Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4630Visninger
AA

19. Hjemme føles ikke bedst

 

 

Hvert skridt jeg tog, gjorde ondt. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg ønskede at gå hen. Hjem ville have været et godt sted at starte, men der var sket noget med vores kufferter, der gjorde, at vi blev nødt til at vente i op til 2 timer… Det ville snart blive 3. Hvis jeg havde vidst, at det ville ende sådan her, ville jeg have taget det fly, der kørte senere…. Og dog. Det ville ikke have ændret noget. Seungho var sikkert allerede et sted i Sydkorea…

 

”Hvorfor kigger du hele tiden på klokken. Du kan ikke ændre noget nu,” mumlede Amée og trak på skulderne. Jeg så ikke engang over på hende, men ventede på at vores kufferter ville komme. Hvad skulle jeg lave, når jeg kom hjem. Være alene?

 

”Undskyld… Du ender ikke med 37 katte… Og… Jeg kan i sidste ende godt forstå dine valg… Jeg tror bare, at Seungho var den rigtige for dig,” mumlede Amée. Jeg vendte mig mod hende og trak på skulderne. Der var ikke så meget at gøre ved det nu. Nu var jeg jo hjemme og herfra skulle jeg fortsætte mit liv.

 

”Jeg håber at du finder sand kærlighed Amée,” mumlede jeg og fandt en af vores kufferter. Amée fik også øje på den. Hun hentede en vogn, som vi kunne have den på og jeg ventede på at den kom hen til mig, så jeg kunne tage den. Det med at jeg aldrig ville se Seungho igen var løgn. Hvis han var en K-Pop stjerne, ville jeg få ham at se igen… Han ville aldrig se mig. På det tidspunkt ville han nok vær gift igen. Lauren ville også få sig en ny mor. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg tænkte på alle de ting. På det ene tidspunkt var det Daichi og på det andet, var det Seungho. Fra nu af ville jeg droppe alle former for kærlighed. Det var da sikkert.

 

Jeg fik den ene kuffert, og da jeg havde givet den til Amée fik jeg straks øje på den anden. Det var da utroligt, at vi skulle vente i så lang tid på vores kufferter. Jeg vidste ikke engang hvordan jeg fik dem slæbt hen til Amée. Min krop havde den fantastiske evne, at den selv kunne bevæge sig, selvom jeg ikke havde nok styrke til selv at kontrollere den.  

 

”Nå… Men skal vi komme af sted, inden her bliver alt for proppet… ” mumlede jeg. I lang tid stod hun og stirrede på de mennesker der gik forbi, men vendte sig endelig om og nikkede. Jeg skulle selv til at gå, da jeg mærkede min mobil vibrere. Og denne gang var det Daichi. Hele min krop stivnede, da jeg så hans navn og der gik så mange forskellige tanker rundt i mit hoved. Skulle jeg tage telefonen? Skulle jeg lægge på? Var jeg overhovedet klar til at høre hans stemme?

 

”Mil-Mil? Jeg hørte, at du var tilbage,” sagde han med en munter stemme. Bare ved lyden af hans stemme, mærkede jeg en helt ny klump i halsen. Jeg prøvede at få styr på min stemme, men det virkede helt umuligt lige nu. Det var ikke til at forstå, at jeg kunne reagere sådan. Jeg havde vist virkelig savnet Daichi.

 

”Di… Ja… Ja, det er jeg,” mumlede jeg og overvejede, hvad jeg skulle fortælle ham. Jeg havde tænkt så meget over vores forhold, men nu vidste jeg, hvad jeg havde brug for… Jeg havde brug for svar.

 

”Di… Kan du ikke vente på mig, henne ved lejligheden… Der er noget, som jeg bliver nødt til at finde ud af,” hviskede jeg næsten og kørte en hånd træt gennem mit hår. Di var stille i lang tid, inden han så endelig gik med til at snakke med mig igen. Da jeg endelig fik lov til at lægge på, mærkede jeg nye vægte på mine skuldre. Hvad var det overhovedet jeg havde gang i? Jeg kunne da ikke bare forvente at Daichi ville vente på mig. Han havde altså et liv og han kunne da sagtens have fundet sig en ny kæreste. Måske havde han allerede fundet sig en ny kæreste? Nye tårer dukkede op i mine øjne og jeg prøvede virkelig at slappe af, men det hele var så svært. Hvorfor var det, at jeg ikke kunne få styr på mig selv.

