100 selvmord

Det sker. Over alt. Om så du er en rig snob eller en lovløs narkoman, så sker det. Hvad er grunden? Eller grundende? Vil vi overhoved vide det? Læs med hvis du vil.

Edit: Som forfatter af denne novelle samling, syntes vi lige, at det var på sin plads at gøre opmærksom på at vi ikke tager ansvar for triggering events, det er op til læseren. Vi skriver for at skabe en dyster og undrende verden, fyldt med ca. 100 uheldige mennesker. Hvis folk på nogen måde tager dette seriøst, så er det deres egen fejl.

43Likes
27Kommentarer
10561Visninger
AA

1. Fange #440862

Lampen dinglede fra side til side, og det blege lys fra lysstofrøret skinnede koldt igennem de tykke tremmer. Det blændede mig næsten hver gang at lampen svingede over imod mig. Det var den idiotiske vagt. Han slog til den hver gang han gik forbi, fordi han vidst at det irriterede mig.

Efter et minuts tid var lampen holdt op med at svinge fra side til side. Nu savnede jeg den lille raslen som kæden havde lavet imens dens små stykker gled sig op og ned af hinanden og anstrengte sig for at holde lampen oppe. Den eneste lyd udenfor cellen, var vagtens fodtrin. Hans gigantiske militærstøvler insisterede på at larme hver gang de mødte det kolde betongulv. Jeg lyttede intenst til hans fodtrin som blev formindsket for hvert skridt han tog.

Da han havde gået forbi kunne jeg nemt lugte whiskyen på hans ånde. Jeg tror sku også jeg ville drikke hvis jeg havde kirkegårds vagten. Det er hvad fangerne kalder det. Kirkegården. En kirkegård for de levende. Vi venter trods alt bare på at vi bliver sendt til en rigtig kirkegård.

Jeg krummede mine nøgne og beskidte tær da jeg kunne høre at han var ved døren. Han åbnede og lukkede den, og lyden af de rustne hængsler skar mig i ørerne. Men den skingre lyd af den gamle dør bragte sig også en god nyhed med sig: vagten var gået.

Jeg fandt atter min mundharmonika frem. En lille ting jeg havde haft med fra Danmark. Metallet var sølv og så gammelt ud.

Mine hænder bevægede langsomt instrumentet op til min mund, og uden at have en speciel melodi i tankerne, så begyndte jeg at spille. Som altid så var melodien meget sørgelig. Der var ikke meget der kunne inspirere en ung musiker når man sad på denne side af tremmerne.

Jeg havde bestemt mig for lang tid siden. Når jeg siger lang tid, så mener jeg i virkeligheden et par timer, men når man sidder i en celle på ni kvadratmeter 23 ud af 24 timer hvert døgn uden andet end sine tanker og minder, uden håb om at komme ud og længes efter alle de ting man ville have gjort, så er hvert et minut en fucking evighed.

Hvis man skulle stole på hvad vagterne sagde, og det skulle man, for der er ikke andre at tale med, så havde jeg kun to uger tilbage. Så derfor havde jeg bestemt mig for lang tid siden. Jeg tænkte på alle de ting jeg ville gøre på to uger, på alle de ideer der aldrig ville blive til minder, men kun skygger af minder.

Jeg kravlede over til væggen og fjernede den hule mursten med mine beskidte hænder. Det skulle få lov at blive en god gammeldags løgn.

Jeg vendte stenen om og kiggede ind i dens udhulede rum. Indeni lå der et barberblad.

Mine fingre rystede. Mine lange smidige fingre som engang havde spillet alverdens fantastiske melodier og symfonier, de rystede da jeg rakte ud efter det kolde stykke metal.

Da jeg havde det lille kolde blad i min hule hånd kunne jeg ikke lade vær med at kigge på det. Det kunne ikke veje mere end et par gram. Et par gram af stål var alt hvad der skulle til.

Jeg satte mig tilbage til væggen foran tremmerne. Det blege og kolde lampe lys skindede stadig igennem, og skyggerne faldt lige nøjagtig på min højre arm hvor mundharmonikaen også hvilede.

Mine tanker gled over på alle de mennesker jeg engang kendte. De virkede alle sammen så uvirkelige nu. Langsomt gled de forbi mine øjne som en montage, for til sidst at ende på hende. Igen. Det var altid hende.

Efter at have kigget på hendes ansigt i et par minutter, rystede mine fingrer ikke længere. Det skulle være nu.

Med et fast tag i bladet, førte jeg stålet tættere på min højre arm som lå slapt på det kolde gulv med mundharmonikaen i hånden. Der skulle ikke være nogen vej tilbage.

Jeg pressede bladet imod mit håndled. Jeg kunne mærke at det skar igennem huden og gik ind i blodåren. Jeg kunne mærke det kolde stål imod mit varme blod. Beslutsomt hev jeg bladet op, op langs armen, op igennem blodåren. Ingen vej tilbage.

Min højre arm lå slapt på gulvet imens blodet sprøjtede ud over gulvet, væggene og min mundharmonika.

Mine øjne gled langsomt i mens jeg overvejede hvad det sidste man tænker inden man dør bør være. Hvad tænker man? Jeg anede det ikke, og jeg blev med at tænke over det. Hvad fanden skulle min sidste tanke være?

Mit hovet blev ved med at finde på en sidste tanke imens blodet og livet hurtigt gled ud af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...