Dukkens grænse


1Likes
3Kommentarer
606Visninger

1. Sandheden

Bilen stopper, jeg springer ud. "Jeg går ned på stranden" Råber jeg mens jeg løber ned af skrænten. Den ligger der stadig, dukken, der er grænsen mellem virkligheden fra sidste år og glemmslen på min side. Jeg går hen til dukken og samler den op, der blev grænsen brudt og virkligheden stømmer imod mig, jeg falder ned i det varme sand og genlever det hele.

Bilen stopper, vi springer ud. "Vi går ned på stranden" Råber jeg mens jeg trækker Luna med ned af skrænten "Jeg har noget til dig" Siger jeg og trækker dukken frem bag ryggen, mig og Luna er bedste veninder selvom vi er meget forskellige, Luna er blevet meget teenager og går op i makeup, hår og tøj, mens jeg er mere rolig med det. Hu tager den og siger "Er vi ikke lidt for store til det?" Den ser ellers sød ud tænker jeg, men svare "Tjoo" Mens jeg prøver at skjule min skuffelse. "Skal vi soppe?" Spørg jeg håbefuldt, men Luna har fået øje på en robåd der står i vand kanten "Ejj skal vi ikke ro?"  " Jeg ved ikke helt.."  "Kom nu"  siger Luna "Okay da, jeg går op efter redningsveste" Gir jeg mig, men Luna siger "Helt ærligt vi er 13 år vi kan da godt klare os uden redningsvest, men hvis du vil må du gerne, jeg gider bare ikke"  Jeg tager min redningsvest på, hopper op i båden og sætter af fra kanten. Vi kommer rimlig langt ud og på et tidspunkt læner Luna sig ud over kanten og siger "Se vandet, det er flot her" "PAS PÅ!" Råber jeg til hende, men det er forsent, hun alderede faldet ud  over kanten. Hun når ikke at lukke munden, får slugt en masse vand og synker ned. "Neejj" Skriger jeg mens jeg hopper i efter hende, selvom solen står højt på himmlen er vandet iskoldt, jeg prøver at dykke ned efter hende, men min redningsvest holder mig oppe, jeg flår den af og dykker ned efter hende, tager fat i hendes arm og hiver hende op jeg tager redningsvesten på igen og svømmer ind mod land. "HJÆLP!" Skriger jeg da vi er inde på land, straks kommer de voksne ned og ser Luna ligger der på stranden lig bleg og næsten uden luft tilbage, de vender hende om, vi ved inderst inde godt alle sammen at det ikke nytter noget hun er fortabt. "Undskyld" Stønner Luna og så forlader alt liv hendes krop.

 

Jeg vågner op igen, varme tåre strømmer ned af mine kinder, Jeg rejser mig, børster sandet af mig og går op mod huset igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...