Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4642Visninger
AA

18. God tur hjem

 

 

Alt i min krop brændte den morgen. Fornemmelsen af at vågne op, og vide, at jeg aldrig ville se Seungho igen, var værre end den værste omgang tømmermænd jeg nogensinde havde haft. Jeg havde endelig fundet en ting jeg var god til… At såre folk. Jeg brugte dem som jeg ønskede, for derefter at smide dem væk fra mig. Jeg pakkede mine ting meget langsomt og fortalte mig selv, at det hele nok skulle gå, selvom det aldrig ville virke.

 

Noget der fangede min opmærksomhed, var Amée. Det lignede Amée at have travlt, men hun farede rundt som sindssyg. Jeg havde kendt hende i lang tid, så jeg vidste, at hun havde styr på alt, men denne morgen farede hun rundt, som var intet på plads. Hendes bevægelser var hurtige og vilde, næsten som om hun ville bryde sammen, hvis hun stoppede. Jeg rystede på hovedet og bildte mig selv ind, at jeg forstillede mig en masse ting, for at få det bedre med mig selv.

 

Det lykkedes mig næsten at blide mig selv, at det hele nok skulle blive normalt, da jeg faldt over det sæt undertøj som Seungho havde købt til mig. Mine fingre klæbede sig til stoffet og mit blik blev helt slørret for den nye omgang tårer, som truede med at vise sig. Jeg havde ikke engang betalt ham tilbage. Lige nu var det for sent at give ham noget… Overhovedet. Spørgsmålet var bare om jeg skulle beholde sættet eller ikke. Før jeg nåede at gøre noget, tog Amée sættet ud af hånden på mig og smed det næsten brutalt ned i kufferten, efterfulgt af mere tøj som hun proppede ned i. Jeg så på Amée med et forvirret blik og gned mine øjne, så hun ikke skulle se, at jeg var på kanten til at græde igen.

 

”Hvad?” spurgte hun vildt irriteret og stirrede på mig blev smalle øjne. Hun havde lynet kufferten til og vendte nu sit blik mod mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige og hendes blik gjorde kun, at jeg fik en større trang til at bryde sammen.

 

”I-Ikke noget,” mumlede jeg og stod som forstenet det samme sted. Amée gik hurtigt forbi mig og skulle til at gå ud af døren, da hun stoppede.

 

”Så skynd dig lidt. Vi har ikke alverdens tid.”

 

Og med de ord forsvandt hun og efterlod mig til at mig selv. Jeg troede ikke at denne elendighed ville være så slem, men den var i færd med at kvæle mig. Det var åbenbart muligt at dø af had til sig selv.

 

~ o ~

 

Lyden af mine skridt mod lufthavnens gulv, sendte mig kuldegysninger. Jeg burde slet ikke lægge mærke til den lyd, især ikke, når der var så mange andre ting man kunne høre. Mennesker der skreg, råbte og sang, ure der tikkede, folk der skubbede til mig, fordi jeg var så langsom. Amée råbte flere gange efter mig og til sidst holdte hun helt op med at snakke til mig. Hun virkede noget så irriteret i dag, men mest af alt, virkede hun faktisk ked af det. Jeg kunne ikke forklare hvorfor jeg syntes det, men det gjorde jeg. Måske virkede alt bare trist… Der var ikke engang en eneste solstråle der slap igennem de dystre skyer. Flyveturen hjem ville blive hård og selv da jeg sad inde i flyet, kunne jeg ikke forstå, at jeg aldrig ville se Seungho igen. Det ville nok aldrig gå helt op for mig.

 

~ o

 

Amée var underligt tavs. Jeg vidste godt, at der var noget galt, men dette lignede slet ikke Amée. Det var helt umuligt at vi skulle flyve hjem uden at hun sagde et ord. Det var det, der var helt forkert. Ikke fordi Amée snakkede, til man rettede en pistol mod hendes hoved, men hun plejede bare aldrig at være så tavs. Amée var nogle gange som en undulat, man skulle snakke med hende, for at underholde hende. Og for at holde hende i gang. Men nu virkede hun helt død. Som om intet kunne få hende til at smile igen.

 

”Mill… Bankede dit hjerte utroligt underligt, da du sad i flyet, på vej væk fra Daichi?” spurgte Amée mig pludselig, men kastede ikke ét blik på mig. Jeg så længe på Amée og vidste ikke engang hvad jeg skulle svare. Hvis hun endelig havde tænkt sig at sige noget, troede jeg ikke, at det ville være sådan et spørgsmål.

