Now or never? (JB)

Angelina, eller Angel som hun bliver kaldt, har nogle problemer der hjemme, hvilket medføre til, at hende forældre bliver skilt. Angel er knust over det, og løber væk hjemmefra nogle dage. Men hvad sker der, når en verdens stjerne tilfældigt finde Angel grædende på kantstenen?

7Likes
7Kommentarer
1697Visninger
AA

2. Angelinas/Angels synsvinkel

 

Han kom sent hjem, igen. Det var tredje gang i denne uge, og det var kun torsdag. Hvad mon han lavede så sent, klokken er jo 2 om natten? Ja, jeg ved godt, at i tænkte hvorfor jeg ikke sov, men jeg kunne ikke sove uden, at jeg vidste han var kommet hjem i god behold. Det lyder nok underligt, når jeg var 16 år gammel, men jeg havde altid haft et godt og tæt forhold til min far, fra da jeg var helt lille. Jeg hørte de snakkede højt. De troede nok jeg sov. Hvad mon de skændtes om denne gang, mon det var det samme som sidst? Jeg listede ned af trappen. Heldigvis knirkede vores trappe ikke.

De stod i køkkenet. Jeg stilte mig stille op af dørkammen og håbede på, at de ville se mig, men nej. De skændtes bare videre. ”Tror du ikke vi er skide bekymret for dig, når du først kommer så sent hjem?” Min mor var sur, eller mere rasende.

”Det er arbejde, siger jeg jo for 1000 gang. Så forstå det” De lagde slet ikke mærke til mig.

”Lærerne siger, at Angelina ikke kan følge med i timerne, og hvis skyld er det, så? Det er vist din!” nu blev det for meget.

”Er det min skyl….” de stoppede hurtigt med med skændes, da de så mig med tårer ned af kinderne.

”Angel vi..” Han sukkede. ”det var ikke meningen du skulle hører det her” hans stemme var blid, men jeg var ligeglad, de havde skændtes så tit. Jeg løb udenfor, med tårerne løbende ned af kinderne. Det regnede meget, rigtig meget faktisk, men jeg var ligeglad. De vidste ikke engang hvor meget det sårede mig, at hører dem skændtes.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men pludselig mærkede jeg nogen lægge et tæppe over mine skuldre. Jeg kiggede op og så at min far stod der. I det hele taget gad jeg ikke snakke med hverken ham eller min mor, da de bare havde skændtes sådan. Han kiggede på mig med sårede øjne. Han var ked af det, det kunne jeg se.

”Det var slet ikke meningen de skulle hører vores skænderi. Vi troede du sov, og at det ikke blev så voldsomt” Han kiggede ned.

”Hvor længe stod du der?” han havde nu løftet hovedet, så jeg kunne se ham i øjnene.

”Længe nok” svarede jeg koldt. Måske en smule for koldt, da han rejste sig og gik ind igen. Jeg var stoppet med og græde for noget tid siden, men nu kom det igen, da min far bare sådan gik.

Der sad jeg i regnen kun med et tæppe, silke natkjole og ikke noget andet. Hvorfor kom han altid så sent hjem? Det var altid de samme dage? Måske lå der mere end bare  arbejde bag, at han kom så sent hjem..  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...