Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4631Visninger
AA

9. Prinsen på… bølgerne?

 

 

Da Seungho så vandet tage hendes krop med sig, vidste han i første omgang ikke, hvordan han skulle reagere. Badedyret flød hen til sandet og Lauren løb hen til det med sådan en fart, så han troede, at hun ville vælte og blive ædt af vandet. Da han endelig kunne reagere, løb han hen til Lauren og skyndte sig at løfte hende op i sine hænder, så bølgerne ikke tog hende. Som han havde forudset, mødte hans fødder en bølge, som ville være stærk nok til at tage Lauren med sig. Lauren krammede badedyret mod sin krop og stirrede bekymret på sin far. Da han kastede blikket ud mod vandet igen, kunne han ikke se kvinden, der havde reddet hans datter, nogle steder. Selvom han ikke kendte hende, fór en panisk følelse gennem hans krop.

 

”Appa… Hvor er unni henne?” spurgte Lauren ham og stirrede på ham med øjne, der kun gjorde det hele værre. Selvom der kun gik få sekunder, føltes det som lange timer for Seungho, og han skyndte sig at løbe ind mod standen, hvor han vidste, at bølgerne ikke ville kunne tage Lauren. Han satte sin datter ned hurtigt, men alligevel så forsigtigt, så det ikke skadede Lauren.

 

”Appa tager ud for at finde din unni, okay? Men det er vigtigt at du bliver her,” sagde han så alvorligt, at Lauren vidste, at det ikke længere var for sjov det hele. Hun nikkede og Seungho rejste sig hurtigt op. Han tog T-shirten over hovedet og løb ud mod vandet, så hurtigt han kunne. Han håbede inderligt, at Lauren ikke fulgte efter ham… Og at han ikke kom for sent.

 

Mill P.O.V.

 

Ligesom dengang, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Når min krop var dækket af så meget vand, føltes det, som om jeg hele tiden havde kramper. Jeg baskede vist med armene og forsøgte at få noget luft, efter den mundfuld vand jeg lige havde slugt. Det var ikke til at beskrive hvor dårligt jeg havde det. Jeg kunne slet ikke få min krop til at gøre noget. Overhovedet.

 

Bølgerne var stadig ikke så slemme, men snart ville der komme en, der ville vælte mig omkuld. Det var derfor, jeg holdte mig væk fra vand. Vand var noget, man ikke kunne styre. I små mængder var det okay, men når man var ude i vand, hvor det rigtigt hørte hjemme, kunne man aldrig blive stærkere end vandet selv. Man ville være en lille prik, der slet ikke kunne overleve i noget, der var meget større end en selv.

 

Efter min oplevelse med vand, havde jeg altid holdt mig væk fra ting, som jeg ikke kunne styre. Derfor var det ikke til at forstå, at jeg faktisk havde droppet Di. Kære, søde Di, der altid var ved min side. Den Di, der flere gange havde sagt til mig, at han ville lære mig at svømme. Den Di, som jeg ikke stolede nok på, til at træde ud i vandet, på. Måske var dette Guds måde at vise mig på, at jeg ikke skulle lege hellig.

 

Jeg troede inderst inde, at jeg havde gjort noget godt. Ikke for mig selv, men for Daichi. Han fortjente en der ville elske ham, lige så højt, som han elskede mig. Han fortjente en, der ville give ham alt… Jeg ville gerne give ham alt, jeg var bare ikke i stand til at rive mit hjerte ud og placere det i hænderne på ham. Hvis jeg havde holdt mig til Daichi, ville han have reddet mig.

Nu kunne det alt sammen være lige meget. Selvom jeg var rædselsslagen for hvordan det ville føles at dø, kunne jeg ikke gøre noget. Jeg kunne ikke styre vandet. Jeg kunne ikke styre mit hjerteslag.

