Secreto de la Escuela

To søstre bliver sendt på en gammel og dyster kostskole, fordi den ene kan se ud i fremtiden og den anden kan hele dybe sår med blot en berøring og deres forældre vil kun have med normale mennesker at gøre. Underligt nok er der noget gyseligt over skolen og den viser sig at rumme på grusomme hemmeligheder der vil få store konsekvenser for Noa og Airana.

4Likes
4Kommentarer
1479Visninger
AA

1. East, West home's best.

Noa missede med de kulsorte øjne mod den stærke sommersol, mens hendes søster, Airana, baksede med at få sin kæmpe kuffert ind i toget.  Airana havde været meget vred over at de skulle sendes væk og hun var ikke specielt begejstret for det sted de ville ende. Det var ingen af søstrene. Den skole de blev sendt afsted til, lå i nordspanien. Der regnede det hele tiden. Da deres forældre havde fortalt dem, at de ikke kunne holde ud at have dem hjemme mere, var Airanas ansigt blevet næsten ligeså rødt som hendes krøllede hår. Noa havde været fuldstændig målløs. Hun vidste godt at deres forældre ikke kunne lide deres "specielle gaver", men deres far havde direkte bare sagt, at de var unormale djævlebørn. De hadede virkelig deres far som pesten og deres far syntes de var ligesom pesten.  

Den gang de havde opdaget deres evner var det ikke gået stille for sig. Tvillingerne var kun syv år dengang og det hele startede med, at Noa fik et syn om, at Mateo, deres lillebror, væltede deres mors dyre krystalvase, som splintredes i tusinde stykker. Hun satte sig ned og tegnede en perfekt detaljeret tegning af vasens ulykke. Tegningen var umulig at tegne for en almindelig syv-årig pige, så deres mor troede, at Noas tegnetalenter var en gave fra gud, men så næste dag da det skete fik de et shock, da vasen faldt præcis som hun havde forudsagt.  Deres far havde slået hende med et bælte. Selv om det var Mateo, der væltede den.  Noa fik en hjernerystelse og besvimede af et af slagene. I et døgn troede de, at hun skulle dø, men så lagde Airana sine små lyserøde englehænder på Noas skulder og der gik under 30 sekunder, hvor hun så meget koncentreret ud. Så vågnede Noa. Hendes skrammer var væk og hun huskede ikke noget efter slaget i hovedet, men hun huskede godt, at hendes far slog hende fuldstændig til blods. 

Togstationen lugtede af cigaretter og rotter. Den var ikke ligefrem velholdt. Toget de skulle med var et kæmpestort sort tog, med hvide kanter og dekorativt sløjfeskrift på siderne. Selvom det var et meget majestætisk tog, var det også uhyggeligt på en måde. Lige så snart Noa trådte ind i deres kupé, fik hun et af sine syn, som var blevet mere og mere regelmæssige jo ældre hun blev og nu hvor hun var femten år får hun dem et par gange om ugen. Normalt er det ikke om andet end, at de er løbet tør for mælk, men her forleden da deres bedstemor døde så hun det en måned før det skete. Deres bedstemor sagde altid, at de var gaver fra gud, men hun var også den eneste i deres familie ud over Mateo, som accepterede deres evner.

Synet hun fik i toget var lidt matteret. De var ude i forhaven på skolen, som de havde set mange billeder af. Noget der var underligt var, at der stod en bleg mørkhåret mand cirka midt i tyverne. Han var klædt i sort jakkesæt med mørkerødt slips. Hans ansigt var indsunket og han så træt ud.  En sort sky af skygger væltede rundt omkring ham som om de prøvede at slippe ud af hans tilstedeværelse. En gang imellem kunne Noa se et ansigt i skyggerne. Det skreg og vred sig som om det led under tortur af værste slags.   

 

Da Noa vågnede af trancen havde Airanas ansigt en gyselig hvid farve. meget blegere end hun var normalt, og det skal der alligevel noget til. Hun bebrejdede hende ikke, for når hun får sine syn ser hun lidt... uhyggelig ud. Hun vender det hvide ud af øjnene og hele hendes krop ryster af anstrengelserne. Det er meget ubehageligt for dem begge.

Resten af turen sidder de mest bare, og tænker. Airana prøver at tæmme hendes krøllede ildrøde hår, men efter et stykke tid må hun give op. Airana og Noa er tveeggede tvillinger, men udover deres forskellige hårfarve ligner de hinanden som to dråber vand. De har de samme øjne. Kulsorte øjne. Det er de samme irisser, men øjnenes udtryk siger noget helt forskelligt. Airana er sprudlene med fest og farver, og masser af følelser. Noa har et konstant udtryk som et lille barn, der er faret vild mellem store truende træer i en mørk og dyster skov, eller et barn som har mistet sine forældre på markedet.

 

Det meste af tiden sidder Noa begravet i sin tegneblok i færd med at illustrere sit syn. Det ansigt hun havde set i den sorte sky virkede bekendt. På en meget fjern måde. Hendes blege pande fik en lille bekymret rynke mellem øjenbrynene, da hun bladrede igennem sin blok. Alle de syn hun havde haft i de sidste seks måneder var kradset ned i blokken. Enlig meget fascinerende. Hendes tegninger lignede ægte fotografier. Så præcist som skyggerne falder. Hver eneste lille detalje er vist med perfekte strøg.  Da de endelig er ved skolen er klokken 01:55, og Airana stod og rokkede faretruende. Der kom en gammel krumrygget dame, og viste dem til deres værelse. hun sagde ikke noget, undtagen " Kom med mig." med en utrolig bestemt stemme. Hun var sikkert ikke særlig begejstret over vores ankomst tidsspunkt. For at være ærlig var de heller ikke. De orkede ikke engang at tænde lyset, da de kom ind på deres nye hjem.

 

De skiftede til pajamas med slukket lys, ,og kastede sig ned i den knirkende fjederseng. Ud over knirken var sengen meget behagelig. Airana sidste tanke før hun forsvandt ind i en lang dyb drømmesøvn, var "Home, sweet home..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...