Et umage par

Marlena og Eric er som "Meant to Be" hvis ikke lige det var fordi hun var 16 og han var 30. Ikke nok med det så er Eric også Marlena's lære.
Men trods omstændighederne er de to kærester.
I deres i forvejen komplireset forhold opstår der konflikter og misforståelser.
Selvom Marlena snart går ud af niende klasse gør det ikke deres forhold nemmere når man har krævene forældre, der vil gøre næsten alt for at stoppe deres kærlighed til hinanden...

0Likes
0Kommentarer
744Visninger
AA

1. Det forbudte...

 

"Hvor mange gange skal jeg fortælle det til dig?!" Eric kiggede bare ned i gulvet, med en lidt trist mine. "DU tager ikke min ungdom fra mig, okay?!" Eric løftede skulderen og lod dem falde ned igen, han var ikke helt overbevist. Marlena tog fat i hans trøje, og kiggede ham dybt ind i øjnene selvom det i starten var en smule svært at få hans opmærksomhed. "Jeg er ikke typen der går til fest hver weekend, jeg har aldrig været vild og blodig, jeg har aldrig rigtig været interesseret i at drikke mig stiv bare fordi jeg kunne. Så når jeg siger til dig at du ikke tager min ungdom fra mig, mener jeg det faktisk for jeg er pisse ligeglad med alt det jeg lige har nævnt!" Selvom der kom et lille smil frem på Erics læber, var han ikke overbevist. Eric vidste at Marlena i en ung alder havde fået et stort ansvar og han var bange for at han ville tage hendes ungdom fra hende eller at hun ikke ville kunne overskue det. "Eric?" Marlena kiggede en smule bekymrende på ham. Eric havde været stille i et stykke tid og Marlena vidste at han ikke var overbevidst. "Eric, vil du ikke nok tro mig, når jeg nu siger at du ikke tager hverken min ungdom eller frihed fra mig. Jeg har det fint med at have et ansvar... Og lige nu vil jeg bare gerne være sammen med dig! Forstår du det?!" Marlena vidste snart ikke hvad hun skulle sige for at få ham overbevidst. Eric lod sig overbevise for nu. Han smilede stort og nikkede. Han troede, at han havde overbevidst Marlena om at hun havde overbevidst ham. Marlena vidste godt at han ikke var overbevidst, men lod den ligge.

Eric vidste ikke længere, om det var "rigtigt", at være kærester med Marlena, selvom han inderligt ønskede at være sammen med hende, vidste han ikke, om man kunne tillade sig det. Eric var 30 og Marlena var 16, og for ikke lige at nævne at Eric var Marlenas lære. Men på en eller anden måde havde de formået, at holde det hemmeligt, og endda opfører sig ”professionelt”, når de var på skolen – de formåede, at få det til at kører rundt.. Selvom Eric glædede sig til at hun gik ud af niende, så de ikke behøvede at skjule deres forhold længere, vidste han ikke om det var "rigtigt", for der var stadig den store aldersforskel og den ville han aldrig kunne lave om på, lige meget hvor meget han end ønskede det. Han vidste at han pålagde Marlena et stort ansvar, i og med at han havde en søn på 6 år og han ville ikke tage hendes ungdom og frihed fra hende. Han kunne selv huske de sene teenager år, fester, venner og ingen bindende forhold - det ville han ikke tage fra hende. Selvom Marlena mange gange havde prøvet at overbevise ham om at det ikke betød noget for hende, kunne han ikke lade være med at tænke på hvor meget hun sikkert ville fortryde det hvis, hun ikke fik chancen for at nyde sine teenageår. Det var, ikke fordi han ikke havde snakket med Marlena om dette, men det havde ikke, ligefrem været en succes.