 

”M-Mianhae,” mumlede jeg lavt og lukkede mine øjne stramt i, mens jeg ventede på, at den næste bølge ville tage mig med sig. Bølgen kom mod mig, men jeg mærkede noget hive mig i hånden. I et øjeblik troede jeg, at det var muligt at blive mere bange. Jeg kunne ikke huske noget om, at vandet havde været så stærkt. Min krop stødte også ind mod noget hårdt, måske en sten. Men jeg kunne hverken mærke smerte, eller mere vand. I stedet for mærkede jeg noget varmet holde om mig. En hånd.

 

Selvom mine øjne gjorde ondt af al det saltvand, prøvede jeg at blinke det ud, så jeg faktisk havde en chance for at se på personen foran mig. Da det lykkedes mig at se på personen, sådan nogenlunde, skulle der ikke meget til at finde ud af, at personen foran mig var Laurens far. Jeg tog en af mine hænder op til munden og kunne pludselig ikke stoppe med at hoste.

 

”Er du okay?” spurgte han mig med en stemme, der var fyldt med en overfladisk bekymring. Det eneste jeg kunne, var at hoste som svar. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var stadig bange for vandet,  men jeg blev også pludselig meget bevidst om hans hånd, der lå på min ryg og holdte mig oppe. Jeg havde allermest lyst til at kramme ham, som man ville gøre med en bamse, med jeg turde ikke røre ham.

 

Jeg fik dog øjekontakt med ham og da en bølge snittede noget af min nakke og lige under min mund, gispede jeg, og lagde hånden på hans bryst. Da jeg, få sekunder efter, opdagede min egen bevægelse, flyttede jeg min hånd, men var lige ved at falde ud af hans greb. Atmosfæren var helt klart trist og anspændt, men på en eller anden måde, lykkedes det ham alligevel at grine. Jeg mødte endnu engang hans brune øjne og forbandede ham, for at være i stand til at svømme.

 

”Meget sjovt,” mumlede jeg tørt og tog mig på halsen. Han sendte mig et lille smil, der var drillende, men samtidig undskyldende.

 

”Vær glad for, at jeg i det mindste kom for at redde dig,” grinede han, og jeg kunne mærke en ny vrede brede sig. Hvis jeg ikke havde været i vand lige nu, havde jeg nok slået ham eller sparket ham, men min krop var stift som et bræt, og var ikke til at bevæge. Han skulle ikke grine, når det var hans datters skyld, at jeg var landet her i første omgang.

 

”Jeg kan eller ikke se nogen flot prins eller hans hvide hest,” mumlede jeg på en måde, så det var umuligt at overhøre min sarkasme.

 

”Jamen hvis du ikke er tilfreds, kan jeg sagtens lade dig svømme selv,” sagde han og skulle til at give slip på mig. Jeg mærkede hans greb, der var ved at forsvinde on mig og ville langsomt lade mig synke nedad igen. Som en fjeder, hoppede jeg nærmest op og låste mig fast på ham både med arme og ben. Selv en lås ville ikke have været mere effektiv, end jeg var lige nu. Fordi jeg hoppede på ham så pludseligt, sank vi begge to og jeg kunne ikke holde mine skrig inde. Jeg låste mig mere fast til ham, da han trods alt var den eneste form for redningsvest jeg havde.

 

”Rolig nu… Det var bare en joke,” mumlede han mod mit øre og strammede nu grebet om mig, mere end han havde gjort før. Mit hjerte ville slet ikke sætte farten ned igen og det, han kaldte en joke, var slet ikke sjovt. Jeg havde aldrig nogensinde været så bange for at nogen ville lade mig i stikken. Jeg troede seriøst, at han ville lade mig drukne og den tanke gjorde, at mine egne tårer blandede sig med dem, der allerede var på mit ansigt.

 

Det, at være så afhængig af ham, gjorde mig sur, men samtidig blev jeg nødt til at stole på ham. Jeg kunne ikke nå jorden lige nu og dermed var jeg også i fare. Kunne han mærke, at jeg rystede lige nu? For mine tænder var begyndt at klapre mod hinanden og det blev svært at holde godt fast omkring ham, når min krop ikke ville reagere, som jeg ville have det. Min krop ville ind til land igen, hvor jeg kunne mærke jorden med begge ben. Af en eller anden grund var det lidt afslappende at holde om ham. Nu hvor han var her, virkede vandet mindre skræmmende.

