Dæmonens debut

Dette er en historie som jeg har skrevet ud fra en skoleopgave. Den handler om delvist pigen Emilie som bor alene og vis eneste ven er den høje smukke drømmefyr i hendes hoved. Og delvist om pigen Mystery som for alt i verden ligner en uskyldig pige. Lige udover hendes usædvanelige naturlige lilla hår. Den udspiller sig delvist i drømme og virkelighed og den skifter mellem de to pigers synsvinkel. Håber at i kan lide den:)

0Likes
3Kommentarer
1001Visninger
AA

1. Tårer (Emilie`s synsvinkel)

 

Forfatter-note: Hej med jer. Dette er det første kapitel i min historie ”Dæmonens debut”. For dem der har læst teaseren vil jeg lige underette jer om at historien vil være den samme som i teaseren, og jeg vil sikkert komme til at bruge noget fra teaseren, men der kommer til at være mange flere detaljer og det vil forhåbenlig gøre det nemmere at forstå. Den vil sikkert også fortsætte længere end teaseren gjorde det. Jeg vil også fortsætte med at ændre synsvinkel gennem kapitlerne. Men i modsætning til teaseren vil vær synsvinkel-skift vare længere og vil være skrevet i første persons fortæller for at gøre det mere forståeligt. Det var alt håber i vil kunne lide den. Her starter historien.

 

Hendes blanke lilla hår lå fint ned over hendes skuldre. Den smukke orange solopgang kastede mystiske skygger hen over hendes ansigt. De små dukkearme var lagt omkring hende selv, som for at beskytte sig. Vinden blæste blidt en lok hår væk fra ansigtet, en tåre kommer til syne. Det hele lignede en scene fra en dårlig kærlighedsfilm, men under det uskyldige udseende lå et væsen så forfærdeligt, at selv helvede ikke kunne rumme det.

Jeg satte mig op medet sæt. Dynen der lå omkring mig blev skubbet af og jeg satte sig på sengekanten. Hele min krop var dækket af sved og min vejrtrækning var hurtig og uregelmæssig og mine øjne var fyldt med tåre, jeg begyndte at ryste og tårene begyndte at trille ned af kinderne på mig i tagt med at min hjerne blev ved at stille spørgsmål uden svar. Hvorfor blev det ved? Hvorfor altid det samme? Hvem var hun? Hvad var hun? Og vigtist af alt, Hvad havde hun med mig at gøre?

”Ikke så vemodig min kære”. Jeg smilede, selfølgelig dukkede de op nu. ”Det er jeg heller ikke” sagde jeg. Jeg sagde det højt for at få følelsen af at jeg havde gang i en rigtig samtale. ”Du ser ellers sådan ud kære”. Jeg smågrinede, ”det ved jeg godt”. Jeg lukkede af for tårestrømmen og tvang min krop til at holde sig i ro. ”Sådan kære” han blev ved at snakke roligt til mig. Jeg kiggede rundt i rummet, det var tomt. Han var her ikke, han havde aldrig været her. Han var min.

Jeg koncentrerede mig dybt lukkede øjnene i og knyttede næverne, min hjerne arbejdede på højtryk og begyndte at advare mig om den kommende hovedpine. Men det virkede. Kort efter dukkede han op. Han så anderledes ud. Men det gjorde han altid, aldrig den samme. Han smilede og snakkede til mig med sin rolige bløde stemme. Jeg kunne se mine røde øjne i spejlet bag ham. Jeg kunne kun se mine røde øjne, ikke ham. Men han var der, han talte til mig. Han talte til mig på et sprog som ingen andre kunne høre, kun jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...