Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
125Kommentarer
4644Visninger
AA

14. At drukne

 

Seungho grinede af mit spørgsmål og det var umuligt at stoppe ham igen. Nu hvor vandet havde gjort mit tøj vådt, fik jeg en kuldegysning, hver gang vinden kom i kontakt med min hud. Seungho havde det både varmt og sjovt, mens jeg frøs og lignede en våd hund. En arrigskab begyndte at boble inde i mig og inden jeg vidste af det, var jeg gået ud i vandet. Før Seungho nåede at reagerede, sparkede jeg til vandet, så det ramte ham. Da det ikke ramte hans overkrop, gik jeg lidt længere ud og bukkede mig ned, så jeg også kunne sprøjte det op på ham. Nu grinede han ikke længere, men jeg kunne til gengæld ikke stoppe med at grine. Seungho lignede en skræmt kat, men samtidig rystede han en lille smule, da det kom helt bag på ham. Jeg var så glad for, at vi havde byttet vores roller om, for så kunne han se, hvordan det var.

 

”Mill-”

 

Mere nåede Seungho ikke at sige, inden en bølge kom bagfra og plaskede mig i ryggen. En var ikke stræk nok til at vælte mig, men gjorde meget af min ryg våd. Jeg skreg op og løb ind mod land. Seungho var nu nede i sandet, fordi han ikke kunne stoppe med at grine. Selvom vandet blev ved med at ramme ham blidt, grinede han stadig. Der var noget ved ham, der gav mig lyst til at sparke ham i ansigtet. Samtidig var der noget over ham, der mindede mig om et lille barn. Han var næsten lige så sød og nuttet som Lauren.

 

”Babo,” mumlede jeg lavt og rystede på hovedet. Mens han grinede, prøvede jeg at rense mine fødder for så meget sand som muligt og tog mine klipklappere på. Da jeg havde vendt ryggen til ham og skulle til at gå hjemad, kunne jeg høre Seunghos skridt i sandet.

 

”Hey Mill,” mumlede han kort, inden jeg havde det som om jeg skulle drukne. Seungho havde været så fræk, at han havde samlet vand sammen og hældt det ud over hovedet på mig. Jeg stoppede op og stirrede meget vredt på ham. Når han blev ved med at gøre mig våd, betød dette krig. Og han skulle tabe.

 

Uventet og hurtigt fik jeg ham skubbet ind i vandet og blev ved med at sprøjte vand over på ham. Han så ikke ud til at ville give op, for han sprøjtede vandet tilbage over på mig. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at grine. Seunghos T-shirt og shorts var helt våde nu og det samme var mit tøj. Det kunne være helt lige meget nu,  for i øjeblikket tænkte jeg kun på at vinde… Hvis man overhovedet kunne vinde i dette spil. Efter et stykke tid var jeg ved at blive træt og Seungho kunne vist godt mærke på mig, at jeg ikke kunne klare meget mere.

 

”Giver du op?” spurgte han drillende. Han lignede næsten en vampyr, når månelyset skinnede så klart her. Jeg havde ikke lyst til at give op, men jeg var allerede forpustet og kunne ikke klare til at lege mere i vandet.

 

”Meget sjovt,” mumlede jeg mellem mine lidt forpustede vejrtrækninger. Det eneste Seungho gjorde, var at smile smørret. Jeg måtte snart til at komme hjemad, hvis jeg ikke skulle have Amée til at rive hovedet af mig.

 

”Mill… Stor bølge,” skreg Seungho alvorligt og uden at vide af det, satte jeg i løb mod ham. Det var hårdt at løbe i vandet, men han var ikke så langt væk fra mig. Hurtigt kastede jeg mig mod ham og greb fat rundt om hans nakke, mens jeg samtidigt kom mine ben rundt om livet på ham, ligesom for et par dage siden. Seungho holdte godt fast om mig. Jeg hvilede hovedet mod hans nakke og ventede på at mærke vandet.

 

Dette var ikke så akavet som sidste gang, da jeg trods alt havde tøj på… Men det var ikke så rart, da jeg ikke havde bikini på, men almindeligt undertøj. Min hånd havde virkelig lyst til at røre hans hår, men det undlod jeg dog at gøre. Det var nok, at jeg kunne mærke hans arme omkring mig. Det var undrede mig, var, at jeg ikke kunne mærke nogle bølger. Faktisk kunne jeg ikke mærke nogen som helst forskel, kun høre små fnis. Det tog mig ikke lang tid, at opdage, hvad Seungho lige havde gjort.

