Maya

15årige Mayas mor døde for knap et et år siden, og hendes far vil gifte sig igen. Hun er ikke engang kommet over sorgen endnu. En dag flytter der nogle ind i huset ved siden af hendes. Deriblandt er der en dreng på hendes alder, Jonas, som hun bliver gode venner med. Men pludselig får hun en masse problemer på én gang...

2Likes
3Kommentarer
743Visninger
AA

1. Maya.

 

 

Kapitel I

”Far, jeg tager over til Kit,” sagde jeg. ”Husk at komme før aftensmaden,” svarede min far. Kit er min bedsteveninde. Hun hedder faktisk Katinka, men hun hader det navn. Da hun var fire år fik hun sin lillesøster, Frida. Da Frida begyndte at tale, og lærte familiemedlemmernes navne, kunne hun ikke rigtig sige Katinka. Så hende kaldte hun bare Kit. Kit selv var tilfreds med sit nye navn som Frida havde givet hende, og hun fik sine forældre og storebror, Daniel til at kalde hende det. Den eneste der kalder hende Katinka er hendes mor, når hun er rigtig sur på hende og skal give hende en skideballe. ”Katinka Backer! Så kan være det nok! Hvad er det du bilder dig ind, det kan du ikke være bekendt…,” Råber hendes mor, og bliver ved og ved. Min egen mor er død. Hun døde for snart et år siden. Den dag hun døde var den mest rædselsfulde dag i mit liv. Det var en dag i maj. Jeg kom hjem fra skole og der var ingen hjemme. Så så jeg en seddel på køleskabet. ”Maya skat, ring til mig. Fra far.” Stod der på seddelen med kragetæer. Jeg undrede mig over at far havde skrevet en seddel, det plejede han ellers aldrig at gøre, det var som regel noget mor gjorde. Jeg skulle til at tage min mobil fra bukselomme, men fandt hurtig ud af at jeg havde glemt den oppe på mit værelse. Jeg løb op på værelset og fandt den under puden. Jeg ringede til far med det samme. Han fortalte at mor var kommet alvorligt til skade i en trafikulykke. Han sagde at han var på hospitalet med hende. ”Hun skal nok klare den, du skal ikke være bekymret Maya” blev far ved med at sige til mig, men jeg var meget mere end bekymret. Far stemme var så usikker og han lød stresset, og jeg kunne høre på ham at han hele tiden var ved at græde. Han sagde at jeg bare skulle fortælle at mor var lidt syg. Jeg sad i køkkenet uden at gøre noget. Kort tid efter kom Mads hjem. Han undrede sig over hvor mor og far var, de plejede at komme hjem fra arbejde før Mads og mig. I vores skole fik man fri klokken fire, og mor far fik begge fri klokken tre. Far arbejdede på et kontor, og mor var skolelærer på en skole. Mads vidste at der var noget galt. Så dum var han alligevel ikke, at skulle tro på at mor var blevet lidt syg og far måtte tage hende til sygehuset. Han var elleve. Tre år yngre end mig ”Kom nu Maya, fortæl det nu, hvad er der sket med mor? Din stemme skælver jo på den måde, at enhver ville kunne høre at der var noget galt, at mor ikke bare er lidt syg!” ”Okay okay” sagde jeg, og fortalte ham hvad der var sket. ”Tror du mor klarer den?” Spurgte Mads stille. Mads er min lillebror, han kan godt være lidt irriterende en gang imellem, men ellers er han okay. ”Mor skal nok klare den, tro på det Mads.” Efter et par timers tid ringede far, og sagde at han kom og hentede os, så vi kunne køre med ham på hospitalet. Han talte så stille, og han stemme var så kold og spinkel, at jeg var ved at græde. Jeg havde aldrig hørt far tale på den måde. Jeg spurgte om mor havde fået det bedre, men han svarede ikke. Da vi ankom til hospitalet havde far stadig væk ikke sagt et eneste ord. Hans ansigtsudtryk var helt følelsesløs. Jeg vidste at der var noget galt. Noget helt galt. Jeg åbnede døren til det værelse mor var. Far blev ude, han sagde at vi bare kunne gå ind. Jeg så på mor. Hun var helt bleg, og havde gips næsten over det hele. Og hun var bleg som et spøgelse. Jeg gik hen til hende. ”Mor!” Hun svarede ikke. Jeg mærkede hendes puls. Hun træk ikke vejret indså jeg. ”Mor!! MOR!!!” Græd jeg. Mads og jeg sad på gulvet og græd sammen. ”Maya, du sagde at mor ville klare den!” Græd Mads. Far sad stadig der ude. Han sagde stadig ingenting. Så besvimede jeg. Da jeg vågnede, lå jeg på mit eget værelse, og i et kort øjeblik havde jeg glemt det mareridt jeg befandt mig i. Jeg løb ned i stuen. På gulvet lå der en kiste. Jeg vidste at det var min mors, at det var hende der lå i den. Mads sad ved kisten. Hans blik var tom. Han sad bare der, så trist så trist. Jeg begyndte at græde igen. Og det gjorde Mads også. Jeg kunne ikke tro det. Jeg havde ikke engang nået at sige farvel til hende. Den sidste sætning jeg havde sagt til hende var: ”Du giver aldrig lov til noget, jeg er femten!” Far havde ikke sagt, eller spist noget i flere dage. Jeg går i niende klasse. Jeg er stadig ikke kommet over den sorg, mor har efterladt. Hver gang jeg ser et barn sammen med sin mor, hvor moren kysser sit barn kærligt, eller køber et eller andet til sit barn kommer jeg til at tænke min egen mor. Så triller tårerne ned af mine kinder, og tit spørge mine venner så hvad der er galt, undtagen Kit. Hun ved hvorfor jeg bliver ked af det. Hun havde hjulpet mig rigtig meget, da mor døde. Det havde hendes familie også gjort. Hun havde ringet til mig flere gange men jeg tog ikke mobilen, til sidst havde far taget den, og sagt at min mor var død, så slukkede han den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...