 

”Jeg… Altså, jeg ved ikke engang hvad jeg føler for Daichi. Men det var bare vildt underligt at rejse væk, når vi ikke var sammen længere. Men det gjorde ikke lige så ondt som det gør nu,” mumlede jeg og opdagede først lidt senere, hvad jeg havde sagt. Amée vendte sig straks mod mig, med tårer ud af øjnene, der ikke så ud til at ville stoppe med at falde. Jeg blinkede flere gange og måtte se godt efter, før jeg troede mine egne øjne. Amée græd faktisk og gjorde intet for at skjule det.

 

”Du er så forfærdelig Mill… Ved du godt det?!” skreg Amée, næsten for højt, for folk ville snart kunne høre os. Især fordi vi sad på første klasse og fordi der ikke var mange skrigende babyer der. Jeg følte mig helt forvirret og mærkede hvordan mine egne tårer langsomt arbejdede deres vej frem.

 

”H-Hvad?” spurgte jeg hende og prøvede at få tingene til at hænge sammen.

 

”Først har du den perfekte kæreste, som du vælger at slå op med. Derefter får du en skøn mand til at forelske sig for groft i dig, men ham takker du så også nej til!? Og hvad gør du nu… Går du tilbage til Daichi? Har du tænkt dig at savne Seungho for evigt? Hvis du ikke elskede Daichi, jamen okay… Men hvorfor fanden forelsker du dig i Seungho og efterfølgende dropper det hele?!”

 

Mine tårer slap endelig ud, sammen med min forvirring og vrede. Jeg kunne slet ikke forstå Amées store tale. Hendes ord kom helt bag på mig, men samtidig følte jeg mig vildt vred. Jeg gjorde ikke alle de ting, fordi jeg ønskede at såre Seungho og Daichi… Jeg ville ikke plage Daichi, men jeg følte ikke nok for ham… Troede jeg… Og derfor kunne jeg heller ikke tillade mig at have noget med Seungho, selvom mit hjerte bare lettede ved tanken. Mine følelser ville have det ene og det andet. Det kunne Amée ikke forstå… Men jeg tvivlede på, at det var hendes eneste grund til at græde.

 

”Hvad fanden har det noget med dig at gøre! Du kan da slet ikke sætte dig ind i mit sted. Hvorfor græder du overhovedet?” spurgte jeg Amée og mærkede hvor tæt jeg var på at flippe

”Fordi det slet ikke var meningen, at jeg skulle blive forelsket i en jeg ikke kunne få,” græd Amée og gemte nu hovedet i hendes hænder. Folk omkring os var allerede begyndt at kigge, men det gik straks op for mig, at Amée snakkede om Joon… Så det var derfor hun hele tiden var sammen med ham og aldrig fik set City Hunter færdigt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, overhovedet. Amée burde ikke opleve noget som umulig kærlighed… Især ikke, når hun var sådan en perfektionist, der ikke kunne klare uventede begivenheder.

 

”Og derfor skal du råbe af mig?” hviskede jeg og lagde mine arm på Amées skulder. Jeg havde lyst til at trøste hende, men samtidig havde jeg lyst til at ryste i hende. Amée tørrede sine tårer væk og stirrede nu på mig.

 

”Mill… Jeg har fået mit hjerte knust, fordi jeg valgte den sikre vej… Du… Du havde to muligheder og vælger at ødelægge dem begge! Du er helt umuligt og… Ah! Ved du hvad, glem det,” skreg Amée og vendte nu ryggen til mig. Som en pludselig tidevandsbølge, blev jeg mere irriteret end nogensinde og begyndte nu at forlange svar fra Amée, men hun gjorde ikke noget. I stedet for tog hun sin mobil frem og tastede så hurtigt hun kunne, mens hun tørrede flere tårer væk. Jeg blev ved med at prøve på at få en samtale i gang, indtil jeg mærkede min mobil vibrere. Da jeg så afsenderen, åbnede jeg straks beskeden, men fattede intet af beskeden der udelukkende bestod af smileyer.

 

”Amée, hvad er meningen med denne sms?” spurgte jeg hende og rakte mobilen mod hende. Hun vendte sig om og sendte mig et vredt blik.

 

”Dit fremtidige familieportræt,” hvæste hun nærmest og gav mig den kolde skulder. Jeg stirrede på sms’en og vidste ikke engang om jeg skulle grine eller om jeg skulle græde. Sms’en bestod af iPhonesmiley’er, et kvindehovedsmiley, efterfulgt af 37 kattesmileyer… Jeg hadede katte.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...