Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4630Visninger
AA

21. En historie om prinser og prinsesser

 

 

Den gamle mand stirrede på den lille pige, der snart lignede en, der kunne græde. Han sukkede opgivende, men vidste, at han ikke kunne lade hende være her. Hvis hun bare stod her og græd, ville hans eget hjerte blive knust. Ingen kunne lide at se små børn græde.

 

”Okay… Du får lov til at møde din unni… Men ikke lige med det samme,” mumlede han og den lille piges øjne lyste op. Han fandt en af sine andre arbejdspartnere og bad ham om at køre den lille pige i en anden taxi, mens de fulgte efter taxien, der skulle køre Mill og Amée hjem. Manden kørte de to piger og skulle til at fortælle dem, om den lille pige, men ingen af dem så ud til at høre efter. Hans arbejdspartner kom to minutter senere med den lille pige, der stirrede på den ældre mand.

 

”Ajushi… Hvor er de henne?” spurgte Lauren ham og kunne ikke vente med at finde sin unni. Hun vidste bare, at appa og unni hørte sammen og ingen kunne ændre det lille billede i hendes hoved. Den ældre mand tog fat i den lille piges hånd og begyndte at lede efter den rigtige lejlighed… Hvordan forklarede man to piger, nej to voksende kvinder, at en lille pige mente, at en af dem hørte sammen med hendes far, så derfor skulle hun hente dem? Åh gud… Hvad der dog ikke sker i vores lille verden.

 

Jeg løb efter Lauren, der nu sad inde på Amées værelse, sammen med Amée. Man skulle tro, at jeg snart ikke kunne få mere dårlig smag i mund, men at se Lauren græde, var dårlig samvittighed på et helt andet niveau. Det var okay… Det var okay, at skuffe Seungho… Men at skuffe Lauren og endda få hende til at græde. Det havde aldrig nogensinde været min intention. Jeg kunne heller ikke forstå, hvad hun lavede her! Hvordan havde hun fundet mig… Hvordan havde hun fundet min lejlighed… Og hvad med Seungho… Vidste han noget om det? Gid jeg havde hans nummer, så jeg kunne ringe til ham. Det ville bare ikke gøre Lauren mere glad lige nu. Seungho hadede mig allerede for at knuse hans hjerte, men han ville aldrig nogensinde tilgive mig, for at såre Lauren.

 

Jeg havde så ondt af Seungho… Han måtte være ved at dø af bekymring, fordi Lauren var stukket af. Der var så mange ting jeg tænkte på lige nu og det var først nu gået op for mig, at jeg lige havde forladt Daichi. Han kom gående bag mig og da jeg vendte mig om, så han på mig med spørgende øjne.

 

”Mill… Synes du ikke, at du skylder mig en forklaring?” spurgte han mig, med helt ømme øjne. Lige som jeg troede, at tingene ikke kunne blive værre, så det ud til, at jeg kunne stikke en kniv i ryggen på folk, som jeg elskede. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle starte henne… Lauren græd, Daichi var såret, Amée var på sin egen form for stoffer og jeg var fuldstændig forvirret. Helt væk. Hvordan skulle jeg forklare det hele til Daichi… Hvad skulle jeg sige?

 

”Jeg…”

 

”Vær ærlig Mill… Ikke noget med at lægge skjul på ting. Bare gør det. Hæld ord ud i hovedet på mig, uanset hvor sårende de må være… Fortæl mig, at du ikke elsker mig længere,” sagde han og lagde begge sine hænder på mine kinder. Det var umuligt at holde mine tårer inde nu, de faldt ned, klar til at græde Daichi en sø.

 

”D-Det… J-Jeg kan i-ikke… ” hulkede jeg og prøvede at se væk, men han holdte stadig fast i mit hoved og rystede selv på sit eget. Jeg prøvede at se på ham, men det var umuligt. Jeg havde ikke lyst til at hans varme hænder skulle slippe mit ansigt. Han måtte ikke forlade mig.

 

”Mill…”

 

”Jeg elsker dig Di… D-Det gør jeg… Men jeg… Der er… Der er en anden, som jeg har f-følelser for,” hulkede jeg. Min stemme var helt grødet og knækkede hele tiden over, men Di gav sig god tid og slap endelig mit hoved.

