Unni, I Like Your Boyfriend...

Sekyung er den landskendte model og skuespillerinde, og hendes kæreste er pop-idolet Kim Jonghyun. De er det perfekte par, mener alle. Alle, undtagen Sekyungs lillesøster, Rin. Sytten år gammel, og har altid stået i skyggen af hendes storesøster. Hun har kendt Jonghyun lige så længe som Sekyung har, de er jo barndomsvenner. Så hvorfor valgte Jonghyun Sekyung frem for Rin? Når det er Rin, som er uigenkaldeligt forelsket i ham.

239Likes
686Kommentarer
51868Visninger
AA

13. Godmorgen oppa!

 

Da jeg åbnede mine øjne den næste morgen, kunne jeg se helt tydeligt igen. Jeg smilede stort, og skulle lige til at stå op, men opdagede da Jonghyun, som stadig lå på madrassen og sov tungt. Jeg bed mig selv i læben, da jeg havde sat mig op. Jeg bøjede mig en smule ned over ham, og overvejede, om jeg skulle vække ham eller ej. Han var jo sikkert helt udmattet efter at holde øje med mig så længe, fordi jeg havde feber.

               ”Oppa?” hviskede jeg stille til ham, bare for at undersøge, om han sov, eller om han var vågen. Han rynkede på sine bryn og vendte sig om, så hans ansigt var mod mit. Jeg gispede lydløst, da jeg så hvordan morgensolen ramte hans smukke, markerede ansigt helt perfekt, og lod hans mørke øjenvipper skabe en smuk skygge omkring hans sovende øjne.

               Selv når han sov, var han fantastisk.

               Jeg grinede lavt og listede mig så op fra min seng, og trådte et skridt over ham og madrassen som han lå på, men i samme øjeblik vendte han sig rundt igen, hvilket forårsagede at jeg faldt og landede med min bagdel lige ovenpå hans mave, så han fik en mindre mavepuster.

               ”Yah!” udbrød han forskrækket da han vågnede op fra sin drøm, og stirrede på mig med store øjne, imens mine kinder allerede var røde igen.

               ”M-Mianhae, oppa! Jeg faldt,” undskyldte jeg straks. Han begyndte bare at grine af mig.

               ”Har du det bedre, Rin?” spurgte han, og var pludseligt helt ligeglad med, at jeg havde vækket ham på en så ubehagelig og pludselig måde. Var han slet ikke vred? Det ville unni have været, hvis det var hende.

               ”Jeg har det meget bedre, oppa,” sagde jeg forsigtigt og smilede en smule. Jonghyun hævede dog straks et øjenbryn og satte sig op, hvilket gjorde at jeg gled ned fra hans mave, og ned i hans skød, hvilket bare gjorde min rødmen værre.

               ”Dine kinder er stadig røde. Er du sikker på, at du har det fint?” spurgte han, og skulle lige til at røre ved min kind, for at mærke min temperatur. Jeg trak mig dog straks væk fra ham, før han nåede at mærke efter.

               ”J-Jeg har det fint, oppa!” sagde jeg, imens jeg stadig befandt mig på hans skød, rød i hovedet som jeg var.

               ”Hm? Fint! Så kan vi få os noget morgenmad!” sagde han med et smil, og jeg sukkede lettet. Det vil sige, jeg var lettet i cirka fem sekunder, før han lagde sine arme omkring livet på mig, og løftede mig op, idet han rejste sig.

               ”Yah!! Oppa!” udbrød jeg forskrækket og rødmede i hele mit hoved. Jeg brød mig virkelig ikke om de ting han gjorde. Hvis unni så det, så ville hun blive rasende på os begge! Hun blev nemt jaloux, og oppa havde altså aldrig gjort det her før, imens hun var her!

               Var det kun fordi hun var væk, at han var sådan?

               Jeg lagde straks mine hænder på hans skuldre, så jeg ikke skulle falde bagover, imens han bar mig ud af mit værelse, og hele vejen ned af trapperne. Jeg følte mig for alvor som en lille pige. En baby i sin babysele, så han mig virkelig kun sådan?

               ”H-Hvornår kommer unni hjem?” spurgte jeg lavt og så bare i den retning som vi gik.

               ”Snart, tror jeg,” mumlede Jonghyun, ikke ret højt. Var der mon noget i vejen? Savnede han mon unni meget?

               ”Hvad kan du lave af morgenmad?” spurgte han pludseligt da vi var kommet ned i køkkenet, og jeg ventede på, at han satte mig ned på gulvet.

               ”Minutnudler?” grinede jeg og lavede sjov med gårdagens aftensmad. Jonghyun begyndte også straks at grine af det. Det var jo ikke ligefrem den bedste aftensmad nogen sinde. Jeg stoppede dog hurtigt med at grine, da Jonghyun endnu ikke havde sat mig ned.

               ”Oppa, må jeg ikke komme ned nu?” spurgte jeg lavt, og Jonghyun stoppede straks med at grine, og jeg gispede da jeg kunne mærke at han satte mig ned på køkkenbordet, da dets kolde overflade ramte mine bare lår, som kun havde et par korte natshorts på.

               ”Oppa?” mumlede jeg forsigtigt, da Jonghyun stod lige mellem mine ben, og så på mig med et blik, der var en smule trist, og mine kinder brændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...