 

”Seungho,” mumlede jeg for at se om han stadig var til stede. Min stemme var koldere end vandet, som vi stod i og mere irriteret, end nogen stemme kunne være. Jeg fattede ikke, at han havde gjort dette imod mig, især når han vidste, at jeg ikke kunne svømme.

 

”Aish, Seungho! Slip mig,” skreg jeg frustreret, da jeg virkelig følte mig sur. Jeg hadede folk, der udnyttede andres svagheder. Hans hænder så ikke ud til at ville slippe, så jeg måtte selv gøre det. Jeg strammede mit greb om hans nakke og skulle til at løsne mit greb med fødderne, da han pludselig gjorde noget uventet.

 

Han vendte sig mod havet og inden jeg vidste af det, lavede han en kasteagtigt bevægelse, så jeg faldt ned. Han havde hænderne under mig ryg, så det kun var mit hår og meget lidt af min ryg, det var i kontakt med vandet. Det havde overrasket mig så meget, at jeg blev så skæmt, så jeg strammede mit greb om ham fuldstændigt og undslap et lille, men højt gisp, der nærmere mindede om et skrig. Han lænede sig lidt forover, så han kunne holde mit hoved oppe med den anden hånd og så jeg også kunne holde mit greb om hans nakke. Jeg vidste ikke, hvem der brugte mest kræfter på denne stilling, men det var kommet så meget bag på mig, at jeg ikke kunne få mit hjerte til at slå normalt. At jeg skulle være så tæt på vandet, havde jeg aldrig nogensinde regnet med.

 

”S-Seungho… Løft mig op!” hviskede jeg tiggende og prøvede virkelig at overbevise ham om, at jeg faktisk var bange for vand. Uden hans greb om mig ville jeg drukne… Bare det at sluge vand fra havet, gjorde mig bange. Der var noget ved hans holdning, der fik mig til at slappe af, men mit hjerte bankede kun hurtigere og hurtigere. Jeg vidste ikke hvor lang tid der var gået, men endelig besluttede Seungho sig for at løfte mig op igen.

 

Hele min krop føltes helt tom, efter denne oplevelse. Det var slet ikke gået op for mig, at han ikke havde kastet mig ud i vandet, men bare drillet mig. Jeg burde nok have reageret som en eller anden sindssyg kælling. Som Amée altid sagde til mig, skulle man sparke der, hvor de var følsomme og så kunne man nemt stikke af. I stedet for hvilede jeg endnu engang hovedet mod hans bryst og tillod mit hjerte at få pulsen en smule ned.

 

”Babo,” mumlede jeg mod hans nakke. Hans greb omkring mig blev strammere og noget sagde mig, at han smilede lige i dette øjeblik. Jeg regnede med, at min puls ville falde snart, men der så ikke ud til at ske noget. I stedet for blev den ved med at være høj, men ikke på samme måde. Måske var det bare månens lys, der gjorde, at jeg bildte mig ting ind. Det var ved at blive virkelig koldt og jeg småfrøs også en lille smule, men Seunghos krop var varm mod min. Jeg løftede hovedet en lille smile og mærkede på samme tid, at min næste var stødt ind mod hans, så jeg havde ikke været den eneste, der havde bevæget hovedet.

 

En helt ny sensationen ramte mig, som tung luft i maven. Jeg havde før rødmet, men dette var helt anderledes… Det havde været helt vildt anderledes med Daichi. Med Daichi havde det været lidt varmt, men ikke noget som jeg ikke var vant til. Her var en som en pludselig lava, der langsomt fik hele kroppen til at mærke en varme, som kun eksisterede i mit hoved, men alligevel bildte mig ind, at jeg ikke frøs. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle se hen. I min nuværende tilstand kunne jeg ikke få mig selv til at se på ham og jeg kunne heller ikke blive ved med at se ned.

 

”Du må gerne slå mig ned, hvis det, jeg gør lige om lidt, generer dig,” hørte jeg ham mumlede lige mod mine læber. Jeg fik nærmest et helt chok, da han sagde noget, så jeg kiggede forsigtigt op på ham. Hans brune øjne glitrede i månens lys, på en helt anderledes måde end Daichis øjne gjorde. Det fik mig endnu engang til at lægge mærke til varmen i minde kinder, især da han lagde den ene hånd på min kind. Mine ben var ved at blive følelsesløse, men det var ikke noget i forhold til den effekt, som hans læber gav mig.

