alene hen ad den mørke vej. Det var skumring. Som lille havde det været mit yndlingstidspunkt. Det var det ikke mere.

Alt havde ændret sig så hurtigt og der gik ikke en dag hvor jeg ikke ønskede mig tilbage.

Tilbage til før de døde.

 

 

Jeg var fjorten år gammel og på vej hjem fra mit livs bedste fodboldkamp. Vi havde vundet 4:0 og jeg havde fået ”Bedste Spiller”-pokalen og jeg kunne ikke vente med at fortælle det til min mor, far og lillebror. De skulle have været med, men et par dage før havde jeg været så nervøs at jeg havde forbudt dem at komme – tænk nu hvis min familie var pinlig eller hvis jeg slet ikke kunne spille fordi deres øjne hvilede på mig.

 

Jeg gik hjem via stien, forbi de grå huse, jeg havde døbt tusmørkehusene, fordi ”de føles mørke”. Jeg havde været en lille idiot, havde jeg.

Jeg nåede hjem og låste mig ind. Der var helt mørkt. Jeg husker at jeg undrede mig over det – de burde da være hjemme?

Jeg gik ind i stuen, og jeg husker det stadig soleklart:

De lå på gulvet. Fluer var allerede begyndt at samle sig, blodet var ved at størkne, de var ved at stivne, rigor mortis, som jeg havde lært i skolen, men deres øjne var vidt åbne.

Deres døde kroppe vil altid hjemsøge min nethinde.

Min mor. Min far. Min bror.

Min familie.

Myrdet.

Myrdet i skumringen.

 

Og hvis ikke jeg havde været nervøs ville de ikke være døde!

 

 

Tilbage i nutiden var jeg næsten forbi tusmørkehusene. Det var efterhånden et par måneder siden og politiet stod stadig uden spor. Jeg boede stadig i huset. Huset. Det var det eneste rigtige ord, for den bygning der aldrig mere kunne blive et hjem. I hvert fald ikke mit.

De havde regnet med jeg ville græde. De havde regnet med at jeg ville bryde sammen.

Det gjorde jeg ikke, i stedet blev jeg fuldstændig følelseskold. De havde også prøvet at få mig til at flytte ind hos en plejefamilie, men jeg sagde nej. Jeg ville blive.

 

Da jeg tog i døren ind til huset, gik den op af sig selv. Sært, tænkte jeg, jeg havde da låst den.

Jeg gik indenfor, hængte min jakke og satte min taske. Stuen havde stået afløst siden den dag, men en pludselig indskydelse fik mig til at tage i døren. Den gik også op.

 

En sprød stemme lød:

”Goddag, du lille, jeg har ventet på dig”

 

 

I skumringen lød et skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...