Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4634Visninger
AA

8. Smagen af saltvand

 

 

Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at lave ingenting, når alle omkring mig grinede og skreg så meget. Selvom jeg prøvede at vende hovedet en anelse, ville larmen ikke stoppe. Modvilligt åbnede jeg mine øjne og stirrede op på den røde og gule parasol, der var lige over mit hoved. Godt at jeg havde parasollen over mit hoved, for ellers kunne det ske, at jeg blev helt ristet. Dog var solen ikke så stræk, så jeg tvivlede på, at jeg ville ligne en grillet pølse, selv uden parasol. Jeg gned mine øjne en enkelt gang og fortalte mig selv, at jeg ikke ville få lov til at sove yderligere. Jeg havde fået min middagslur og det betød, at jeg højst sandsynligt slet ikke ville komme til at falde i søvn resten af dagen. Da jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville blive svimmel, satte jeg mig op og betragtede folk, der løb rundtog plaskede rundt i vandet.

 

Amée og jeg havde fundet os en plads ti meter fra selve vandet, så det var fint nok. Det var heller ikke blevet koldt endnu, så folk var stadig i vandet, men der var slet ikke så mange folk, som der faktisk kunne være, når det var meget varmere. Amée var sikkert stadig ude i vandet. Jeg kunne have fortalt mig selv, at hun ikke ville være tilbage lige foreløbigt. Når hun sagde, ”jeg er tilbage om 10 minutter”, betød det faktisk op til en halv time mindst.

 

Jeg sukkede opgivende og lagde mig tilbage, i håbet om, at hun ville være tilbage når jeg lukkede øjnene op igen. Måske var det af den grund, at jeg blev ved med at holde mine øjne lukkede. Solen varmede mig op på en behagelig måde og gjorde mig helt slap, men når mine tanker ikke ville slippe mig nu, kunne jeg ikke slappe helt af.

 

Først et kvarter senere, valgte jeg at åbne øjnene, og da det gik op for mig, at Amée nok ikke ville vende tilbage, overvejede jeg, hvad jeg nu skulle gøre. Da vi kun var to og jeg var den eneste tilbage, skulle jeg passe på vores ting. Typisk Amée at efterlade mig, for selv at have det sjovt. På den anden side, kunne jeg heller ikke klage over noget… Hun skulle have lov til at flirte, selvom jeg næsten lige havde slået op med Daichi. Jeg besluttede mig for at se hvad vi overhovedet havde taget med. Hvis der ikke var nogle værdigenstande, kunne jeg også gå. Der var noget solcreme, håndklæder, vand, slik og Amées elskede Louis Vuitton solbriller – et brunt par og et lyserødt.

 

Det var faktisk meget heldigt, at vi ikke havde taget noget som mobiler og punge med, men nu havde vi heller ikke så langt fra stranden og hen til vores hotel.

Amée havde virkelig tænkt på det hele. Man kunne ikke rigtig kalde vores tilholdssted et hotel. Det var nærmere et lille hyggeligt sted, hvor der kunne bo flere mennesker… Noget der kunne minde om et vandrehjem. Vi havde en stue, hvor der var en sovesofa og et tv med adskillelige kanaler. Ude på gangen var der et lille køkken og fortsatte man med at gå, ville man se toiletdøren og hvis man drejede, ville der komme endnu et værelse. Både stuen og soveværelset havde en fælles terrasse. Væggene var næsten helt blå, men der var stadig 1/3 der var hvid og det var loftet også. Sengebetrækkene var også blå, med nogle hvide blomster. Jeg kunne forestille mig, at hvert udlejningssted havde sin egen farve, og vi var så heldige at have fået en lidt mørkeblå farve.