 

”Var det Daichi?” spurgte Amée mig. Da jeg så over på hende, kunne jeg straks se på hende, at hun ikke havde brug for at jeg svarede. Hun kom over til mig og lagde en hånd på min skulder, hvorefter hun sendte mig et oprindeligt smil.

 

”Hvis ferien ikke har hjulpet dig alligevel, har jeg et kreditkort, der har nogle penge på sig,” mumlede Amée og jeg kunne ikke andet end at grine over det. Selvom hun kunne gøre mig pinlig, så var hun også min søster og ville altid stå bag min ryg på en eller anden måde.

 

”Kom… Lad os tage hjem,” hviskede Amée og klemte min skulder svagt. Jeg tog en dyb indånding og nikkede kort. Uanset hvad, måtte jeg snart indrømme, at jeg aldrig ville se Seungho igen. Jeg mærkede en klump i halsen og rystede på hovedet. Måske var jeg begyndt at savne Seungho så meget, at jeg endda kunne høre Laurens stemme, som et ekko i mit baghoved. Jeg lukkede øjnene stramt i og nægtede at vende mig om. Jeg blev nødt til at komme videre.

 

~ o ~

 

”Vi tager altså en taxa,” mumlede Amée, da vi var ude af lufthavnen. For første gang var jeg enig med Amée. Nu skulle vi bare hjem så hurtigt som muligt, men da jeg kom i tanke om hvem der ventede mig, blev jeg nervøs endnu engang. Han ville ikke komme med det samme, men han ville være der. Måske med en ny kæreste. Amée gik i gang med at pakke kufferterne med den gamle mand. Min samvittighedssans viberede igen og jeg begyndte straks at hjælpe dem, så den stakkels mand ikke skulle stå for alle de kufferter.

 

”Min kære… Du ser jo ud som om du har tænkt dig at dø snart. Gå I ind og køb Jer noget mad. Jeg kører ingen steder med Jeres kufferter.”

 

Sædvanligvis ville jeg slet ikke have stolet på manden, men det gjorde jeg nu. For det første var det en gammel mand og de løj ikke. Hans øjne var alt for oprigtige til det. For det andet, var jeg for træt til ikke at stole på manden og ordet vand lød meget forfriskende. Jeg nikkede kort og fik overtalt Amée til at gå med mig. Selv hvis alt mit tøj forsvandt, ville det ikke kunne påvirke mit humør.

 

~ o

 

”Ajussi… Var der ikke to unnis der snakkede med dig lige før?” spurgte en lille pige en ældre mand. Han lukkede baggagerummet og så over på den lille pige, der så noget så trist ud. Den ældre mand gik over til den lille pige og bukkede sig ned foran hende.

 

”Kender du dem?” spurgte den gamle mand hende og så på den lille pige. Den lille pige nikkede og virkede nu mere ivrig efter at finde dem.

 

”Amée unni er en god unni og Mill unni er appas eneste ene… Jeg bliver nødt til at finde Mill unni igen… Appa elsker hende!” skreg den lille pige og var ved at få tårer i øjnene. Den ældre mand kunne slet ikke sætte sig ind i dilemmaet, men prøvede at bare at få den lille pige til ikke at græde.

 

”Jamen dog… Kærlighed er så indviklet… Er du overhovedet sikker på… at din unni elsker din appa?” spurgte den ældre mand hende. Den lille pige var ikke i tvivl i det eneste sekund og begyndte straks at fortælle, hvor hendes far hørte sammen med hendes unni. Den ældre mand kunne slet beslutte sig for hvad han skulle gøre. Kærlighed var virkelig indviklet.

 

 ~ o ~

 

”Mill, du drukner snart, hvis du drikker mere vand,” sukkede Amée og hev mig i armen. Jeg smilede svagt, men drak alligevel endnu en tår vand. Det føltes meget forfriskende at få drukket noget koldt vand, som om det kunne få mig til at glemme alt i nogle få sekunder. Men hurtigt var vi udenfor igen og chaufføren ventede på os. Amée sørgede på en eller anden måde for, at vi fik sat os ind og fik desuden givet ham vores adresse. Hele vejen var der ingen af os der sagde noget. Det eneste jeg kunne høre, var lyden af mit hjerte, der ikke havde banket rigtigt siden jeg ødelagde alt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...