Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4614Visninger
AA

6. Pororo

 

 

”Hun er blevet hvad?” Manden foran mig havde ændret sig fuldstændig. Godt nok så han lidt mistænksom ud, da han lige var dukket op, men nu lignede han en, der var blevet stukket ned. De andre mænd omkring ham fik også helt bekymrede udtryk i ansigterne.

 

”S-Seungho hyung… Jeg kiggede den anden vej i et sekund, og så var hun allerede blevet væk fra mig,” mumlede Joon panisk og prøvede at forklare hvad der var sket, men intet der kom ud af hans mund, så ud til at berolige Seungho. Jeg stirrede på dem alle sammen, mens de begyndte at snakke sammen. Det føltes meget akavet, når jeg ligesom vidste hvor deres Lauren var henne. Jeg vidste bare ikke, om jeg skulle sige det til dem eller om jeg skulle vente til de var faldet ned. Seungho så i hvert fald ud til at være meget oprevet. På den anden side, så kunne jeg godt forstå ham. Hans datter var trods alt blevet væk. Jeg lod dem snakke i ti minutter, måske et kvarter, da jeg endelig fik nok.

 

”Altså…” mumlede jeg, men de var alle sammen for optaget til overhovedet at høre noget. Selv hvis jorden under dem begyndte at ryste og brandvæsnet kom kørende forbi, ville de overhovedet ikke kunne lægge mærke til det.

 

”Hey!!! Hey hey hey, drenge!! DRENGE!!! VIL I HAVE LAUREN TILBAGE ELLER HVAD?” skreg jeg så højt jeg kunne og lagde mærke til, at jeg ikke bare havde fået deres opmærksomhed, men at jeg også havde fået opmærksomhed fra folket omkring os. Jeg måtte huske at dræbe Mill for at være grunden til at jeg blev ydmyget så meget… De stoppede straks med at skændes, lige så snart jeg havde sagt pigens navn. Når man havde fem par øjne, der var i gang med at nedstirre en, havde man det altså ikke alt for godt. Især fordi Seunghos øjne lignede et par øjne, der ville flå mig levende fra hinanden, hvis jeg ikke fortalte ham, hvor Lauren var.

 

”Har du set Lauren?” spurgte Seungho mig. Pludselig blev mit syn på ham helt forandret. De hårde træk ved hans ansigt forsvandt, og det eneste jeg kunne se, var en ærlig og god mand, der så ud som om, hvert af mine ord enten ville være i stand til at få hans hjerte til at banke roligt eller få det til at stoppe med at banke. Det var lidt svært at få ord ud af munden, når de alle sammen stirrede på mig, men på en eller anden måde lykkedes det mig at åbne munden.

 

”Min søster har fundet Lauren… Og hvis vi snakker om en lille pige med æblekinder og hår bundet i to rottehaler, så snakker vi om den samme pige,” mumlede jeg lavt, men højt nok til at han kunne høre det. Jeg kunne ikke beskrive hans ansigt, men en form for lettelse kunne ses. Faktisk kunne den ses hos dem alle sammen, men mest hos ham og Joon. Han skyndte sig at nikke.

”Hvor er Lauren henne?” spurgte han. Bag ham kunne jeg se, at Joon lignede en, der lige havde smidt nogle tunge vægte fra sine skuldre. Jeg begyndte at fortælle dem, at min søster var sammen med Lauren, og at de burde være her et sted. Dog var der en tanke der kørte rundt i mit hoved… jeg havde fortalt til Mill, at jeg var gået i forvejen. Så det betød, at hun skulle følge efter mig. Men jeg havde slet ikke set Mill komme hen til mig. Og hun var heller ikke ved bænken, eller ved børnebutikkerne. Følelsen af, at noget var helt galt, gik mig utrolig meget på nerverne. Det var ikke til at beskrive, hvor nervepirrende det var, at Mill pludselig var forsvundet og endda med en anden mands datter.

”Ved I hvad… Jeg ringer bare til Mill,” mumlede jeg tæt på noget der mindede om en blanding af vredt og hysterisk. Jeg flåede næsten lynlåsen op på min taske, og ledte efter telefonen, da jeg så, at jeg både havde min søsters og min egen mobil. Jeg kunne have sagt mig selv, at denne ferie ville ende med at blive det rene Helvede.

 

”Jeg… Har et par nyheder,” mumlede jeg og så på Seungho, Joon og de tre andre, der åbenbart havde kælenavnene G.O, Mir og Cheondoong. Nu hvor jeg så på dem alle sammen, undrede det mig lidt, at jeg ikke kunne se nogen kvinde sammen med dem… Og selv hvis de nu var bøsser, kunne de jo ikke få børn. Jeg stoppede med at tænke på sære ting og tog mig sammen, så jeg kunne fortælle dem det.

