I LOVE U!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2012
  • Opdateret: 2 okt. 2012
  • Status: Færdig
Forbudt kærlighed<3 Zoe møder den mystiske ar-dreng David som hun hurtigt bliver forelsket i. Men vil kærligheden til ham bestå når hun finder ud af hans dystre hemmelighed og vil folk accepterer deres kærlighed til hinanden? Eller må de flygte og leve deres kærlighed videre i smug. Læs historien og skriv meget gerne din mening i en kommentar :) <3

3Likes
6Kommentarer
1854Visninger
AA

15. Minder

"Dit fjollehovede, hvorfor stak du af?" Grinede min mor til mig mens hun nulrede mine rottehaler. Jeg trak genert på skuldrene. Min far gik rundt og grinede lidt for sig selv.

"Man forlader ikke bare en børnehave som 3 årig, hun må være bindegal!" Grinede min far. Jeg kiggede ned på min lille brune bamse jeg havde fået om morgenen af min mor.

"Måske, ellers er hun bare super klog."  Grinede min mor og bar mig op til sig.

"Undskyld, der var bare så kedeligt og du sagde jeg bare kunne ringe til dig hvis der blev noget, men jeg turde ikke ringe og jeg kendte jo alligevel vejen." Sagde jeg og rettede lidt på min blomstrede kjole.

"Mit lille kloge englebarn!" sagde min far og kyssede mig på næsen.

 

Jeg vendte mig om i sengen, min hovedpude var våd af alle tårene, men jeg ville alligevel gerne huske alle minderne, så jeg faldt i min lille mindetrance igen.

 

"Du lugter af gris!" Grinede min far, jeg trak på skuldrene.

"Det er vel ikke så slemt! Og for det suden var det ikke min skyld, det ver de små grisebasser der væltede mig omkuld!" sagde jeg mens jeg sad i badekarret og prøvede at få lugten af grid væk fra mig.

"Vi sagde jo ellers til dig at du skulle blive ved os når vi kom hen til gården." sagde min mor og puttede den tredje mgang sæbe i mit hår. Det kildede så jeg kom til at grine. Mor og far begyndte også at grine. Jeg tog noget af sæbeskummet og smed det hen på far. Han gispede og inden længe var der sæbe i hele badeværelset.

"Hvis folk spørger, har hun det der fra dig!" Grinede min mor og tørte lidt sæbe væk fra min fars næse. Han grinede og så kyssede han hende.

"Hun er vores, og kun vores!" Sagde han.

 

Jeg tog mig til hovedet, det dunkede af alle de minder og tanker de fløj gennem det. Smerten ved de gode minder skar dybt i mig, især fordi at de var så gode og var fra dengang vi var en rigtig familie istedet for en splittet. Jeg kiggede op i loftet. Jeg kunne slet ikke samle mig om noget. For hver gang jeg bare tog en bog eller prøvede at sove kom de gamle minder frem igen og gjorde mig endnu mere ked af det end jeg var i forvejen. Det sved i mine øjne og mit hjerte gjorde ondt. Jeg prøvede for sidste gang at ligge mig til at sove lidt.

 

"ZOE!" Skreg min mor. Jeg gemte mig lidt længere væk. Hun skreg igen. Jeg snøftede ind og kom lidt længere frem fra mit skjul inde i klædeskabet.

"Zoe hvor er du henne lille skat?!" Råbte min mor igen. Jeg snøftede så højt at jeg kunne høre hun stoppede med at løbe. Hun åbnede skabslågen.

"Der var du lille ven." Sagde hun og bar mig ud i sin favn. Jeg græd og undskyldte samtidig. Det var jo ikke meningen at jeg kom til at ridse fars nye bil og jeg vidste at han ville kvæle mig hvis jeg sagde jeg havde gjort det. Men det var jo ikke med vilje, jeg glemte bare at sætte støttebenet ned og så væltede den ned i bilen hvilket framførte en stor fed ridse. Mor lullede mig i sine arme.

"bare rolig, jeg taler med far og så får vi fikset det sammen du og jeg. Ik?" sagde hun. Jeg nikkede og snøftede ind en sidste gang. Hun satte mig ned og nussede min kind.

"sammen!" sagde hun. Jeg nikkede og frembragte et smil og så smilede mor også til mig.

Nu var det nok! Jeg rejste mig op fra sengen og gik over og sparkede til min seng. Det hjalp lidt på frustrationen, så jeg blev ved med at sparke og så så jeg fars ansigt for mig.

"Jeg er perfekt!" Sagde jeg til "ham" Men han svarede selvfølgelig ikke, men jeg forstillede at han rystede på hovedet og så ondt ´på mig.

"JEG ER PERFEKT!" Skreg jeg og lodsede så hårdt til sengen at det sagde knæk i min fod og jeg faldt bagover og brast i gråd af smerte, ikke fordi det gjorde ondt selvom det gjorde. Det var bare for meget nu. Jeg kunne snart ikke klare det mere i mit hovede.

"Zoe! Jeg hørte et knæk." sagde min mor og så min fod. Jeg kiggede på hende.

"jeg kan ikke mere....... Jeg kan ikke mere mor!" græd jeg. Hun satte sig ned ved mig og omfavnede mig.

"Vi klarer det her sammen, det lover jeg!" sagde hun og vuggede mig i sin favn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...