Unni, I Like Your Boyfriend...

Sekyung er den landskendte model og skuespillerinde, og hendes kæreste er pop-idolet Kim Jonghyun. De er det perfekte par, mener alle. Alle, undtagen Sekyungs lillesøster, Rin. Sytten år gammel, og har altid stået i skyggen af hendes storesøster. Hun har kendt Jonghyun lige så længe som Sekyung har, de er jo barndomsvenner. Så hvorfor valgte Jonghyun Sekyung frem for Rin? Når det er Rin, som er uigenkaldeligt forelsket i ham.

239Likes
683Kommentarer
52014Visninger
AA

28. Blodets sandhed

 

               ”Sikker på, at jeg ikke skal gå med indenfor?” spurgte Jonghyun, da vi sad i hans bil, på vej hen til skolen. Jeg grinede lavt af ham og nikkede med et smil.

               ”Helt sikker, oppa. Jeg vil ikke have at du bliver overfaldet af vilde piger,” sagde jeg. Jeg kunne nemt se, at Jonghyun begyndte at smile lidt af det, idet vi nærmede os skolen.

               ”Hvorfor ikke?” spurgte han, selvom han helt sikkert godt allerede kendte svaret. Jeg bed mig i min underlæbe imens jeg diskret så ud af vinduet i bilen, og lagde mærke til alle de elever, der var på vej i skole på gåben, imens jeg blev kørt af en af Sydkoreas bedste sangere.

               ”Jeg vil ikke dele dig med dem som ikke kender dig, oppa,” mumlede jeg lavt, og håbede nærmest, at han ikke kunne høre mig, idet han stoppede bilen på skolens parkeringsplads, for at sætte mig af. Jeg gjorde mig straks klar til at flygte, og tog min taske. Jonghyun stoppede mig dog, da han blidt tog min hånd.

               ”Oppa?” mumlede jeg overrasket og så på ham, direkte ind i hans mørke, smukke øjne. Han trak mig blidt nærmere og nærmere, helt indtil vores læber mødtes, og kan kyssede mig blidt, men alligevel heftigt, hvorefter vores læber trak sig fra hinanden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, og stirrede bare på ham i nogle sekunder, imens der var stilhed mellem os.

               ”Jeg vil ikke deles af nogen, kun dig,” hviskede han lavt med en nærmest forførende stemme. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre som en gal, og jeg trak mig straks ud af bilen da Jonghyun løsnede sig greb omkring min hånd.

               ”Hvad sker der?” hviskede jeg helt lavt til mig selv da jeg var på vej væk fra Jonghyuns bil, og han straks kørte af sted igen. Eleverne omkring mig så dog på mig med store øjne, helt sikkert fordi jeg lige var kommet ud af en meget dyr bil.

               Jeg fortsatte dog bare videre, som om der intet var sket.

               ”Der er hun!” hørte jeg nogle stemmer råbe, og jeg stivnede straks da jeg genkendte dem. De stemmer. Det var stemmerne fra de drenge, som havde banket mig dagen før. Banket mig, og…

               Jeg bed mig hårdt i min underlæbe, idet jeg langsomt vendte mig om for at se dem. De tre hårde drenge… Som så forfærdelige ud?! Den ene var på krykker, og havde et brækket ben. En anden havde forbindinger i næsten hele ansigtet og haltede kraftigt. Ham den sidste havde op til flere snitsår, og så bare herrens ud i ansigtet. Udover det havde de alle blå og gule mærker over alt. De havde vist virkelig været oppe at slås?

               ”Hvad vil I?” spurgte jeg, nu hvor de slet ikke var skræmmende længere. De var hårdt sårede, og kunne ikke gøre mig noget.

               ”Ham dér… Bling Bling Jonghyun… Han er et fucking monster!!” råbte den ene dreng, og han fangede straks alles opmærksomhed, især pigernes.

               ”Jonghyun? Hvad mener du?” spurgte jeg og fik store øjne, da det langsomt var ved at gå op for mig, hvad der var sket. Det hele gav pludseligt mening, også det med blodet på hans trøje.

               ”Kim Jonghyun! Ham vi så dig med i lørdags, idiot!” sagde en af drengene, og forsøgte stadig at virke hård, trods hans tilstand.

               ”Oppa bankede jer?” mumlede jeg forsigtigt og hævede et øjenbryn. Jeg kunne næsten ikke tro det. Min oppa var da ikke voldelig! Han var bare… Oppa. Altid sød, varm og rar. Han kunne da aldrig finde på at banke nogen på den måde. De kunne jo knapt nok gå!

               ”Det kan du bande på, at han gjorde! Han er syg i hovedet!” sagde en af de drenge, som havde voldtaget mig, og taget billeder af det. Det skulle ikke sige, at min oppa var syg i hovedet! Det var dem, der var sindssyge. Hvis de ikke havde været så hårdt sårede, så var jeg også flippet rasende ud på dem.

               I stedet, vendte jeg bare om på stedet, og gik væk fra dem. Væk fra skolen, og hjemad. Det så ud til, at jeg endnu ikke skulle i skole endnu, ligesom min oppa havde sagt. Jeg skulle lige snakke med ham om det her, som han havde gjort.

               Hvad havde han dog rodet sig ud i?!

               Min oppa plejede aldrig at banke folk!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...