Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4642Visninger
AA

4. Når skæbnen får os til at mødes

 

Amée gik frem og tilbage uden at stoppe. Det var ikke tit, at jeg så Amée være så meget ude af sig selv – I hvert fald blev det aldrig så slemt, at hun rent fysisk viste, at hun var ude af den. Dette var en vane hun havde, når hun virkelig ikke havde styr på tingene og blev nødt til at tænke. Dog var det ikke så tit, at hun blev nødt til at gøre det – Amée plejede at være meget rationel og planlægge alle tingene nøje. Dette var ikke planlagt og når tingene ikke gik, som de skulle, kunne det hurtigt komme til at bringe hende ude af kurs.

 

Mens jeg sad og så på min søster, der snart ville gøre mig helt svimmel, tænkte jeg også over hvad vi skulle gøre. Der kunne gå et par timer, inden vi fandt ud af, hvordan vi skulle kom hen vores hotel, og Amée ville sikkert ikke kunne finde på noget. Mens hun begyndte at hviske til sig selv, mærkede jeg den genkendelige følelse af sult.

 

”Amée…” mumlede jeg, for at se om hun var helt væk, men hun så ikke engang over på mig. Jeg ville helst have, at hun holdte øje med vores kufferter, hvis jeg besluttede mig for at købe noget. Vi kunne altid finde os et værelse indtil i morgen, men jeg ville ikke rende rundt uden tøj og toiletting på Jeju Island.

 

”Amée!” sagde jeg lidt højt denne gang, men da vi stadig var på en lufthavn, virkede det ikke så højt endda. Det fik på en eller anden måde Amée til at stoppe op og endelig vendte hun blikket mod mig. Hendes øjne afspejlede, at hun troede, at jeg havde fundet på noget genialt, men nej. Det eneste jeg havde fundet ud af, var, at min mave trængte til noget mad. Og det skulle være snart, for ellers var jeg sikker på, at min mave ville tiltrække sig meget opmærksomhed.

 

”Jeg går lige lidt rundt, for at finde noget mad til os,” sagde jeg og gik over til hende for at finde min pung. Det var Amée der lige nu havde min ping på sig, da mine shorts ikke havde store lommer nok til at kunne rumme den. Glæden i Amées blik blev hurtigt til en skuffelse og den måde hun rakte pungen til mig på, mindede mig nærmest om en død mumies bevægelse.

 

”Og hold for guds skyld øje med vores ting. Jeg vil ikke ende nøgen og uden tag over hovedet,” mumlede jeg advarende og Amée begyndte med sit typiske ’jaja’. Jeg måtte bare håbe, at hun ikke smed alle vores ting ud… Daichi plejede at være god til at holde styr på vores ting, når vi rejste sammen. Lige nu følte jeg ikke, at jeg glemte Dacihi. Jo mere det kiksede for mig, jo mere huskede jeg om ham. Faktisk havde denne ferie kun haft den modsatte virkning og det var begyndt at irritere mig. Jeg ville kun have været selvisk, hvis jeg ikke havde slået op med Daichi, men lige nu, føltes det som om alle mine valg, ledte mig den forkerte vej.

 

Jeg havde glemt at spørge Amée, hvad hun egentlig ville spise. Hvis jeg købte noget forkert, ville det ødelægge hendes humør fuldstændig. Hun havde lige brækket sig i flyet og derfor havde hun langt fra brug for flere dårlige nyheder. For at trække tiden ud, valgte jeg at gå langsomt. Der var rigtig mange turister her, men der var også mange, der bare var på ferie.

 

Det, alle folk omkring mig havde til fælles, var, at de alle sammen gik rundt med nogen. Jeg følte virkelig, at jeg som en eneste, ikke havde nogen ved min side. Det var jo ikke fordi jeg havde rejst herud helt alene. Amée var også med mig, men når hun kun tænkte på hvordan vi kom hen til hotellet, kunne det godt føles som en enmandstur. Jeg skulle aldrig være taget af sted med Amée. Den rationelle, 2 minutters ældre søster, havde åbenbart ikke styr på det hele alligevel. Jeg kunne slet ikke bestemme mig for, hvad jeg havde lyst til at spise, og jeg havde allermest bare lyst til at æde en hel pizza for mig selv. Dog kom jeg hen til en bod, hvor der så ud til at være forskellige former for både japansk, kinesisk og koreansk mad. Jeg gik derover, da jeg også så, at der ikke var så mange mennesker. Min mave ville snart begynde at lave mange underlige lyde, og jeg ville helst ikke ydmyges i offentligheden.