 

En værdigenstand var der dog… Nøglen til vores rum. Jeg overvejede om jeg skulle lade nøglen være i tasken eller om jeg skulle gemme den et eller andet sted. Hvis jeg lod den blive i tasken, kunne det være, at den blev væk og så ville vi miste alle vores ting. Hvis jeg gemte den under håndklædet som jeg lå under, kunne den dog risikere at blive væk, eller stjålet af en krabbe. Efter alt for lang tids overvejen, besluttede jeg mig for at komme den under vores håndklæde og komme en sten på begge sider af håndklædet, så der ikke kunne ske noget. Jeg havde ikke andet end min bikini på. Det var en, der ikke havde nogle stopper, men bare gik rundt omkring, holdt oppe af sig selv. Min bikini var havde en mørkt koralfarvet nuance.

 

Jeg havde ikke rigtig lyst til at gå rundt, kun iført min bikini, så jeg tog en rød kjole udover, der var meget gennemsigtig og perfekt beregnet til at have udover en bikini, når man ikke ville føle, at man gik nøgen rundt, men stadig ikke dø af varme, fordi kjolen var for varm. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men jeg kunne vel bare tage mig en lille gåtur og så købe en is… Men så skulle jeg til at tage nøglen med mig, for at hente pungen. Da jeg var for doven til at gøre noget som helst, rejste jeg mig op og tog mine klipklappere på. Uden at have et mål, valgte jeg at gå ned til vandet og så gå langs den højre side. Mens jeg gik, registrerede mine øjne mine omgivelser, mens de ledte efter en bekendt skikkelse, der pludselig skulle springe ud af vandet. Amée var ikke til at se nogle steder.

 

”Unni!”

 

Jeg vendte mig om og fik øje på en lille pige, der løb hen til mig, med sine små skridt. Den lille pige havde en lyserød bikini på, med jordbær hist og pist. Hendes hår var sat op i en knold, så det ikke forstyrrede hende, når hun legede. Jeg ville kunne genkende Laurens ansigt til hver en tid og bukkede min derfor ned, for at møde hende på hendes egen højde.

 

”Lauren. Hvad laver du nu her? Du er vel ikke løbet væk fra din far igen, vel?” spurgte jeg og håbede virkelig, at hun havde lyttet til mig, sidst jeg fortalte hende, at hun havde gjort noget forkert. Denne gang rystede hun på hovedet og smilede stort.

 

”Appa er gået sammen med Joon, for at købe en is til Lauren. De er lige derovre,” sagde Lauren og pegede med sin pegefinger henne ved caféen, hvor folk enten fik kaffe, øl, is eller hvad de nu ellers havde brug for på sådan en god dag. Inden jeg kunne gå at spørge hende om, om hun havde fortalt dem, at hun var løbet væk igen, skubbede hun nærmest sit badedyr i hovedet på mig.

 

”Unni, er det ikke en pæn hval?” spurgte hun med et stort smil på hendes ansigt. Da hun fjernede det blå badedyr fra min ansigt, så jeg kunne se på hende, nikkede jeg. Lauren så i hvert fald ud til at være glad for den og man skulle aldrig fortælle børn, at de ejede noget grimt.

 

”Hola Señorita~,” var der en stemme der sang lige bag mig. Jeg rejste mig op og vendte mig om, for at se en halvpumpet mand, med solbriller for øjnene og blondt hår. Da han umuligt kunne have henvendt sig til mig, vendte jeg ryggen til ham og så på Lauren, men kunne høre hans grin.

 

”Oh, I was talking to you babe! You look… Lovely… And a bit international,” sagde han med en stemme, der nok skulle forestille at være charmerende. I virkeligheden gik drenge som ham mig virkelig på. Det var så tydeligt at se, hvad det var han ville have fra mig, og jeg havde ingen ønsker om at fortsætte denne samtale med ham. Jeg vendte mig om endnu engang og så hans smørrede smil. Ja, jeg var ikke fuldblodskoreaner, det var Amée heller ikke… Det stammede fra vores mor… Jeg troede ikke, at det var så tydeligt igen, men måske var ham der manden også bare en playboy og gættede sig frem til det.

