Stævnemødet

Endnu en skolestil. En af de bedre, men ikke en af mine farvoritter. Den er ikke personlig, som den første.

0Likes
0Kommentarer
651Visninger

1. One-shot

Hun gjorde sig hurtigt færdig og rettede på brillerne, mens hun tjekkede sin påklædning: lyserød bluse, grå nederdel og små højhælede sko. Musebrunt hår i en almindelig hestehale og hvide strømpebukser. Til hverdag arbejdede hun på et kontor.

Hun skyndte sig ned på gaden og fik fat på den første, den bedste taxa, der kunne køre hende ind til Københavns hovedbanegård. Der var et par kilometer, da hun boede i et lejlighedskompleks lidt udenfor storbyen. Da hun nåede banegården, var klokken ti minutter i tolv og hun skyndte sig videre, for at finde sit tog. Hun skulle til Århus for at ”passe” sin gamle tante Agnete – slave for hende ville nok være en nærmere beskrivelse.

Hun havde ikke den mindste lyst, men al anden familie havde ikke mulighed for at hjælpe. Selvopofrende som hun var – hvis hun selv skulle sige det – tog Helene Holgersen, det var nemlig hendes navn, altid affære, når det blev krævet.

Men hvor var hun dog træt af det…

 

Det var egentlig ikke det eneste, hun var træt af, filosoferede hun, mens hun dumpede ned på sin plads i intercitytoget. Hun havde ikke haft en kæreste i årevis og hun var heller ikke videre tilfreds med sit liv. Egentlig var livet som en stille kontormus slet ikke hende, men det var det hun var opdraget til. Altid perfekt – altid kedelig.

Hun hev sin skitseblok frem fra hendes skuldertaske og begyndte at tegne nogle figurer fra en film hun havde set forrige aften. Hun kunne ikke rigtig huske handlingen, men det der havde gjort størst indtryk på hende, var temaet – lev i nuet, vær impulsiv, tro på din drøm og intet kan stoppe dig.

 `Ha´, tænkte den kyniske del af hende, `det passer ikke.´

Hun havde altid drømt at hun ville leve af sine tegninger – i stedet havde hendes far tvunget hende på handelsskole og nu sad hun fast på et kontor.

Så blev hendes tankestrøm afbrudt da en stemme lød:

”Er den her plads taget?”

Hun kiggede op og så en mand på hendes alder, med pjusket rødt hår, en t-shirt hvorpå der var et billede af en hvid hånd der holdt en håndgranat – eller var det et hjerte? Hun havde set det før, det var hun sikker på. Ellers så manden lidt nusset ud, som om han ikke havde skiftet tøj i et stykke tid.

”Nej, den..,” hun hostede, ”Jeg mener, nej, det er den ikke”, svarede hun og prøvede at holde rødmen tilbage – det skete altid i nærheden af drenge, siden hun havde ramt puberteten.

”Det er bare fint. Jeg hedder Tobias, men kald mig bare Toby – det gør alle andre” sagde han og ramte hende hånden.

”Okay,” sagde hun og trykkede hans – åh, så varme hånd. ”Jeg hedder Helene”.

En lettere akavet stilhed sænkede sig, indtil Helene besluttede, at det der med at være impulsiv og tro på dig selv, var værd at prøve.

”Din t-shirt… Det er fra en CD, ikke?”

”Jo, Green Day’s American Idiot

“Jeg vidste jeg havde set det før!” grinede Helene forsigtigt, hun følte sig stadig lidt akavet, men det gik egentlig godt.

”Så, Helene, tegner du meget?” Toby havde fået øje på hendes blok, der lå på sædet. Hurtigt snuppede han den og begyndte at bladre igennem.

”Wow! De er virkelig gode!” udbrød han og denne gang kunne Helene ikke holde rødmen væk fra sit ansigt.

”T-t-tak” stammede hun og smilte.

 

De fortsatte samtalen i de næste timer og Helene måtte indrømme til sig selv, at hun ikke havde haft det så sjovt længe. Med Toby kunne hun bare være sig selv.

Klokken nærmede sig halv fem og inden længe skulle hun af toget i Århus, men hun havde virkelig ikke lyst – og så:

”Hør, Helene, jeg ved godt du ikke har kendt mig så længe, men – har du lyst til at tage med mig til Ålborg? Green Day spiller i aften og jeg har en ekstra billet, for en ven droppede ud i sidste øjeblik, ømh, så jeg spekulerede på om du ville med..?”

Helene sad et øjeblik og kiggede på ham. Han var lidt rød i kinderne og blev ved med at nulre sit hår – han var lige så nervøs som hun.

”Det vil jeg gerne” svarede hun og borte var alle tanker om tante Agnete – det var ikke hendes problem.

”Bare et spørgsmål – er det en date?” spurgte hun.

Toby tænkte sig om et øjeblik: ”Tja, man kalder det vist ikke stævnemøder længere”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...