Linger

Essie mistede sit livs kærlighed for evigt. Eller gjorde hun..? Skrevet til Forbudt Kærlighed konkurrencen :3 Den er inspireret af en fanfic jeg har læst, håber virkelig I vil kunne lide den! Hvis I kan, må I meget gerne give feedback! Jeg vil selvfølgelig også gerne have at vide hvad jeg kan gøre bedre, hvis I har nogen forslag :3 P.S. Har heeelt selv lavet coveret i photoshop :3

EDIT: OPRINDELIGT skrevet til konkurrencen. Har sådan lidt givet op fordi jeg har writers block, og jeg kan ikke nå at få den færdig...

1Likes
2Kommentarer
1192Visninger
AA

3. Alex

Det har selvfølgelig ikke altid været sådan. Jeg har ikke altid prøvet at slippe væk herfra. Der var engang hvor jeg bare var en helt normal pige. Jeg havde godt nok ikke så mange venner, men dem jeg havde var nok for mig.

 

Jeg var lige begyndt på en ny skole da jeg mødte ham. Min far havde fået arbejde i København, så vi flyttede fra den lille by Havnsø til en villa i udkanten af København. Jeg var selvfølgelig ked af at skulle flytte fra alle mine venner, men alligevel... de havde aldrig rigtig været mine venner, jeg var bare tidsfordriv når de ikke kunne være sammen med deres rigtige venner. Så jeg håbede lidt på at det her kunne blive en ny start. Jeg havde besluttet mig for at glemme hvordan jeg var før, og blive den person jeg gerne ville være. Alligevel var jeg tilbage til at være den generte pige henne i hjørnet, første dag på min nye skole. Jeg sad med min iPod og hørte musik, mens jeg så på de andre. Drengene, som var optaget af at se på deres computere og spille computerspil. Pigerne, som fnisede og sendte drengene blikke, som tydeligt sagde hvad de talte om. De fleste blikke landede hos en dreng som sad ved et af vinduerne. Han sad også med sin iPod, og kiggede ud af vinduet. Han var klart den smukkeste, og han havde, efter min mening, den bedste stil. De andre drenge havde shorts og alt for store t-shirts på, men han havde lange sandfarvede bukser på, og en skjorte med blå tern. De andre drenge havde karseklippet hår og kasketter, men hans hår var halvlangt, og uglet på en cool måde. Hver gang jeg så på ham, blev mit blik hængende ved ham lidt længere end ved de andre. Pludselig vendte han sig om, og så hen på mig. Jeg blev lidt forskrækket, og jeg kiggede hurtigt væk. Jeg kunne mærke at jeg jeg rødmede, og da jeg kastede et kort blik hans vej, kunne jeg se at han smilede. Heldigvis ringede det lige efter. Hele timen i gennem kunne jeg mærke hans blik på mig.

 