 

”So what? Mind your own buisness,” mumlede jeg tonløst og stirrede på ham, som var han en idiot. Han var enten helt hjernelam, for han forstod vidst ikke min hentydning, ellers var han også en af de fyre, der simpelthen ikke fattede, at et nej var et nej.

 

”Oh! You’re one of those girls, that are hard to get,” grinede han og løftede sine solbriller, så jeg kunne se hans europæiske blå øjne, der ikke bar andet end løgne over sig. Hans øjne havde en blanding af havblå og os af isblå, en farlig, kold og forræderisk blanding. Jeg rullede med øjnene og skulle til at ignorere ham endnu engang, da han gik hen til mig. Min mund åbnede sig for at sige endnu en ting, men han bukkede sig ned foran mig og rev Laurens badedyr ud af hænderne på hende.

 

”Hey! What the hell are you doing, fucking mindlesss bastard!” skreg jeg virkelig hårdt, da jeg så ham tage badedyret fra Lauren. Lauren lignede en, der kunne begynde at græde hvert øjeblik det skulle være. Jeg kunne slet ikke styre min vrede, og hvis den fyr ikke gav Lauren hendes legetøj igen, ville jeg give ham sådan en hård lussing, at han ville være lam i munden mindst en uge. Han grinede højt og begyndte at gå ud mod vandet. Da han kun havde badebukser på, havde han ikke noget imod at blive våd, vandet gik ham allerede omkring livet. Et eller andet, fik min vrede til at koge fuldstændig over, men den blev erstattet, lige så snart han var ude i vandet og viftede med badedyret.

 

”Why don’t you get her toy back, if she loves it that much,” mumlede han med en britisk accent. I stedet for at være vred, følte jeg mig helt kold. Selvom jeg havde lyst til at gå ud til ham, for at hente Laurens legetøj, ville mine ben ikke flytte sig. Selvom jeg ikke kunne se Lauren, kunne jeg mærke hendes blik på min ryg. Mit ansigt blev pludselig helt slapt og jeg kæmpede med at holde det i ro, men det må havde afsløret for meget. Manden foran mig grinede og viftede mere med badedyret.

 

”Ah~ You’re scared, aren’t you?” nynnede han og kunne ikke stoppe med at grine. Jeg havde lyst til at skrige og løbe ud til ham, men han var omringet af vandet, som i mine øjne lignede noget dødsgiftigt, som jeg slet ikke turde træde ud i.  Jeg kunne se, at han valgte at holde badedyret med to fingre og noget i min mave rykkede helt forfærdet på sig. Jeg kunne slet ikke styre, hvordan mit ansigt nu så ud og frygten for at han ville kaste Laurens hval ud i vandet, skræmte mig mere end selve vandet.

 

”Ups,” mumlede han, da han ”kom til” at tabe hvalen. Han gjorde ikke engang noget for at samle den op igen, men igen op imod mig med selvsikre skridt. Han syntes nok selv, at han så virkelig lækker ud med sin bare overkrop og blå øjne, men han lignede mest et søuhyrer.

 

”If you want it back, you can just pick it up, right? Or do you want me to get it for you?” hviskede han mod mit øre, da han var kommet tæt nok på mig. Hans stemme sendte en rystende kuldegysning gennem min krop og mens han gik længere væk, havde jeg lyst til at falde ned på mine knæ. Jeg vendte mig om mod Lauren, der så på mig med afventende øjne. Jeg gik over mod hende og tog fat i hendes hånd så vi kunne gå tilbage. Da det gik op for

hende, at jeg ikke havde planer om at hente hendes hval, rev hun sin hånd ud af mit greb.

 

”Unni… Jeg vil have Luffy tilbage igen,” sagde Lauren og så på mig med store og brune øjne. Jeg stirrede på hende i lang tid og så igen mod vandet, hvor hendes badedyr flød. Det var ikke kommet så langt væk endnu og enhver person, selv dem der ikke kunne svømme, burde kunne nå den. Uden at jeg lagde mærke til det, var Lauren begyndt at gå ud mod vandet. Med  en pludselig panik i kroppen, fór jeg ud mod Lauren og var tæt på at snuble.

