Oprør: Et skarpt lys

Kathy, en ung oprører sidder fanget i kejserens fangekældre. Her møder hun Victoria, en adelig pige der ligeledes er taget til fange.
Kan de to finde sammen og blive venner trods deres forskelligheder? Vil de nogensinde slippe ud

- Og vil landets befolkning forblive undertrykt af den enevældige hersker?

En historie om drømme, offervillighed og ting der ikke altid helt går, som man havde forventet.

Hvis man er til magi, steampunk og lidt revolutionær stemning er "Oprør: Et skarpt lys" nok lige sagen.

18Likes
49Kommentarer
3368Visninger

3. III

 

 

”Så nu er jeg altså din.. anstandsdame,” Den ældre piges varme smil er som altid smittende, og Victoria griner kort. ”Præcis. Med andre ord skal du opføre dig.. anstændigt.” De fniser begge et øjeblik, før de falder tilbage på sengen. Ana har sneget en arm bag Victorias smalle ryg, og trækker hende ind til sig, så de ligger tæt sammen. Victorias puls stiger umærkeligt i en slags instinktiv forventning, da hun mærker sin veninde og elskers bløde former. Et knæ tilfældigt placeret mellem hendes ben. Victoria der strækker sig ind i tilfredsheden. Små behagelige lyde. Omverdenen bliver ligegyldig. ”Jeg elsker dig.” Ingen siger det højt, men de kan begge høre det. To munde mødes i en evig forsegling af de usagte ord..

Victoria vågnede langsomt efterhånden som hun begyndte at blive opmærksom på sin egen krop, kold mod stengulvet. En skærende kontrast til drømmens varme. Hun rykkede uroligt på sig, og holdt øjnene lukket. Prøvede desperat at blive i drømmen, men den forsvandt længere og længere væk.

Hun bliver trukket ud af sengen, fortabt, råber mod sin elsker, men hun er stadig i armende på hende selv, gulvet bliver mere og mere tydeligt. Hun kan mærke at hendes hånd sover.

Victoria rakte ud efter sin sovende arm. Den reagerede ikke. Irriteret fik hun rullet rundt så hun lå på ryggen. Hun blev liggende et øjeblik mens hun ventede på at falde i søvn og fortsætte sin drøm.

Hun mærker en vægt over sig. Hun ved ikke hvad, for hun er ved at prøve at sove, og nægter at åbne øjnene. Hun kan lugte en ånde. Det er ikke Anabelles. Hun spærrer øjnene op, og kigger lige ind i en grov mands ansigt. Det er ham der ligger over hende. Hun prøver at komme væk, men hendes krop reagerer ikke. Han holder hende fast. Alt gør ondt. Hun skriger. Skriger på den eneste der ikke er ligeglad. Men kun stilheden svarer hende. Rungende og tom og død. Imens er manden fortsat. Hendes krop er ikke længere hendes egen. Men hun er ligeglad. Smerten er ligegyldig. Hun venter kun på et svar fra mørket. Men der er ingen der svarer. Hun skriger måske, men ikke på grund af smerten, hun skriger af sorg og vrede. Hun skriger fordi hun er bange. Fordi der ikke længere er noget, der giver mening..

”Victoria!” En stemme i mørket. Nye kræfter skyder gennem hendes krop. Hun kæmper mod manden, griber ham hårdt i armen dér hvor hun ved det gør mest ondt. Hun tvister ham omkring. Som ved et mirakel får hun skubbet ham af sig. Han er holdt op med at kæmpe imod.

”Victoria! Stop, det er mig!” Hun er ligeglad. Hun har hørt nok løgne. Hun griber ham om halsen. Han skal dø for hvad han har gjort. Hans øjne er store af angst. Pludselig får hun et knæ i maven.

Victoria landede klodset på enden, og kiggede en smule forvirret mod Kathy, der sad og tog sig til halsen. I en rum tid var der helt stille på nær deres begges tunge åndedrag. Langsomt blev Victoria mere og mere varm i kinderne, som det gik op for hende hvad hun havde gjort. Kathy kiggede på hende med et nervøst glimt i øjnene, og Victoria forbandede sine altid uhyggeligt levende drømme. Det havde ikke været hendes mening at overfalde sin cellekammerat. Selvom Kathy var af lavere klasse og sandsynligvis ikke et af guds bedste børn, satte Victoria pris på selskabet.

”Jeg..” Det gik op for Victoria at hun måtte have skreget, så snart hun åbnede munden. Hendes hals var rå som sandpapir. ”..Det må du undskylde.” afsluttede hun en smule forlegent.

Nervøsiteten virkede til at ebbe lidt ud af Kathy, og hun begyndte at gnide sig på halsen. Et skævt smil spillede et øjeblik om hendes fyldige læber, og Victoria kunne ikke lade være med at undre sig over hvordan hun overhovedet kunne smile i deres situation.

”Du skal ikke bekymre dig om det,” sagde Kathy så simpelt. Og hun lød så oprigtig, at Victoria næsten tog det til sig. Følelsen af ubalance blev hængende i hende. Kathy havde prøvet at hjælpe hende, og hun havde gjort hende fortræd.