 

”Den gode nyhed er, at jeg faktisk ved, at jeg har fundet Lauren… Den dårlige er så, at det er min søster der fandt Lauren… Hun fortalte mig, at hun skulle købe en jakke til hende, men de er ikke til at finde nogle steder… Og hun har ikke sin mobil på sig,” mumlede jeg og selvom jeg lige havde fortalt dem det, virkede Seungho ikke så nedtrykt, som han gjorde, da Joon fortalte ham, at hans datter var væk.

 

”Lauren har sikkert slæbt hende et sted hen,” mumlede Joon, sikkert for at forsvare sig selv lidt, fordi han mistede Lauren. De andre så på ham og kunne nemt give ham ret i, at det måske var derfor. Jeg vidste ikke så meget om Lauren endnu, og jeg vidste heller ikke, hvad der var af tilbud for børn her.

 

”Hvor ville din datter være henne, hvis hun helt selv måtte bestemme?” spurgte jeg Seungho og han så også ud som om det var helt håbløst, da en bestemt kendingsmelodi fik ham til at lyse lidt mere op.

 

”Pororo…”

 

Mill P.O.V.

 

”Lauren! Lauren, hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg hende, da hun havde taget fat i min hånd, og var begyndt at løbe. Jeg havde fået købt en jakke til hende, men det var meningen, at vi skulle gå hen til Amée efter det, for at lede efter hendes forældre. Hun havde åbenbart helt glemt, at hun var blevet væk fra sine forældre, for med min hånd i sin hånd, løb hun af sted.

 

Det eneste hun have hørt var en melodi, en sang og så en kæmpe bamse. Det var vist den der kendte serie, Pororo, hvis jeg huskede rigtigt. Lauren skreg næsten af glæde, og jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe hende, så jeg løb desperat efter hende, for ikke at miste hende i denne store mængde af folk.

 

Der var så mange børn og så mange forældre, at man næsten skulle tro, at det var løgn. Denne pingvin var åbenbart meget populær. Lauren stoppede på et tidspunkt op, da pingvinen også stoppede. Jeg så på alle de andre børn, der stirrede på Pororo, som var han en Gud. Lauren begyndte at smådanse lidt fra side til side, mens hun sang med på sangen. Jeg kunne ikke andet end at holde fast i mine knæ, mens jeg prøvede at få vejret. Hun havde godt nok meget energi i sig.

Jeg kunne ikke stoppe med at smile, da jeg så på Lauren. Selvom jeg næsten lige have mødt hende og kun brugt et par timer med hende, var hun virkelig sød.

 

”Unni, unni!!” udbrød Lauren pludselig og pegede på endnu en af maskotterne, der havde mange Pororoballoner til salg. Jeg vidste udmærket godt, hvad hun ville have.  Hendes øjne lyste så meget, at det næsten var umuligt ikke at gætte sig frem til, hvad hun ville have. Jeg sukkede opgivende, men lod hende gå over til maskotten, så hun kunne vælge sig den ballon hun ønskede. De var alligevel ikke så dyre igen, og hvis hun blev glad, kunne det vel ikke skade. Lauren havde valgt den lysrøde ballon med endnu en af figurerne som jeg ikke kunne navnet på.

 

”Tak, unni,” sagde Lauren og jeg kunne ikke andet end at grine. Hun så virkelig utrolig nuttet ud, når hun smilede så stort. Grinende, bukkede jeg mig ned til hende og pegede læreragtigt på hende, selvom jeg slet ikke skældte hende ud.

 

”Du ved godt, at du skal sige til, før du løber et andet sted hen! Ellers ender du med at blive væk fra dine forældre,” sagde jeg og prøvede at få hende til at forstå, at hun ikke bare kunne løbe væk.

 

”Undskyld,” mumlede hun, men det var umuligt at være sur på denne pige. Jeg grinede endnu engang, da jeg slet ikke kunne forstå, at hun var så vild med en pingvin.

 

”Lauren?” kaldte en stemme jeg aldrig havde hørt før, og alligevel syntes jeg alligevel, at jeg havde hørt den et eller andet sted. Jeg vendte mig over mod stemmen og Laurens ansigt lyste straks op, som en blinkende pære.

 

”Appa,” skreg hun og løb straks over til ham. Jeg stirrede længe på dem og så manden snakke til sin datter, mens han krammede hende tæt ind til sig og begyndte at belære hende om, at hun aldrig nogensinde måtte løbe væk fra ham igen. Og da han endelig kastede et blik over på mig, havde jeg af en eller anden grund lyst til at løbe væk.

 

”Du… Du må være Amées søster,” sagde han og hans bekymrede ansigt blev erstattet af et stort smil, der ikke kunne blive lysere, nu hvor solen langsomt var ved at gå ned og fik alting til at gløde. Det var næsten ikke til at tro… Jeg havde fundet Laurens far.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...