 

De gange, jeg havde kysset Daichi, var det fordi det var nødvendigt. Fordi det var noget, som ville være naturligt. Det havde aldrig været impulsivt, de havde aldrig været et hav af brændende lava. Mine hænder fandt frem fra Seunghos ansigt, hen til hans kinder. De blev ved med at køre rundt, fra kærtegn mod hans kinder, til at føle og nusse hans hår. Og hans læber. Der var ikke det ordforråd der ville kunne beskrive hans læbers bløde konsistens mod mine. Der var ikke et eneste ord, der ville kunne beskrive de ting, jeg følte nu. Men én ting havde kysset været i stand til at gøre, som intet andet kunne. De havde fået mig til at glemme Daichi helt i øjeblikket.

 

***

 

”Jeg er hjemme,” mumlede jeg lavt og fraværende, da jeg trådte ind i vores gang. Mine skridt slaskede helt, da jeg var vridvåd. Der var nærmest vandpytter alle de steder, hvor jeg havde efterladt mine fodspor. Amée gav ikke så megen lød fra sig og det fik mig til at tro, at hun var faldet i søvn. Det var måske også bedst sådan, men da jeg trådte ind i stuen og så, at hun blev ved med at se sin serie, slog det mig, at hun slet ikke havde skænket mig en tanke. Det gjorde mig ikke ked af det, tvært imod, det ville kun have gjort, at hun havde været hysterisk og bekymret lige nu. For at være ærlig havde jeg heller ikke tænkt på Amée, mens jeg havde været væk. Havde jeg overhovedet tænkt?

 

”Ah Mill… Hvor lang tid har du været væk?” spurgte Amée, med en stemme, der slet ikke lød  opmærksom. Jeg anede ikke selv hvor lang tid jeg havde været væk. Da jeg var taget af sted, havde klokken måske været omkring 18:30. Nu hvor jeg så over på uret igen, kunne jeg se at klokken var 00:25. Jeg kunne ikke rigtig fortælle Amée, at jeg havde været væk, i det der mindede om seks timer. Amée vendte hovedet mod mig, da jeg ikke svarede og gispede helt forskrækket, da hun så mig. Jeg burde nok have skiftet tøj, før jeg havde vist mig foran Amée, for selvom hendes blik havde mange blandede følelser i sig, var overraskelse og forbavselse nok de følelser der dominerede over hendes øjne og ansigtsudtryk. Hun tvang sin mund til at lukke sig selv og jeg kunne af en eller anden grund ikke flytte på min krop. Amée løsrev sig endelig fra serien, da det gik op for hende, at noget nok ikke passede helt sammen.

 

”Du godeste… hvad har du dog lavet?” skreg Amée hæst og så hen på vores gang og så på mig igen. ”Det er sgu ikke lige tidspunktet hvor man skal bade på, især når man ikke kan svømme, din tosse!”

 

Amée gav mig ikke lov til at sige noget som helst. Hun skubbede rundt med mig, så man nærmest skulle tro, at jeg var pensionist og ikke selv kunne gå. Amée var helt klart ude af den og mens hun skubbede rundt med mig, overvejede hun, hvad der kunne være sket og hvad hun skulle gøre. Hvis jeg kendte Amée godt nok overvejede hun om hun skulle krydsforhøre mig eller om hun skulle sørge for at jeg blev varm, så jeg ikke snart begyndte at ryste.

 

Da Amées samvittighed havde taget en beslutning, løb hun ind på toilettet og tændte straks for vandet, så det kunne blive varmt. Hurtigt fandt hun undertøj og nattøj frem, som jeg kunne tage på efter mit bad. Hun ville vidst have, at jeg hurtigt gik i bad, så hun bagefter kunne få alle de svar ud af mig, som hun havde brug for.

 

”Skynd nu bare at gå i bad,” mumlede Amée og jeg sukkede tungt, da jeg slet ikke kunne forstå, at hun fra det ene øjeblik kunne blive fanget af en serie og i det næste øjeblik kunne blive så bekymret og oprevet, at hendes ansigtsudtryk blev helt anderledes.

 

”Du skal ikke stå der og se sådan på mig! Du har bare at komme med en god forklaring når du hiver halvdelen af havet med dig ind i vores gang?! Har du været ude for at drukne dine sorger, eller hvad?!” spurgte Amée, nok mest ironisk og skubbede mig ind på toilettet, inden hun selv gik ud, sikkert for at gøre rent efter mig. Jeg var druknet… Jeg var bare ikke druknet i det som Amée troede…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...