Eric kunne tydeligt huske den dag, han havde sagt til Marlena, at han ikke vidste, om det var, det rigtige at gøre, at han syntes, hun mistede sin ungdom ved at være kærester med ham. Da Eric havde fortalt sine overvejelser, blev Marlena rimelig chokeret og skulle virkelig blinke meget for ikke at begynde at græde. Hun trak vejret dybt, og hun fik stammende sagt noget lignende; "Øh, hvorfor? Jeg mener... vil du ikke være sammen mere?? Har jeg gjort noget forkert?!" hun lignede et stort spørgsmålstegn, og det var bare et spørgsmål om sekunder, for hun ikke længere kunne holde tårerne tilbage. Hun kunne ikke holde de satans tårer tilbage mere, og de trillede bare ned af hendes kinder en efter en. Ligeså straks Eric så Marlenas tårer, tog han hende indtil sig, og det var lige før, at han også var begyndt at græde, men han formåede at holde dem tilbage. "Nej, søde skat du har helt sikkert ikke gjort noget! Jeg vil så inderligt gerne være sammen med dig, og det ved du også godt ikke?!" "joo, men hvad er så problemet? for jeg kan ikke se det!" han sukkede lidt, tog Marlena i armene, så han kunne se hendes ansigt. Hendes mascara var helt ud smattet, hun så utrolig trist ud - mere end han havde forventet. "Jeg vil bare ikke..." "Du siger bare ikke ødelægge min ungdom, for det gør du ikke!" afbrød Marlena ham med en lidt bestemt stemme. "Men det er jo det jeg gør, jeg pålægger dig et kæmpe ansvar, du kan ikke være ligeså fri som hvis du ikke havde været kæreste med mig, og det vil jeg bare ikke stå i vejen for! Det vil jeg virkelig ikke!" Sagde Eric meget frustreret. Selvom Marlena stadig var ret ked af det, forstå hun bedre Eric. "Jeg vil kun være sammen med DIG, lige meget om du pålægger mig et kæmpe ansvar eller ej, men hvis..." Marlena var nød til at tage en dyb indånding før hun gennemførte sin sætning "hvis... du ikke føler at det er det rigtige vil jeg ikke stå i vejen for dig" hun tog endnu en dyb indånding, lukkede øjne, tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder igen og hun ventede på at Eric ville komme med den hårde melding. "Er du helt sikker på, at det er det du vil?" "Hundred procent sikker! Har jeg nogensinde vist, at jeg har tvivlet på, at det er, det her jeg vil?" "Nej aldrig, men jeg vil ikke have at du tager for hurtige beslutninger, som du senere vil fortryde" "Hvordan kan jeg fortryde at være sammen med dig?!" den skulle Eric lige tykke lidt på. Han kunne simpelthen ikke komme op med noget argument, han endte med at give op og i stedet sige: "Det ved jeg ikke, men bare husk at tænke over det ikke?" Marlena nikkede bare og var på vej til at læne sig op ad ham igen, men Eric stoppede hende, han kiggede hende dybt ind i øjne og Marlena nikkede stille som svar på hans spørgsmål og Eric lod hende læne sig op ad ham. De var begge enige i hvert tilfælde for nu. Sådan sad de i et stykke tid før Marlena ikke kunne stå imod sin lyst til at kysse Eric, hun startede lidt blidt for at se hvor Eric lå. Lidt efter lidt blev det mere intens…

Det havde været deres første "skænderi" og Eric havde ikke tænkt sig at tage den op igen lige forløbelig. Han havde ikke lyst til at se Marlena så trist igen og hun havde i øvrigt også nok at tænke på med afgangsprøverne på tæt hånd. Hun var selvfølgelig spændt på at få at vide hvilke fag hun skulle op i, hvilket hun fik onsdag d. 25. maj og hun fik desuden også snart svar fra gymnasierne, så han ville ikke frustrere hende med mere - hun havde, sku’ nok at tænke på i forvejen. Eric gik ud i køkkenet hvor Marlena stod i hans skjorte og lavede morgenmad. Han hadet, at hun skulle lyve for sine forældre, men han havde forslået at han kunne sige op, så de ikke behøvede at skjule det, men hun havde insisteret på at hun gerne ville beholde ham som lære, og han havde da heller ikke lyst til at sige op, så det passede ham egentlig meget godt. Da han kom ud i køkkenet kyssede han Marlena på halsen, og hun vendte sig om for at kysse ham på munden. Når de var sammen, kunne man virkelig se, at de var som "Meant To Be". Især når de kyssede, kunne man se, at de nød hver sekund, og at de begge fik et sus i maven når deres læber mødtes. Selvom det ikke var meget de fik set til hinanden efter d. 1. juni hvor Marlena havde fået læseferie og hvor alle de mundtlige prøver begyndte, formåede de at holde gnisten gennem telefonsamtaler og korte besøg eller møder, såsom et kort møde på skolen, hvor det udefra bare lignede at de stod og snakkede elev til lære om et eller andet fagligt.

De regnede begge med at deres forhold ville blive en del mindre kompliceret når Marlena var gået ud af niende, så da hun endelig gjorde det skulle det også fejres med noget helt specielt. Marlena havde planlagt, en helt specielt fejrelse. Hun kom hjem til Eric, de spiste på en meget romantisk restaurant, og senere gik de hjem for at få "desserten". De havde begge ventet længe på endelig at ”gøre det” og, da Marlena næste morgen vågnede, vågnede hun med kroppen fuld af lykke. Hun følte sig virkelig knyttet til Eric. Hun vidste at nok ikke havde været det samme for ham, som for hende i og med, at han havde prøvet det et par gange, men da han sagde, at han ikke kunne ønske sig bedre, var hun lige ved at sprænge af lykke. Selvom hun fornemmede på Eric, at han ikke var ligeså fuld af lykke som hende, kunne hun, ikke tage sig af det. Eric var glad, han havde længe haft sine lyster, men han vidste ikke, at det ville være så godt, det var jo hendes første gang. Selvom det føltes så godt, følte han sig dog lidt som en skurk, der lige havde taget en stakkels piges mødom. Samtidig virkede Marlena utrolig glad, og det smittede selvfølgelig af på Eric. Deres forhold blev i hvert tilfælde stærkere indtil... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...