Rosen der aldrig visnede

Hun lænede sig ud over rælingen. Saltvandet kærtegnede blidt hendes ansigt. Båden vuggede frem og tilbage, som en vugge. Hun spredte armene ud til siden, og kjolen blæste op. Vinden blæste hendes slangekrøller tilbage. Hun tog hendes hat og satte den på havfruen.

2Likes
2Kommentarer
710Visninger

1. Rose

Hun hev ned i hendes kjole. Hendes kammerpige var ved at sætte hendes slangekrøller, op med små spænder.       Hun havde aldrig følt sig så nervøs, som nu. Hun plantede sine hænder på sine hofter. Hendes mor havde ret. Hun havde fået former. "Du ser skøn ud, min frue." Kammerpigen var færdig med håret, og gav sig nu til at ordne hendes ansigt. "Jeg tænkte fruen, skulle have røde læber?" Hun nikkede. Det var egentlig ligegyldigt. Hun ville slet ikke det her. Justice smurte det røde på hendes læber, og rakte hende en citronskive fra sølvfadet, på det lille egetræsbord."Til at give dig god ånde." Hun tog imod skiven, og bed i den. Det var så surt at hun fik tårer i øjnene.  Men tårerne var nok ikke kun på grund af citronen. Hun viftede Justice væk. Hun kiggede ud af vinduet. Fuglene kvidrede ude i træerne. "Athene, du skal komme med nu!" Det var typisk hendes mor. Hersede altid med hende. Athene rettede igen sin hvide kjole. Det var en stropløs kjole, som gik ned til fødderne, med et slæb på 7 meter. Der sad et bredt beige bælte over taljen. Athene trådte ned i sine høje sko, og tog den røde rose på sit sminkebord. Hun kiggede ind i spejlet, med de sorte blomster, der snoede og bugtede sig på det. Hun var smuk. Bogstaveligt talt. Justice havde også brugt lang tid  på hende. Athene gik ud til sin mor. Moren tog sin arm under Athenes. De gik ned af den store marmortrappe. Hen til kirken.

Athene stillede sig hen til præsten, og hendes kommende mand. Hvorfor skulle hun egentlig giftes med ham? Det var noget hendes mor havde bestemt. Hun ville slet ikke giftes. Hun fik tårer i øjnene igen. Nu var det hendes tur til at blive gift, som hendes søster havde sagt. Athenes søster var blevet gift to år tidligere. Hun havde nu født to børn, og skulle snart nedkomme med et tredje. Og til hvad nytte? Som kvinde skulle man jo bare føde børn, og forsørge ens mand. Og det var hendes mor der havde valgt Athenes mand. Og det var bare fordi hun ville ind i de kongelige kredse. Godt nok var han en prins, men han var ikke særlig rar. "Athene! Hvad svarer du?" Det var prinsen der spurgte. "Hvad?" Athene vågnede straks op. "Vil du giftes med prinsen?" Præsten stod utålmodigt og trippede. Athene kiggede sig omkring. Der på forreste række sad hendes forældre og søster. Ved siden af dem sad hendes kommende svigerforældre. Hun kunne mærke at hele salen kiggede på hende. Forventede et ja. Athene vendte sig igen om mod prinsen og præsten, med tårene løbende ned af sine kinder. Hun ville ikke være prinsens kone. "Nej." Ordet kom helt sagte ud fra hendes læber. Hun vendte sig om og løb ud af kirken. Hun vidste at prinsen ville blive forarget, over at blive ydmyget offentligt. Han ville nu være hendes fjende. Hun rev noget af kjolen af, så den gik til under knæene. Hendes pænt opsatte hår, var røget ud af spænderne, og var helt filtret. Athene løb ned til havnen, for der vidste hun, at hun kunne komme med på et skib. "Vent!" En mand var lige ved at tage broen ind. "Skal du med min lille ven?" Athene nikkede. "Så kom da!" Imens hun gik om bord, knugede hun stadig den røde rose.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...