 

”Jeg skal nok hente den, okay?!” skreg jeg og bukkede mig ned, for at tage fat i hendes skuldre. Hun så på mig med store øjne, der allerede havde tårer i sig. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Vandet var ikke så roligt, som jeg håbede at det ville være… Men det var vand, så det ville altid se værre ud i mit hoved, end i andres. Der var jo også andre mennesker ude i vandet, så jeg havde intet at være bange for. Jeg tog mine klipklappere af og hev kjolen op over mit hoved. Langsomt gik jeg ud mod vandet, men lige så snart jeg mærkede vandet mod mine fødder, havde jeg lyst til at skrige og løbe væk. Badedyret var ikke så langt væk fra mig og manden lige før havde vandet op til livet, så jeg ville nok kunne overleve det.

 

Alligevel havde jeg sådan en stor lyst til at græde. For hvert skridt jeg tog, mærkede jeg et stød i min krop. Jeg vidste jeg at rystede, men det var normalt, når man ikke havde været i vandet før. Det var dog ikke vandets kulde der slog mig ud, men vandet selv. Da vandet var omkring mit liv, begyndte jeg at kunne mærke stenene under mine fødder. Nu ville jeg i det mindste ikke synke ned, som man ville gøre i sandet. Hver gang vandet bevægede sig, var det som at blive kradset i. Min hjerne kunne slet ikke følge mig. Jeg prøvede at række ud efter hendes badedyr, men hver gang vandet ramte en tør del af min krop, fik jeg en kuldegysning.

 

Jeg kunne godt svømme, jeg turde bare ikke være i dybt vand. Da jeg var mindre, havde jeg været tæt på at drukne, fordi en bølge var kommet til at tage mig. Efter den dag, havde jeg aldrig svømmet. Den eneste form for vand, jeg ikke var bange for, var vandet i bruseren. Det var rent og det ville ikke dræbe en op indefra, når man slugte det. Saltvand sved i halsen. Meget.

 

Jeg trådte et skridt længere frem og vandet var nu allerede ved at være under brystet på mig, og der var ikke så meget at stå på. Snart ville jeg ikke kunne nå bunden og det gjorde mig mere bange end noget andet. Hidsigt rakte jeg ud efter badedyret endnu engang og denne gang fik jeg fat i det. Jeg vendte straks ryggen til vandet og vendte mig om mod Lauren. Da Lauren så mig, vinkede hun med begge arme og så straks gladere ud.

 

”Lauren,” mumlede Seungho lettet og gik over til hende. Lauren kastede et blik over på ham og så igen mod mig. Jeg fik øje på Seungho, der var iklædt en hvid T-shirt og et par badebukser, der gik ham til knæene. Hurtigt blev jeg dog mindet om, at jeg stadig var i vand, da det ramte næsten hele min ryg bagfra. Jeg rystede voldsomt og mindede mig selv om, at jeg ikke havde svømmet i lang tid, og at jeg nok ikke ville kunne gøre det, hvis jeg fik brug for det. Vandet havde allerede fået voldsommere bølger og folk var også på vej ud af vandet, sammen med deres børn. Jeg løftede den ene ben og skulle til at rejse mig, da vandet endnu engang ramte min ryg. Denne gang blev jeg væltet omkuld og Laurens badedyr fløj ud af hånden på mig. Vandet mod min krop, føltes som en stålkølle mod min mave og slog alle mine sanser ud. Et skrig slap ud af min mund, inden vandet kom med den anden bølge. Jeg hadede smagen af saltvand. Især når det gik i gang med at fylde ens mund og lunger, til man druknede.

 

______

Jeg undskylder for evt. engelske fejl i mine sætninger... o.o Der burde ikke være nogen, men tja, man kan aldrig slippe for tastefejl! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...