I LOVE U!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2012
  • Opdateret: 2 okt. 2012
  • Status: Færdig
Forbudt kærlighed<3 Zoe møder den mystiske ar-dreng David som hun hurtigt bliver forelsket i. Men vil kærligheden til ham bestå når hun finder ud af hans dystre hemmelighed og vil folk accepterer deres kærlighed til hinanden? Eller må de flygte og leve deres kærlighed videre i smug. Læs historien og skriv meget gerne din mening i en kommentar :) <3

3Likes
6Kommentarer
1842Visninger
AA

14. Opgør

"Det her er så dit nye værelse, du kommer til at dele det med Cecilie Baxter. Håber du finder dig til rette meget hurtigt." sagde forstanderinden på den store kostskole, kostskolen lå slet ikke særlig tæt på noget jeg kendte. Den lå faktisk ikke engang i nogen by, men bare ude på landet et eller andet sted mega langt væk fra alt og alle. Den var egentlig hyggelig nok, der lugtede bare af et eller andet dødt, og der var ingen der havde sagt hej eller bare vinket til mig i de 2 timer jeg havde været der. Faktisk så alle bare ondt på mig. Som om jeg kom og forstyrrede alle i et eller andet vigtigt. Det var ikke lige det rareste. Min mor og far stod ved siden af mig der om aftenen hvor jeg var igang med at pakke ud. Der var ingen der sagde noget, ikke engang en af dem hostede eller bare rømmede sig. De stod bare stille og gjorde intet, absolut INTET! Jeg havde en ide om at en af os snart ville sprænge, som en tikkende bombe og at det nok var mig. Jeg lynede det næste rum op i min kuffert men lynåsen sad fast og ville ikke gå op. Min mor kom hen og hjalp mig og så sprang bomben.

"Lad mig."

"Nej det går."

"Lad mig nu bare!"

"NEJ MOAR!" Skreg jeg og rev lynlåsen op så hele tasken revnede ved låsen. Min mor gik bagud.

"Zoe, lille skat, slap af. Vi har snakket om det her.."

"Vel har i ej! det er far der har taget hele beslutningen. Du ved selv at du er lige så meget imod den her beslutnig som jeg er, problemet er bare at du er so FUCKING bange for at sige far imod, for hvis du gør det skrider han jo og vi begge ved det godt. Og hvorfor skrider han? Fordi det her er en FUCKED UP FAMILIE!" Råbte jeg og så slog min far mig igen.

"Det er overhovedet ikke vores skyld, det er DIN Zoe!" Råbte min far og prustede sig op. Jeg Skreg og tog en vase med blomster og kylede den ned i gulvet.

"Zoe, lille skat slap nu af." Sagde min mor i et stille og roligt toneleje. Hvordan kunne hun tage det her så roligt? Jeg havde lyst til at løbe ud af døren, men min far havde låst den.

"Jeg hader jer, Jeg fucking mega meget hader jer begge 2! I vil altid have at jeg skal være så perfekt, ved i hvad. JEG ER IK PERFEKT!" sagde jeg. Min mor satte sig ned på sengen. Hun gemte sit ansigt i sine hænder.

"Nej du er slet ikke perfekt, du er en skændsel Zoe. Du har aldrig hørt efter, heller ikke da du var lille, du gjorde bare tingene på din egen måde, fulgte dit eget hovede i stedet for at høre efter. Og se så nu! Du er kæreste med en massemorder. Og du vil slet ikke forlade ham. Har du slet ikke lært noget af os?"

"Hvad skulle jeg lære? I har sgu da aldrig selv haft et ordentligt forhold selv, I Har bare ladet som om at i var verdens mest perfekte familie, bare for omdømmets skyld! Og så bag facaden er i en familie der et eller andet sted er den værste i hele verden!"

"Stop så Jhon!" skreg min mor. Det var vidst det første ord hun havde haft i hele det her skænderi.

"Det er vi nok, måske i din lille tomhjerne er vi, men i vores er vi en familie der prøver at holde sammen på et skrammel af en unge til datter, De første år med dig var let nok. Men så begyndte du i børnehave. Kan du ikke huske det?" Spurgte min far mens han vandrede rundt og skældte mig ud.

"Jeg stak af." Sagde jeg og huskede det lille minde fra min første dag i børnehaven.

"Ja du gjorde, og vi prøvede at fortælle dig det var forkert, men du hørte slet ikke efter, du levde i din egen lille sindssyge verden. Måske burde vi et eller andet sted bare sende dig til en sindssyge-anstalt, for du er fandenedme det mest sindssyge menneske i hele verden!"

"STOP SÅ JHON!" skreg min mor. Jeg fik et chok over hendes skrig. Hun gik hen og omfavnede mig ind til sig.

"Sarah, lad hende være. Hun er ikke normal, kan du slet ikke se det?" Sagde min far med panik i stemmen. MIn mor knugede mig endnu mere ind til sig.

"Hun er min datter, og jeg forbyder dig at kalde hende alle de ting. Hun er absolut ikke sindssyg. Hun er PERFEKT" Sagde min mor og et par tårer faldt ned af hendes kinder. Jeg begyndte selv at fælde tårer.

"Hun er i hvertfald ikke min datter! Hun er slet ikke ligesom mig. Hun er anderledes. Det har hun altid været, kan du slet ikke se det Sarah?" Hakkede min far.

"Og hvad så? Hun er perfekt for mig, hvis du ikke kan se det er det måske dig der er sindssyg." Sagde min mor og tog min hånd. Min far kiggede på både mig og min mor.

"Jeg er færdig med dig Sarah, Jeg er færdig med jer begge 2! I betyder intet for mig mere!" Sagde han og så styrtede han ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...