I LOVE U!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2012
  • Opdateret: 2 okt. 2012
  • Status: Færdig
Forbudt kærlighed<3 Zoe møder den mystiske ar-dreng David som hun hurtigt bliver forelsket i. Men vil kærligheden til ham bestå når hun finder ud af hans dystre hemmelighed og vil folk accepterer deres kærlighed til hinanden? Eller må de flygte og leve deres kærlighed videre i smug. Læs historien og skriv meget gerne din mening i en kommentar :) <3

3Likes
6Kommentarer
1846Visninger
AA

17. Flugt

Jeg gik og gik og gik. Jeg kunne have svoret jeg var op på de 100 kilometer før jeg kom i tanke om hvor jeg egentlig var på vej hen.  Jeg kiggede mig omkring. Jeg var nede ved en sø og en stor park. Jeg kunne kun huske det her sted en lille smule, jeg plejede at komme her som lille med min mor. Jeg savnede min mor meget lige nu hvor jeg så ned på den lille lysning hvor vi plejede at holde picnic. Vi lavede små sandvicher om morgenen og pakkede små juicer ned. Vi plejede også at bage små cupcakes. "Lyserød galsur!" sagde jeg altid til min mor. og så grinede hun altid og så lavede hun lyserød glasur med et lille jordbær på toppen. Jeg satte mig ned ved lysningen og prøvede at nyde solen en lille smule.

"Picnic, det var det i lavede her. Jeres små tøse picnicer."

"Hvad vil du?" Spurgte jeg min far. Jeg vendte mig om mod ham. Han kiggede ud over søen. Jeg lynede min ene lynlås op og stak hånden ned efter min mobil.

"Vi er en splittet familie, er vi ikke?" Spurgte han mig og kom tættere på. Jeg satte mig op på hug for at være forberedt på at løbe.

"Hvordan vidste du jeg var her?" Spurgte jeg og så på ham. Der var noget anderledes ved ham.

"Sådan noget ved jeg bare, jeg er jo din far!" sagde han og gik tættere på mig. Jeg rejste mig op. han kiggede på mig med et vurderende blik i øjnene.

"var det dig der skød David?" Spurgte jeg og kiggede på hans brystkasse. Der var en stor hvid bandage inden under hans skjorte. Han trak på skuldrene.

"Bare det var!" sagde han og gik helt tæt på mig og tog fat i min arm. Jeg stivnede.

"Min bil er lige der oppe, nu går du med mig og så kører vi dig til en anstalt hvor de kan ordne dig!" sagde han og klemte hårdere. Jeg klemte øjnene sammen i smerte. Jeg talte til 10 inden i mit hovede. 10.... 9.....8.

"Det hele er snart overstået, David vil være væk fra din hjerne for evigt." 7....6...5.

"bare rolig min lille engel, jeg skal nok gøre det hele godt igen" 4....3.....2...

"Det hele skal nok gå, alt sammen!" ......1. Jeg hev min arm ud af hans tag og spurtede væk.

"Din lille rotte!" Skreg han og styrtede efter mig. Jeg spurtede af sted igennem parken og over på den anden side. Jeg kom ud til kanten af skoven ved vejen igen. SHIT! Hvor skulle jeg løbe hen.

"ZOE!" Skreg min far inde fra parken. Han var tættere på end jeg regnede med. Jeg kiggede mig fra side til side og løb så til højre mod gademarkedet. Jeg spurtedeaf sted og løb ind i flere mennesker hele tiden. Jeg kiggede mig tilbage efter min far. Han var ret tæt på. Jeg sprang over en hund og skvattede ind i frugtbod så det væltede ud med frugter til alle sider.

"Undskyld!" Råbte jeg og blev ved med at løbe.

"ZOE STOP......NU!" Skreg min far. Jeg løb videre men kunne mærke pusten var ved at forsvinde. Mine ben brændte også. Jeg drejede ind i en gydeog fortsatte ned af den lange vej. Der var mørkt, der kom slet ingen sol ned fra oven. Jeg skvattede og faldt ned og ramte endevæggen. Jeg tog min mobil hurtigt op af lommen og indtastede 112.

"Hallo, det er alarmcentralen." Sagde stemmen i røret.

"Ja hallo, jeg bliver forfulgt af en mand. Han vil slå mig ihjel!" stønnede jeg.

"Ok... Hvad hedder du?"

"Zoe, skynd dig nu jeg har brug for hjælp!" Skreg jeg ind i røret og så kom min far løbende ind i gyden. jeg rejste mig op men kunne mærke svimmelheden. Der var ingen vej. Jeg kiggede op ad stenmuren og begyndte så at klatre. Jeg tabte min mobil på vejen.

"Nu stopper legen lille Zoe!" Sagde min far og begyndte at kravle op efter mig. Jeg var snart død, hvis ikke jeg fik verdens bedste ide me det samme. Jeg nåede toppen af muren og hoppede ned på den anden side. Der var et hus og døren stod åben. Jeg havde ikke andre muligheder end at løbe ind gennem huset. Min far var på toppen  nu så jeg spurtede ind i huset. En kvinde stoppede mig midt på vejen.

"Hey unge dame, det her er min private bolig, hvad laver du?" Spurgte hun.

"Undskyld men jeg er nød til at løbe, der er en mand efter mig!" Sagde jeg og prøvede at vride mig ud af hendes greb.

"Hvad?" sagde kvinden og så kom min far dunkende ind i os i fuld fart så vi faldt omkuld. Kvinden så skræmt på os. Jeg kravlede hurtigt væk og løb videre men min far fik fat i min fod. Jeg bankede ned i gulvet og tog mig til hovedet. Min far sparkede kvinden i maven og gik hen til mig.

"Dødt løb" Sagde han og tog en kniv op fra lommen.

"Hvis du ikke vil følge med mig må jeg jo gøre det selv!" Sagde han og stak kniven højt oppe over mig. Jeg hoppede op og spurtede ud.

"ZOE!" Skreg min far.

"STOP NU!" Stønnede jeg og løb ud i noget der lignte en restaurent. Alle stirrede på mig.

"HJÆLP MIG!" skreg jeg og øb over til døren som til mit uheld bandt helt vildt. Min Far kom ind i restaurenten med kniven og så gik alle i panik.

"RING TIL POLITIET!" Skreg en kvinde. Jeg panikkede og løb over i den ende af lokalet. Det var et heleved. Jeg faldt bagover en stol og kunne mærke en enorm smerte i mit hovede. Min far kom hen imod mig med kniven strukket op over mig. Nu var det slut!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...