 

”Men… Kunne du ikke slippe med mine ben… Det er svært at holde os begge to oppe i forvejen,” mumlede han og vendte sine øjne mod mig. Det var åbenbart muligt at rødme, selv når man var bange. Det var først nu, at det helt gik op for mig, hvor mig jeg klamrede mig til ham. Mine ben var viklet rundt om hans liv og mine hænder rundt om hans nakke… Min hud havde ikke engang haft så meget kontakt med Daichis hud. Jeg låste straks mit greb om hans liv op og prøvede at undgå hans blik.

 

Jeg mærkede at vi på en eller anden måde fik bevæget os og kom tættere på land. Lige så snart mine fødder kunne mærke jorden under mig, blev jeg i stand til at slippe ham. Alligevel havde han fat i min højre arm, så jeg ikke endte med at falde endnu engang. Først da jeg kunne mærke sandet under mine fødder, gik det op for mig, at jeg ikke var død. Mine ben gav op og jeg skulle til at falde, da han hurtigt fik grebet mig. Jeg vendte hovedet opad og så lige op i hans øjne, mens han hjalp mig op. Hans ene hånd var rundt om mit liv og hvilede på min hofte, mens han med den anden havde fat i min skulder. Jeg mærkede hans ånde mod mine læber og lagde mærke til de små vanddråber, der langsomt gled ned ad hans ansigt. Jeg havde begge mine hænder mod hans bryst og mærkede hvordan hans hjerte hamrede ved hans venstre side.

 

”Appa!”

 

Det var Laurens stemme, der vækkede både ham og mig. Han slap mig med det samme og vendte ryggen til mig, for at se på Lauren. Jeg var lige ved at snuble og følte mig af en eller anden grund stødt over, at han havde været i stand til at slippe mig for hurtigt. Det lykkedes mig alligevel at holde min krop oppe, selvom jeg lige skulle vænne mig til at kunne gå igen.

 

Jeg gik hen ved siden af ham og så på Lauren. Der var noget ved hendes blik, som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Jeg var hurtigt blevet klar over, at Lauren var en meget klog pige, så jeg var sikker på, at hendes tanker omhandlede noget, som jeg ikke ville være i stand til at gætte. Den måde Lauren så på mig på, var som om hun havde fået et helt nyt syn på mig. Hun så derefter på sin far og hendes øjne blev normale endnu engang.

 

Jeg gik over til mine klipklappere og min kjole. Jorden under mine fødder føltes pludselig meget dyrebar og da jeg også var i stand til at bukke mig ned, uden at vælte, mindede jeg mig selv om, at jeg nok hellere måtte begynde at bede til en jordgud.

 

Jeg tog fat i min kjole, men havde ikke planer om at tage den på. Ud af øjenkrogen, så jeg, at Seungho tog sin T-shirt på igen. Jeg tog kjolen op til min mund og lukkede øjnene. Mit hjerte blev ved med at slå, selvom jeg ikke længere var i fare på nogen måde.

 

”Din søster hed Amée… Du hedder Mill, gør du ikke?” spurgte Seungho, nu med Lauren i sine arme igen. Jeg sænkede mine arme og vendte mig mod ham igen, mens jeg nikkede kort.

 

Dette havde været Amées værste idé… Nogensinde.

 

______

 

Søde mennesker... Undskyld hvis I synes, at der går for lang tid, inden der kommer mere. Jeg er bare virkelig doven for tiden og kan hverken skrive, rette eller kigge på en tekst. Jeg aner ikke hvilken tekst jeg skal skrive videre på og prøver så vidt muligt, at updatere alle mine tekster engang imellem, så ingen føler sig snydt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...