Der var et øjebliks tavshed mellem dem, der virkede til at strække sig i uendelige akavede øjeblikke. Så spurgte Kathy med større usikkerhed i stemmen:

”Din drøm… Vil du gerne snakke om det?” Victoria var lige ved at begynde at grine. Hvorfor i alverden skulle hun have lyst til at snakke om sine mareridt med denne arbejdertøs? Det kunne godt være de havde delt celle i over en uge, og at de af og til havde snakket meget godt sammen. Men hvad fik hende til at tro, de var tætte nok til den slags personlige ytringer!? Victoria holdt dog alt dette til sig selv, og mumlede et svagt ”Nej.”

Et såret udtryk gled over Kathys mildest talt ynkelige hundeøje, og Victoria mærkede irritationen stige igen. På det seneste føltes hendes humør som en beskadiget zeppeliners dødssejlads, når den brændende steg op og ned for til sidst at styrte hele vejen ned i sølet. Victoria spekulerede et øjeblik på, hvor lang tid der ville gå før hun ramte bunden.

”Jeg kom herind, fordi en af mine venner angav mig.” lød det fra Kathy, Og Victoria blev revet væk fra sit mentale billede af den brændende zeppeliner. I kontrast til den askefyldte luft og knitrende ild, virkede cellen ordinær og kedelig. Hun vendte blikket mod Kathy. Der var mere knitrende ild over hende end den brækspand hendes blik først var faldet på.

”Altså, det vil sige.. Han sidder her endnu. De fangede ham først. Nu prøver han at få det til at fremstå som om jeg er den eneste skyldige.” Victoria svarede ikke, men blev ved med at kigge mod Kathy som en stiltiende opfordring til at hun skulle fortsætte. Kathy holdt hendes blik et øjeblik, så kiggede hun ned, mens hun begyndte at pille ved en tot af sit nøddebrune hår. Victoria kunne ikke bedømme om det bare var uglet, eller om det oprindeligt havde været krøllet. Da Kathy åbnede munden igen, lød hun mere tilbageholdende end Victoria på noget tidspunkt før havde hørt hende.

”Men jeg forstår ham godt. Han har en familie at forsørge. Jeg er bare én ud af en stor søskendeflok. Jeg kan redde hele hans familie hvis bare jeg indrømmer, og giver ham medhold i at det var mig der ledte ham på vildspor. Det er bare..” Victoria sagde stadig ikke noget. Men hun stirrede på Kathys bortvendte øjne. Stirrede gennem hende. På den skyld der bevægede sig som en giftig slange under hendes mørke hud. Og bag det monster så hun noget sandt og let genkendeligt kigge tilbage. Victoria skuttede sig, men kunne ikke dy sig for at spørge: ”Det er bare..?”  Kathy mødte hendes blik, og et øjeblik syntes Victoria igen at kunne ane lyden af knitrende flammer:

”Han er en forræder! Og hvis jeg afslører noget nu, skal vi til at starte helt forfra. Og måske er jeg ingen kujon, men..” Og hendes blik blev lidt blødere igen. ”Men jeg har heller ikke lyst til at dø.”

Victorias blik og sind var fyldt med undren. Hvorfor i alverden fortalte Kathy hende det her? Hun havde intet gjort for at vinde hendes tillid. Men hun havde stort set lige indrømmet at ja, hun var aktiv oprører, og ja, hun var godt klar over at hun var ved at sende en familiefar i døden.

Med en følelse af at hun skyldte hende noget til gengæld – og med forståelsen af at hun alligevel ikke havde noget at miste længere- åbnede også Victoria munden.

”Hun hed Annabelle. Vi mødte hinanden ved hoffet.. Det vil sige til undervisning i bueskydning. Hun var et par år ældre end mig. Mere moden, både fysisk og mentalt.” Victoria sad et øjeblik tavst, mens minderne om deres første tid sammen, skyllede ind over hende. De havde taget det så afslappet den gang. Havde grinet af tjenestepigernes skæve blikke, eller Victorias fars misbilligende miner.

Kathy havde sat sig op af væggen, og kiggede roligt mod Victoria. For som at sige ’jeg lytter, men jeg vil ikke afbryde dig.’ Der var noget beroligende ved hendes blik, og Victoria fortsatte:

”Vi var sammen et par år. Det var vores fælles veninde… min anden anstandsdame.. der først opdagede det.” Et glimt af vrede lynede et øjeblik i Victorias grønne øjne, da hun genkaldte sig Elizas jalousi.

”Hoffet er et brutalt miljø – Ja, jeg ved ikke hvordan I arbejdere ser det, men.. Det er dræb eller bliv dræbt. Alle venter bare på en chance for at stikke hinanden en kniv i ryggen. Helst en med modhager, og dyppet i gift, så man kan være sikker på at offeret aldrig rejser sig op igen.” Kathy virkede som om hun skulle til at sige noget, men tog sig i det.

”Du har nok gættet at det hurtigt spredtes, og at hvad der havde været ondsindede rygter nu blev til en reel sag. Der var selvfølgelig ikke så meget at føre en sag over. Vi var blevet taget på fersk gerning. Så her er jeg nu.” Victoria sagde det hele med et udtryk af nonchalance, men indeni kæmpede hendes eget skyldige monster en smertefuld kamp for at rive sig vej gennem de indre organer og krampende muskler.

Da Victoria ikke virkede til at ville sige mere, spurgte Kathy forsigtigt:
”Og Anabelle? Er hun..?”

”Hun er død.” kom det roligt fra Victoria, selvom slangen i det samme brød igennem hendes brystkasse og snoede sig vej op gennem hendes hals så hun troede hun skulle blive kvalt i sin egen sorg.

Det blev enden på den samtale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...