 

”Du ved jo godt, hvem du elsker mest Mill… Og vi ved godt begge to, at det ikke er mig… Du er ikke den rigtige for mig og jeg er heller ikke den rigtige for dig… Og når det ikke er den rigtige, man har fundet, ville vores forhold alligevel gå i opløsning på et eller andet tidspunkt,” mumlede Daichi og tørrede mine tårer. Han smilede svagt, men jeg kunne sagtens se, at han var ked af det.

 

”Jeg har ikke lyst til at miste dig, vel?!” skreg jeg pludselig og kunne mærke en ny bølge af tårer vælte frem, samtidig med, at det blev svært at trække vejret. Nu lagde Daichi begge sine hænder rundt om mig og lagde den ene hånd på mit hoved. Jeg lukkede mine arme stramt om ham og prøvede på ikke at hulke.

 

”Millsen… Bare fordi vi ikke er kærester, betyder det ikke, at vi slet ikke skal snakke med hinanden længere… Vi var bedste venner før det her og det er vi stadig… Mig slipper du aldrig af med,” hviskede han og kørte sin hånd rundt i mit hår. Nu hvor de ord kom ud af Daichis mund, fattede jeg endelig, hvorfor jeg havde savnet ham. Jeg havde hele tiden været så bange for, at jeg aldrig nogensinde ville få min bedste ven tilbage… At jeg ville blive nødt til at smide ham helt ud, hvis jeg fandt en anden… Og Daichi var ikke en, jeg kunne leve uden. Da jeg endelig stoppede med at græde, løsnede Di sit greb om mig, men slap mig ikke helt endnu. Jeg tørrede mine tårer væk og så op mod ham. Nej… Jeg ville aldrig kunne vælge mellem Seungho og Daichi. Det var aldrig gået op for mig, at aldrig drejede sig om det valg til at starte med.

 

”Jeg aner ikke hvad du har rodet dig ud i… Men du burde nok starte med at finde den lille pige… og tro mig… Du skylder mig så meget en forklaring og en kage bagefter,” sagde han drillende og kyssede min pande kort. Jeg nikkede og kyssede også hans pande, inden han slap sit greb helt og lod mig gå.

 

Jeg gik hen mod Amées værelse og åbnede døren på klem. Amée holdte om Lauren og var allerede godt i gang med at trøste hende… Hvis man overhovedet kunne kalde det der for trøst…

 

”Der var virkelig noget særligt over Joon… Han havde et flot smil, bløde læber og en lækker kr-… Ja… Han var charmerende på sin egen måde. Men… Jeg kan ikke være sammen med en, der lever sit liv på den måde. En, der slet ikke har tid til mig… En der har alt for mange fans. Der ville være alt for meget drama, hvis vi var sammen, jeg ville være for ked af det. Sådanne sangstjerner skal hele tiden noget, skal altid råsnave flere forskellige skuespillere i forskellige dramaer. Mit liv har leve tiden været planlagt… jeg har hele tiden vidst hvad jeg skulle og så kommer Changsun og ødelægger det hele…”

 

Jeg anede ikke hvad Amée havde gang i. I stedet for at trøste Lauren, snakkede hun jo kun om sig selv… og hvordan kunne det være, at hun slet ikke havde fortalt noget til mig… Hvor vovede hun at plukke alle mine informationer fra mig, uden at dele noget til gengæld? Hvordan fanden skulle jeg havde vidst, at hun var ih åh så forelsket, hvis hun ikke sagde noget? Indtil for et par dage siden, troede jeg, at hun helt skudt i Lee Minho.

 

”Åh gud Lauren, det går bare ikke okay? Dine unnis kan ikke være sa-”

 

”Amée! Din selvhjælpsterapi er slut nu…” sagde jeg til hende og sendte hende et skarpt blik. I et øjeblik så hun helt flov ud, men hurtigt gik det op for hende, at hun måske slet ikke havde hjulpet Lauren, men gjort det hele værre.

 

”Men… hvis du elsker Joon appa, så skal du da også være sammen med ham… Ellers er det jo ikke et rigtigt eventyr,” sagde Lauren og virkede mere nedtrykt end før.

 

”Livet er ikke et e-”

 

”Så lukker vi lige Depri-San,” mumlede jeg og lagde mine hænder foran Amées mund. Hun fjernede dem straks og sendte mig onde blikke, mens hun blev ved med at prikke mig. Hendes nye kælenavn så vidst ikke ud til at gøre hende glad og den eneste grund til at hun ikke allerede havde revet alle mine lemmer af, var, fordi Lauren var her. Med et sidste advarende cowboyblik, gik hun ud af værelset og smækkede næsten døren i. Jeg så over på Lauren, der vendte hovedet væk fra mig. Det her ville blive sværere end alle de andre gange. Jeg gik over til Lauren og satte mig ned foran hende på gulvet

 

”Lauren… Vil du ikke nok se på mig?” spurgte jeg hende, men hun lagde stædigt sine arme over kors og så over mod væggen. Jeg havde virkelig kvajet mig denne gang.