 

”Goddag,” sagde manden bag den lille bod og jeg nikkede kort, mens jeg bad ham om pakke nogle nudler til mig og så noget kød. Mens han gjorde det, så jeg mig omkring og lagde mærke til, at der kun var en lille pige ved siden af mig. Hun måtte ikke være mere end de 4-5 år, hvis ikke yngre måske. Jeg blev dog overrasket af hendes hårlængde. Hendes lange hår var bundet i to rottehaler og hendes hoved blev ved med at vende sig for at kigge – men det var umuligt at regne ud hvad hun kiggede efter. Jeg kunne ikke se nogen der umiddelbart mindede om hende og hendes forældre så ikke ud til at være her. Pigen var klædt i en nederdel og en helt almindelig T-shirt. Jeg undrede mig meget over, hvorfor hun ikke havde lidt mere tøj på. Det ville snart blive koldt og hvis hun ikke fik mere tøj på kroppen, ville hun ende med at fryse. Da manden kaldte på mig, rystede jeg kort på hovedet og undskyldte.

 

”Er det barn en du kender? For hun har stået her i snart lang tid,” mumlede den ældre mand lidt bekymret og kastede også et blik på pigen. Jeg rystede på hovedet, men kunne sagtens forstå, hvorfor manden var så bekymret. Hvis man blev væk på en ferieø, kunne det være svært at finde sine forældre igen. Pigen var ikke mit ansvar… Hendes forældre kunne bare have passet bedre på hende. Alligevel kunne jeg ikke gå fra pigen. Da jeg var mindre, var jeg blevet væk engang, og det var en af de mest skræmmende ting jeg selv havde oplevet. At føle sig så alene og forladt. Som en skadet fugleunge, der var bestemt til at dø, hvis forældrene ikke fandt den. Min samvittighed og hukommelse begyndte at vise mig billeder og følelser, som jeg selv havde følt engang, så det blev umuligt for mig at gå. I stedet for bukkede jeg mig ned til pigen.

 

”Hej med dig,” prøvede jeg at sige helt forsigtigt. Hun vendte sig mod mig ,og jeg kunne nu se på hendes øjne, at de var ved at blive blanke. Hun var helt klart blevet væk og var ved at miste håbet.

 

”H-Hej,” mumlede hun forsigtigt, med en utryg stemme. Denne pige havde lidt æblekinder og hendes uskyldige ansigt fik hende til at virke endnu mere trist. Det værste var de brune øjne, der nærmest rev i mig. Da Daichi havde set på mig, med sine grønne øjne, mens jeg slog op med ham, var jeg næsten ved at dø. At se ind i pigens fortabte øjne, var næsten noget der gjorde lige så ondt… Havde alle bare den effekt på mig, lige for tiden?

 

”Hvad er dit navn?” spurgte jeg hende og sendte hende endnu et smil. Jeg vidste, at man i hvert fald skulle prøve at få børn til at tænke på noget lidt andet, så de ikke begyndte at græde.

 

”Lauren,” mumlede hun, denne gang lidt højere. Amée ventede på mig, og da jeg ikke havde min telefon med mig, kunne jeg ikke lige ringe til hende og fortælle hende noget som helst.

 

”Er du blevet væk?” spurgte jeg hende og hun nikkede som svar, mens hendes øjne bekymret ledte videre efter nogle hun kendte. Jeg vidste, at Amée ikke lige var typen der gad at passe på børn, når hun var på ferie, men jeg kunne da ikke efterlade barnet, når det lignede noget, der snart ville gå i stykker. Min indre mentale kamp var ved at give mig hovedpine. Noget inde i mig fortalte mig, at jeg skulle lade pigen blive her. Hvis hendes forældre havde mistet hende her, ville de også finde hende. Noget andet i mig, fortalte mig det modsatte. Lige nu, kunne hendes forældre være hvor som helst. Jeju Island var ikke lille og hvis pigen selv var gået hen til denne bod, ville hendes forældre aldrig kunne finde hende.

 

Jeg havde aldrig set passet på børn og vidste ikke så meget om den. Den medfødte modersans så ikke ud til at eksistere i min krop. Jeg kunne ikke hjælpe Lauren og jeg anede heller ikke hvad jeg skulle fortælle hende. Mine øjne ledte endnu engang efter hendes forældre, men jeg, ligesom den gamle mand, vidste, at dette var en gemmeleg, som var alt for krævende og for stor – mor, far og datter ville ikke finde hinanden før om lang lang tid.

 

”Vil du gå med mig og så kan vi prøve at lede efter dine forældre sammen,” sagde jeg og mærkede allerede hvordan min stemme rystede. Hendes brune øjne stirrede nu ind i mine og jeg kunne næsten gætte mig frem til, at hendes forældre havde advaret hende om fremmede flere gange. De tøvende øjne blev i hvert fald ikke mindre forvirrede og lige nu, så hun helt håbløs ud. Måske kunne hun også se håbløsheden i mine øjne, for i hvert fald nikkede hun helt stille. Jeg rejste mig op og så over på den gamle mand, der sendte mig et opmuntrende smil og gav mig endnu en portion mad, som nok skulle være til den lille pige. Med en dyb indånding tog jeg fat posen med maden i den ene hånd og Laurens hånd med den anden. Uanset hvor akavet og underligt dette føltes, fortjente ingen at være alene. Det var noget, jeg kun vidste alt for godt om lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...