Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4618Visninger
AA

3. Far og datter

 

 

”Appa… Er vi der ikke snart?” mumlede en børnestemme så sød og kærlig. Stemmen fik Seungho straks til at reagere og han så på den lille pige, der sad ved siden af ham og stirrede på ham, fordi han kendte svaret. Selvom Lauren altid plejede at opføre sig ordenligt, var hun stadig kun et barn og hendes tålmodighed var også snart  ved at slippe op. Seungho kunne ikke andet end at smile og kørte hånden en enkelt gang gennem hendes lange, mørke hår.

”Vi er der snart,” mumlede Seungho opmuntrende og så på sin datter, der nikkede ivrigt.

Seungho fandt straks sin mobil frem og gik i gang med at lede efter en App på hans mobil, som ville være god for Lauren. Hun skulle ikke kede sig helt ihjel. Da han endelig havde fundet et spil, som han syntes hun ville kunne klare, gav han hende mobilen og forklarede hende kort hvad hun skulle. Lauren, der nu var dybt optaget af at spille på sin fars mobilen, havde glemt alt om tiden omkring sig.

”Jeg sagde jo, at du skulle have taget noget med Pororo med til hende Seungho! Det holder hende altid i godt humør,” mumlede G.O og grinede nu svagt, da han kastede et kort blik over på den lille pige. Seungho vidste godt, at G.O havde ret, men han var nu alligevel glad for, at han kunne holde sin datter beskæftiget med sin mobil, i hvert fald indtil de landede. Lauren var en sød pige, det var hun virkelig, men som alle andre børn kunne hun være ustyrlig og fuld af energi. Og for at være helt ærlig, ønskede han også snart selv, at de skulle lande.

 

Han var ikke helt sikker på, at de fire andre drenge nu havde ret, med at dette var en god idé. De trængte alle sammen til en ferie, det var da sikkert, men at de rejste til Jeju, sammen med Lauren… Det ville jo blive hårdt, selv for dem. De var ikke vant til at skulle passe på børn. Det i sig selv var som et fuldtidsarbejde, noget, de ikke ville kunne sætte sig fuldkommen ind i, medmindre de selv prøvede det. Alligevel havde han sagt ja til det, da de blev ved med at fortælle ham, at han ’trængte til lidt frisk luft’.

Grunden til at han havde sagt ja, var udelukkende på grund af Lauren. Den lille pige trængte til at prøve noget nyt, og hvis dette kunne hjælpe hende med at komme videre, så ville han være glad. Det var ved at være fire år siden, at Seungho mistede sin kone. Man skulle tro, at det ville have gjort, at han gik mentalt ned, men nej. Hun hadede Lauren mere end noget andet, da hun blev født. Ifølge hende havde Lauren været grunden til, at hele hendes karriere var blevet ødelagt.

Noget inde i Seungho, bare en lille del, følte, at hendes død var hendes egen skyld, men han havde et for godt hjerte til at tænke sådan. Mest var han bekymret for Lauren. Selvom hans hjerte var blevet knust, da hvad han troede var hans livs kærlighed, fortalte, at hun ikke ønskede børn, var det værst for Lauren. Hun havde mistet den kvindelige rollemodel, som skulle lede hende gennem livet og fortælle hende, hvad der var rigtigt og forkert. Nogle gange kunne Lauren godt minde om sin mor. Hendes mørke hår var trods alt noget hun havde til fælles med sin mor… Men øjnene og ansigtet, især kinderne, havde hun arvet fra Seungho selv. Inderst inde, var han ret glad for, at hun ikke lignede sin mor mere end nødvendigt. Det ville i hvert fald være forfærdeligt, hvis han skulle se på Lauren og blive mindet om hvilken forfærdelig kvinde, han engang havde været sammen med.

 

Lauren stadig smilede den dag i dag, men det hele bekymrede ham ret meget. Det var svært nok at være far, hvordan skulle han også opføre sig som en mor, når han også havde en musikkarriere at tage sig af samtidig? Hans største frygt var, at Lauren begyndte at føle sig ensom, eller at hun begyndte at hade ham. Han gjorde sit bedste for at tage sig af den lille pige, men han var stadig menneskelig og begik fejl. Det ville have været rart med en mor til Lauren, men han tvivlede dog stærkt på at det ville ske. Han var ung, han lignede en ærlig mand, men han var også et idol og havde ikke tid til den slags. Når han en dag blev for gammel til at kunne lave musik ville det allerede være for sent.