 

”Hvordan fandt mig?” spurgte jeg hende, endnu lavere denne gang, men hun svarede heller ikke denne gang. Jeg lukkede øjnene og det gik op for mig, at jeg blev nødt til at fortælle Lauren alt, før hun nogensinde ville snakke med mig.

 

”Den mand du så mig kysse… Det var min første kæreste… Ligesom da din far var sammen med din mor, okay? Men min gamle kæreste… Vi passede ikke sammen, men jeg holdte meget af ham. Jeg elskede ham lige så meget, som din far elsker dig. Jeg følte bare ikke, at vi kunne være sammen, så jeg fortalte ham, at vi ikke skulle være sammen længere.”

 

Jeg sagde det hele højt og tydeligt, ord for ord og Lauren vendte sit blik mod mig.

 

”Men hvorfor kyssede du ham så… Kan du ikke lide appa?” spurgte Lauren og havde allerede tårer i øjnene. Jeg tørrede de tårer der faldt og nikkede en enkelt gang, men lagde en pegefinger foran Laurens mund.

 

”Unni er ikke færdig med at snakke… Vil du ikke lade mig fortælle dig hele historien?”

Lauren nikkede og jeg tog en dyb indånding, da jeg kunne mærke, at den næste del også blev svær at fortælle Lauren, fordi det var svært for mig selv at indrømme.

 

”Jeg… Jeg skal rigtig godt lide din appa… Men jeg vidste ikke, om jeg var klar til at give slip på min første prins… Din appa er måske min rigtige prins, men jeg vidste det ikke. Som prinsesse bliver man meget forvirret og vil ikke vælge forkert. Din far skræmte mig, Lauren… Ikke fordi han var uhyggelig, men fordi han var så anderledes. Din appa er sanger og det er meget svært at være sammen med din appa. Din appa er en prins, der tager af sted på en tur i ret lang tid og prinsessen ved ikke, om hun kan vente på ham… Hun er bange for, at han ikke kommer tilbage… ” hviskede jeg stille og tog fat i Laurens hånd.

 

”Og så har din appa jo også dig… Og jeg ved ikke, om jeg kan passe godt nok på dig Lauren… Jeg har aldrig nogensinde været en mor før,” hviskede jeg. Lauren slap pludselig min hånd og lignede en der kunne hoppe op.

 

”Er det på grund af Lauren, at du ikke vil være sammen med appa…? For Lauren vil bare have, at appa er glad igen,” græd hun, denne gang næsten virkelig knust. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Hun lod mig jo ikke engang fortælle historien færdig.

 

”Elsker du din første prins mere end prins appa?” græd Lauren og nu rejste jeg mig op og krammede hende ind til mig, mens jeg vuggede hende svagt.

 

”Nej… Min første prins, er min bedste ven… Det er Seungho, jeg er forelsket i… Og jeg ville aldrig nogensinde kunne hade dig Lauren…” hviskede jeg og kyssede hendes pande. Efter et stykke tid, lykkedes det mig at få Lauren til at stoppe med at græde igen. Jeg åndede lettet op, da hun endelig var stoppet med at græde igen.

 

”Hey… Vi har lavet mad til jer to… Er i sultne?” spurgte Amée os og Lauren var allerede løbet hen til Amée. Jeg nikkede også, men signalerede til Amée, at jeg ville komme senere. Nu hvor jeg havde fundet ud af, at det var Seungho, var der den rette, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Amée havde droppet sit forhold til Joon fuldstændigt. Det var slut. Det samme var mit forhold med Seungho… Han havde sit eget liv som idol, han havde Lauren og jeg ville simpelthen ikke være i stand til at kunne klare det alt sammen. Ikke nok med at han aldrig ville være hjemme, ville jeg være forpligtet til at passe på Lauren…  Og jeg kunne knap nok passe på mig selv. Mens jeg overvejede alle de ting, mærkede jeg hvor meget mit hjerte bankede. En ting var i hvert fald sikker… Lauren skulle hjem til Seungho på en eller anden måde… spørgsmålet var bare, om jeg behøvede at se ham? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...