I frikvarteret kom han over til mig, før jeg kunne nå at rejse mig fra min plads. han satte sig på mit bord, oven på mine bøger, så jeg ikke kunne pakke dem væk. Jeg kiggede forsigtigt op på ham, og han smilede tilbage. Jeg sendte også ham et lille forsigtigt smil. "Hej, jeg hedder Alex," sagde han pludselig. Jeg nikkede forsigtigt, og der var en akavet stilhed. "Hvad hedder du?" spurgte han så, for at bryde tavsheden. "... Essie..." sagde jeg lavt, det var lige før jeg hviskede det. "Det var der vist ikke nogen der kunne høre!" sagde han, og jeg gentog det lidt højere. "Essie... det var da et sødt navn!" sagde han, og smilede stort. Jeg smilede også lidt, jeg kunne ikke lade være, han så så sød ud, når han smilte sådan. "Hey, skal du noget efter skole?" Jeg kiggede lidt overrasket op på ham, men rystede så på hovedet. "Har du lyst til at tage med over i parken? Vi er nogle stykker der har aftalt at tage derover efter skole, og spille fodbold og spise pizza og sådan noget..." Jeg tøvede lidt, så lidt mere. Da jeg stadig ikke sagde noget viftede han hånden foran mit ansigt. "Hallooo~" "Ah! Øh, jo, det lyder hyggeligt..." svarede jeg så, og han begyndte at smile endnu mere end før, hvis det overhovedet var muligt. "Fedt!" Så hoppede han ned fra mit bord. Jeg regnede med at han ville løbe ud i gården til de andre, men han greb fat om mit håndled, og trak mig med sig. Vi kom ud på græsplænen bag skolen, og han trak mig med hen mod en gruppe der stod et stykke fra dørene. Jeg kunne dufte pizza, og kunne også se at de stod med nogle flasker sodavand. Det var alle de populære fra årgangen, hvilket inkluderede en pige og to drenge fra min klasse, og ca. ligeså mange fra de andre klasser. Med mig og Alex var vi vel femten eller der omkring. Der var otte pizzabakker, med forskellige slags pizza som der var spist nogle stykker af. " Hey!" sagde Alex da vi kom nærmere. De andre vendte sig mod os. "Det her er Essie, hun kommer med efter skole," sagde han, og nogle af de andre smilte til mig. Et par af pigerne fra en af de andre klasser gav mig elevatorblikket, kiggede på hinanden, og løftede øjenbrynene. De syntes tydeligvis ikke om mit tøj. De var dog alligevel de første til at præsentere sig. "Hej, jeg hedder Amalie, og det her er Mia. Hyggeligt at møde dig," sagde den ene, og smilte. Jeg smilte tilbage og nikkede. Så præsenterede de andre sig for mig, en ad gangen. Det virkede som om jeg allerede var accepteret, selvom jeg bare var en genert lille bogorm. Det var sikkert fordi Alex, som allerede var en del af inderkredsen, havde accepteret mig. En af drengene rakte en pizzabakke frem mod mig, og jeg tog et lille stykke. Vi snakkede og hyggede os. Selvom pigerne lignede jeg-ved-ikke-hvad i deres alt for nedringede bluser og alt for korte nederdele, var de faktisk rigtig søde. Drengene var sjove, og jokede hele tiden. Jeg nød det virkelig.

 

Klokken var 14:03, og vi var lige kommet hen i parken. Alex havde insisteret på, at dem fra vores klasse som skulle med, skulle følges, og det lod til at de andre klasser gjorde det samme. Der var allerede fire da vi kom hen til parken, og lidt efter kom de sidste seks. Vi spillede fodbold og rundbold, spiste pizza og slik, og havde det rigtig sjovt. Pigerne havde åbenbart arrangeret pigeaften dagen efter da det var torsdag i dag, og de inviterede mig med. De sagde at vi skulle se film og lægge neglelak, og gøre alt det man gør til pigeovernatninger. Jeg havde aldrig prøvet det før, men jeg var nysgerrig, og det lød jo hyggeligt, så jeg sagde ja. Det virkede som om de blev glade. Drengene begyndte at spille fodbold igen, og vi piger sad på et tæppe og snakkede og udvekslede mobilnumre. Der var slet ingen af os der lagde mærke til hvor sent det var, før vi pludselig ikke kunne se hinanden mere. Nogle af pigerne begyndte at skrige, og vi kunne høre drengene komme løbende hen mod os. En af dem fandt en lommelygte frem, og vi skyndte os at pakke sammen. Alle skulle i den samme retning, bortset fra Alex og mig, vi skulle den modsatte vej. Så vi sagde farvel til de andre, og gik afsted sammen. Det viste sig at han boede på vejen ved siden af min. Han fulgte mig helt til min dør, hvor vi udvekslede mobilnumre, og han gav mig et kram før han sagde farvel og gik hjem. Min mave boblede af glæde. Jeg havde brudt den onde cirkel, som dikterede at jeg skulle være hende den kedelige der sad i et hjørne og læste. Jeg var officielt en del af indercirklen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...