 

”Hvornår er vi der egentlig?” spurgte Seungho G.O og kom i tanke om Laurens spørgsmål, som nu også gjorde ham nysgerrig. G.O skulle til at svare, da stewardessen bad dem om at tage deres seler på igen. Seungho vendte sig straks mod Lauren og tog mobilen ud af hendes hånd, mens han forsikrede hende, at hun nok skulle få lov til at spille senere.

Han spændte hendes sele og mens alt det skete, stirrede hun både forvirret og spændt på ham. Trods alt havde det været hendes første gang, hvor hun var ude at flyve og Seungho var bare glad for, at trykket ikke havde ramt hendes ører. Hvis hun var begyndt at græde, ville han slet ikke vide, hvad han skulle gøre. Men alt gik som det skulle og Lauren klappede begejstret, da de endelig landede.

 

Seungho ville ikke kunne forstille sig et liv, hvor Lauren ikke var en del af det. Hvordan kunne noget menneske dog hade en sød pige, som Lauren. Hans drøm havde altid været, at blive en ung far. At få sig nogle børn så hurtigt som muligt og få sig en godt kone, der elskede ham lige så meget, som han elskede hende. Derfor kunne han ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis han havde giftet sig med den rigtige. Hvis han havde fået børn med en, der ville elske dem lige så meget, som ham selv. Da han mærkede, hvordan Lauren trak i hans hånd, mens de gik, ramte den dårlige samvittighed ham. Et liv uden Lauren, ville ikke være et liv.

 

 

Da Joon foreslog, at finde noget mad sammen med Lauren, var Seungho straks skeptisk. Som den overbeskyttende far han var, kunne han ikke tillade, at der skete Lauren noget. Hvis han mistede hende, ville han ikke kunne forstille sig, hvad han skulle gøre og bare tanken om, at hans datter ikke længere trak vejret på denne jordklode, fik hans hjerte til at banke hurtigere, mens munden blev helt tør.

Seungho overvejede det og bildte sig selv ind, at han overreagerede. Selvom Joon til tider kunne virke ret dum, havde han tidligere gange passet ret godt på Lauren. De havde alle sammen accepteret hende ret hurtigt, og hvis Seungho en dag døde, vidste han, at Lauren havde fire andre fædre, som altid ville kunne tage sig af hende. Han holdte meget af de fire drenge og derfor havde han heller ikke lyst til at vise Joon, at han ikke stolede på ham… for det gjorde han, men som enhver far, var hans bange for, at der skulle ske Lauren noget.

”Bare rolig hyung! Joon kan umuligt miste hende,” sagde Mir opmuntrende, nok mest fordi han virkelig gerne ville på toilettet. Når Mir var hyperaktiv, kunne det være svært at holde ham ud, men nu hvor han virkelig skulle på toilet, ville han gøre alt for, at kunne komme af sted. Seungho sendte Joon en lille smil. Han ville nok passe godt på hans datter, det vidste Seungho at han ville.  

”Okay… Men hold godt øje med hende Joon… Du ved godt, at hun nogle gange kan få øje på noget interessant og derefter løber hun væk… Bare en lille sommerfugl er nok til at fange hendes opmærksomhed,” sagde Seungho advarende og prøvede samtidig ikke at lyde for hård. Noget sagde ham, at Joon ikke lyttede helt efter, selvom han nikkede og stod med Lauren i hånden.

For Seungho var der også en fordel ved det her. Når de alligevel ikke kunne hen til deres hotel med det samme, kunne de lige så godt finde noget andet at bruge tiden på, og hvis Joon viste hende rundt, mens de ledte efter mad, var det jo kun godt. Og mens Joon var sammen med Lauren, kunne de andre prøve at finde ud af, hvordan de skulle komme hen til hotellet.

 

~ o ~

 

Nu hvor vejen til hotellet var spærret, kunne de måske overveje, om de skulle finde et helt andet sted at sove eller om de på en eller anden måde alligevel skulle finde frem til deres hotel. Mens Seungho og resten af MBLAQ, havde problemer med at finde ud af, hvor de skulle overnatte henne, havde Lee Joon taget Lauren med sig for at kigge på forskellige ting rundt omkring. Nogle gange kunne Joon være som et lille barn og blev nemt fascineret af sine omgivelser. Joon fik selv øje på en gadekunstner og blev straks helt overvældet, da han så alle de ting han kunne. Han havde så travlt med at måbe, at han slet ikke havde lagt mærke til, at Lauren havde forladt hans side, for at kigge på mere interessante ting – en eksotisk og lyserød sommerfugl, der var kommet flyvende ud af den blå luft. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...