Fællesskabet

Det er det 30-århundred. Der findes ingen mennesker længere, kun 'utilgængelige'. Der findes ingen almindelige dyr længere, kun 'dem'. Menn der er ingen jobs, der er ingen penge, der er ingen fremtid.
15-årige Cassidy er en Cobra-varulv og dermed en af 'dem'. Født i en ædelslægt, nedstammer fra Nat-varulven og et udemærket køb ifølge "fællesskabet", som nu ejer hende og tonsvis af andre varulve. Da Cassidy og hendes veninde Sophie stikker af til "Hjemmet", ejer af den specielle race Glas-vampyren forelsker hun sig i vampyren Morgan. Men deres kærlighed er kompliceret og desuden er kærlighed slet ikke tilgængeligt for 'dem' ifølge de 'utilgængelige'.

15Likes
36Kommentarer
2132Visninger
AA

3. Jagten

"Gider du?" skriger jeg oppe fra mit vindue, ned i gården. Hun er nok i bad men alligevel ved jeg hun kan høre mig. "Sophie!". Hun stikker sit hoved ud af vinduet og smiler bredt. "Jeg kommer, jeg kommer. Gå du bare..." siger hun. Jeg kigger mærkeligt på hende og griner så. Vi følges altid til jagt. Mmmmhhh... ordet smager godt. Jagt. Det er torsdag og det er ugens 3 jagtdag. Det er ikke hver dag vi får noget at spise. Det har "Fællesskabet" ikke råd til og desuden holder en kronhjort i maven længe. Det er englig lidt ligemeget om vi tager med eller ej, men mig og Sophie plejer at nyde det. Vi tager det som det som fritid hvor vi kan få lov til at være os selv, dem vi er... de ulve vi er. Det banker på på min dør. "Sophie?" spørger jeg dumt, jeg ved det er hende. "Luk op! Vi må ikke komme forsent. Du ved jo at de lukker hegnet klokken 12." Jeg åbner døren og vi stormer ud i gården. Hegnet er heldigvis stadig åbent. På hver side står en bestyrer fra kollektivet. Det er dem der holder orden og sørger for vi har det elendigt. Deres arbejde er stort set at sørge for vi har det af helvedes til. Vi løber gennem hegnet og mod søen i skoven. Det er der de store dyr bor, det er bare ikke alle der ved det.

Da vi når til træerne forvandler vi os. Det er solskin men alligevel stryger blæsten sig gennem min pels. Skoven er smuk og har endelig forvandlet sig fra vinter til forår. Bladende på træerne er grønne og frodige. Skoven oser af liv også selvom det er dag og dette er en natskov. Vi standser op bag en rønnebusk. Vi kan begge se byttet nu. Et stort, fedt vildsvin står på den anden side af søen og drikker. Vi står længer og venter på det rette øjeblik. Søen genspejler vildsvinet og jeg kan se at det er nyt. Det er noget nyt med vildsvin i skoven, her plejer kun at være hjorte og... Før jeg ved af det flyver Sophie gennem buskene og da ser jeg problemet. Vildsvinet er ikke alene og det er ikke så stort alligevel. De andre vildsvin kommer til syne og blokere vejen for Sophie. Det største dyr kommer frem og hugger ud efter Sophie. Jeg løber frem gennem busken og stopper vildsvinet. Dens stødtænder skær mig ned af siden. Det gør ondt men jeg ved vi må komme væk. Jeg puffer til Sophie som ikke er meget for at forlade skoven med tom mave, men hun ved godt vi må gå. Vi løber tilbage af den vej vi kom fra og da vi kommer ud af skoven falder jeg om. Jeg kan ikke se mit sår men jeg kan mærke det. Uden jeg ved af det forvandler jeg mig tilbage og det samme gør Sophie. Hun vinker og fløjter mod hegnet hvor bestyrende står. Da hun får deres opmærksomhed vifter hun dem over og falder så ned på knæ. Hun ruller min bluse op og kigger på såret. "Auhhh" stønner hun og bider sig i hånden."Cassi jeg er så, så, så..." siger hun og fælder en tåre.

Bestyrende komme løbende mod os og skubber Sophie væk. De hjælper hinanden med at bære mig over mod hegnet selvom det er imod reglerne. 1. Lad aldrig 'dem' bede dig gøre noget for dem, 2. Snak kun til 'dem' hvis det er højst nødvendigt eller en ordre, 3. Gør aldrig noget for 'dem', ikke engang i nødstilfælde. Jeg kan ikke forstå de gør det. De kan miste deres job ved at behandle mig som kongens datter. Jeg ser Sophie forsvinde ind i skoven. Det var hendes skyld at jeg har fået dette sår, men jeg forstår godt at hun må have noget at spise. Jeg ville ønske det var mig der kunne få noget at spise for min mave rumler umådeligt. Bestyrende lægger mig på et bord i gården hvor de tager et hurtigt kig på såret og desinficere det. De binder en forbinding rundt om min mave og veksler så et par ord. Så går de ind i huset og lige så langsomt kan jeg mærke en bølge af træthed bredde sig over mig. Der er så meget at tænke på, men jeg er simpelthen for træt. Langsomt bliver mit syn sløret og jeg glider hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...