Unni, I Like Your Boyfriend...

Sekyung er den landskendte model og skuespillerinde, og hendes kæreste er pop-idolet Kim Jonghyun. De er det perfekte par, mener alle. Alle, undtagen Sekyungs lillesøster, Rin. Sytten år gammel, og har altid stået i skyggen af hendes storesøster. Hun har kendt Jonghyun lige så længe som Sekyung har, de er jo barndomsvenner. Så hvorfor valgte Jonghyun Sekyung frem for Rin? Når det er Rin, som er uigenkaldeligt forelsket i ham.

239Likes
683Kommentarer
52050Visninger
AA

3. Porcelænsskår og hundeøjne

 

               ”Undskyld mig, hvad sagde du?!” spurgte den strenge mand i jakkesættet, og så truende på min redningsmand, imens jeg akavet stadig sad på mine knæ, og lydløst begyndte at samle skårrene fra det knuste kaffekrus op på min serveringsbakke, imens jeg undgik dit blik, lige så godt som jeg forsøgte at undgå at skære mig selv på skårrene.

               ”Jeg sagde bare, at det ikke var sådan man talte til en ung pige,” gentog ham, med den dejlige, mandige sangerstemme, som havde stjålet millioner af pigers hjerter.

               ”Hun er en tjener, jeg er direktør! Der er en forskel!” sagde manden, og vrøvlede løs om rang, og hvad en fin herre i jakkesæt kunne tillade sig at sige til en tjenerinde, og hvad en ung mand i jeans og en sort tanktop skulle blande sig udenom. En tanktop som fik ham til at se dødgodt ud, og viste hans stærke, store overarme, men alligevel… Han havde dog solbriller og en hat på, så han identitet var en smule skjult, men ikke skjult nok for mig.

               ”Rang har ingen betydning her, dette er en gadecafé, ikke en retssal,” sagde hans dejlige stemme igen, og flere folk begyndte straks at kigge på os alle tre. Jeg kunne ikke lide den opmærksomhed, selvom Jonghyun nok var vant til den.

               ”Nu skal du høre her engang! Jeg ved ikke hvem du tror du er!” startede manden i jakkesæt og tog sine briller af, for at stirre koldt på min redningsmand, ”Mekaniker, pizzabud… Men jeg skal sørge for, at du bliver fyret og aldrig får arbejde igen!”

               Jeg sank en klump, den mand mente det virkelig seriøst, men Jonghyun så slet ikke bange ud. Ja, Kim Jonghyun. Teenageidolet, voksenidolet, Sydkoreas bedste mandlige sanger, som lige nu stod og forsvarede mig, imens jeg ikke vidste, om jeg forsigtigt skulle kravle bort.

               ”Fyre mig?” spurgte Jonghyun og tog da sine solbriller af, så hans nuttede hundeøjne, og hårde dinosaurblik, kom til syne, ”Det bliver du så nødt til at snakke med Lee Soo Man om,” sagde han koldt til manden, hvis blik straks mistede sin hårdhed, og han lignede en hund der havde fået halen mellem benene. Jeg skyndte mig dog bare at kigge væk igen, imens jeg fortsatte med at samle de små skår op, som jeg manglede. Jeg var nok nødt til at hente en støvsuger til de sidste porcelænsskår, men jeg ville ikke gå glip af det, der skete foran mig nu.

               ”M-Men… Kim Jonghyun?! H-Hvad laver du på en gadecafé?” spurgte manden, fuldstændigt chokeret, imens jeg hørte små skrig af teenagepiger i baggrunden. Jeg havde lyst til at spidde dem og grille dem over køkkenets gril. Jeg hadede den slags piger, med ansigterne fyldte med make-up.

               ”Jeg tror, det er bedst du går nu,” sagde Jonghyun koldt til manden, som bare nikkede, med måbende mund, og hurtigt samlede sine ting sammen.

               ”Yah! Drikkepenge til tjeneren!” råbte Jonghyun til ham, og jeg kunne mærke mine kinder rødme lidt. Manden stoppede dog straks op, og fumlede med sin sorte læderpung, imens han mumlede noget helt utydeligt, og gav mig tyvetusind won, hvorefter han straks flygtede, fortsat med halen mellem benene.

               Jonghyun tog da straks sine solbriller på, og gik hen til mig med det varme smil, som han altid havde. Ligesom jeg havde lovet mig selv ikke at se på ham, og at jeg ikke havde tænkt mig at skære mig på porcelænsskårene, så rettede jeg forsigtigt mit blik mod hans, og i samme sekund skar jeg en flænge i min langefinger.

               Typisk. Mig. Idiot.

               ”A-Pa!” udbrød jeg og fik kuldegysninger da jeg så blodet, som langsomt kom ud af den lille sprække i min finger. Jeg hadede blod mere end noget andet, og det vidste Jonghyun godt.

               ”Aaah! Rin Rin, kom med her! I må have noget plaster et sted,” sagde Jonghyun straks og tog blidt fat omkring mit håndled med hans silkebløde hænder, som straks fik mit hjerte til at gå amok.

               ”J-Ja, det tror jeg…” mumlede jeg forsigtigt og rejste mig op med bakken med porcelænsskårene i min anden hånd, imens Jonghyun blidt trak mig med ud bag køkkenet, hvor medarbejderne holdt til. Jeg lagde knapt nok mærke til alle de blikke, som de misundelige teenagepiger sendte mig.

               Jeg skulle dø, når jeg kom tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...