Rå verden

Det her er en rå novelle, om en kvinde der har mange problemer og lever det hårde liv.
Jeg skrev denne novelle ud fra i billede jeg selv tog i Paris.
Dette er også en dansk-opgave.

14Likes
20Kommentarer
1262Visninger

1. Novelle

 

Den lille hånd blev efterhånden større i morens hænder. Så stor at hun blev nød til at give slip. Og en dag kunne moren ikke finde den lille piges hånd mere.

Pigens hånd gled ligeså langsomt ud af morens beskyttelse, de små ben der løb langsomt over gulvet, blev til selvsikre, glatte ben i stiletter.

Morens øjne holdte fast ved barnet i den lyserøde kjole, selvom kjolen var blevet til det nyeste skrig i Victoria Blush og Cashmere Rose.

Pigens hænder havde flyttet sig meget, fra morens varme, til den kolde store verden, hvor alting lå og ventede på et nyt bytte.

 

Hun brækkede sig da hun vågnede, eller rettere hun vågnede ved at hun brækkede sig. Ud over hvad var hun ligeglad med.

Hun var tung i kroppen og anklerne dunkede. Hun løftede langsomt sin arm prøvende op i luften. Det var en stikkende og øm følelse.

Lyset fra Zapta-boksen var skrigende neongrøn. Den viste kvart over tre. Hun havde aldrig lært det analogiske ur. Så det dyre Gucci ur var ikke til meget hjælp. Hun vendte sig om på ryggen. Det gjorde igen ondt i hovedet. Der var mørkt i rummet opdagede hun. Bælgragende mørkt. Intet lys udenfor i den nøgne sne. Hun kunne ikke føle at hun frøs, hun kunne se det. Da hun satte sig op, kunne hun mærke galden på bunden af maven komme op. Hun tømte maven endnu engang og besvimede kort tid efter.

 

Da hun senere på dagen slæbte sig ud i badet, opdagede hun at gårsdagens røde vilde manke, nu var grålig af bræk. Hun trak sedlen ned fra spejlet, så hun bedre kunne se sig selv. På den tætsiddende orange BH sad der endnu en seddel. Hun opdagede den i spejlet, men lod den sidde som et prismærke på en ny kjole. Et sejrstrofæ. Hun vidste hvad der stod. Han havde gjort som så mange andre. Langt pengene i tasken, klistret hende til med sedler og så for hurtigt at forsvinde ud af hendes liv. Fuldstændig som hun ønskede det.

Vreden kom til hende gennem tågerne. Den ondskabsfulde og desperate følelse. 

Hendes hukommelse kunne ikke svare på hvorfor. Hun lod det ligge. Hendes hoved føltes som var det brudt op i fire dele.

 

Hun stak fødderne igennem de sortstribede gamacher. Hun rejste sig for hurtigt op, fik i de høje hæle overbalance og faldt. Blusen var lige meget, hende militærgrønne jakke ville alligevel dække ned til lårene.

Hun svang LaFayette tasken over skulderen og smækkede døren efter sig, da hun gik ud af lejligheden.

Da hun med sejlende hoved nåede hjørnet, sank hun sammen på nærmeste bænk. Byens gader var som altid fyldt med morgenfriske mennesker. De irriterede hende noget så grænseløst.

Stiletterne fra Louboutin var nærmest ødelagt efter nattens heftige kampe med drinksmaskinen, og sneen hjalp ikke lige frem på tilstanden. Det var et held at hun nærmest kun havde ramt forbi maskinen.

Iphonen vibrerede i lommen på hende.

Snakke med nogen orkede hun ikke, smse orkede hendes hoved ikke. Reagere gad hun ikke.

Hun var begyndt at fryse af at sidde stille så længe. Kulden fra den gennemfrosne bænk havde bidt sig ind i hende.

Solen brød i gennem det tunge skydække da hun rejste sig op. Hun ville officielt have overstået sit liv. Hun trak langsom op i den grønne jakke. Albuen kom til syne sammen med tre ar.

Et for uretfærdighederne. Et for hadet. Et for hende.

Hendes bevægelser blev tungere og kraftigere, til sidst begyndte hun at løbe. Panikken ramte hende uden grund og mål.

 

Hun slog døren op med en kraft der rev hylder ned fra væggene. Tempoet var højt og vreden dunkede i hende. Rusen var kraftig. Den nydelse battet gav, kunne ikke fås på andre måder.

Hendes finger sitrede så kraftigt at hun nær tabte battet. Ruden gav efter ved tredje slag. Hun havde ramt lavt og var ikke bange for politiet.

Hun stod på fjerde sal, ved vinduet i lejligheden. Lejligheden der ikke længere var hendes.

Lejligheden som hun havde betalt. Rent juridisk set var den ikke længere hendes. Men det følte hun det som om. Fingrene sitrede igen da hun ramte den kostbare porcelænsvase. Det havde den lave leje betalt. Hendes lave leje. Hendes ting var væk. Hun havde aldrig fået dem.

Snart ville naboerne ringe. Begynde at skrige og råbe op. Naboerne var vilde med dramaet og gysen, når bare ikke det gik ud over dem.

Med battet på nakken og de nu knækkede hæle i hånden, gik hun langsomt ud af lejlighed. Kikkede sig ikke tilbage. Ænsede endnu ikke folkene i dørspionerne. Var ligeglad med den erstatning og hærværk hun snart ville blive slæbt i retten for. Hun havde trods alt prøvet det før.

Moren havde ved flere lejligheder prøvet at sagsøge hende. Flere gange med grund og held. 

Moren havde aldrig set mildt på verdenen.

 

Langsomt kom virkeligheden tilbage. Kunne mærke rusen glide ud af kroppen og ind i intetheden. Voldsrusen ville snart komme listende, med en skadefryd, kun for at skubbe medlidenheden og samvittighed væk.

 

Da natten kom, fandt hun nederst i skabet, et par grå stiletter frem. Med vante bevægelser trak hun en let kjole ned over skulderne. Let og adræt. På lange og tynde ben i hæle forlod hun femte sal, for at fortsætte ned af gaden. Den gade som var livlig og glad for at aftnen var kommet. Helt uvidende om de kræfter de lå i hende.

 

Nætterne gled ud i et. Vreden forblev væk. Dagene der passerede var hårde. Gjorde ondt. I nætterne der kom var hun ude af sig selv af beruselse og ikke tilstede. Da hun sent på ugen vågnede op på toppen af et hus, vidste hun at det var tid. Helt klart stod det igennem tågerne. Rystende af kulde vandrede hun ned af gaderne, i det der var et desperat forsøg på at finde hjem.

Gaderne blev længere og vejret koldere. Da hun stille sov rusen og alkoholen ud på bænken, vidste hun at hendes liv snart var forbi. Stille overvejede hun hvad hun fortrød og hvad hun ville komme til at fortryde.  

 

Hånden kom fra højre. Trak hende nænsomt op. Gav livet mening og roen kom tilbage. 

Hun tog imod hånden med en svag modvilje. Men sammen kom de gående ned af gaden. En nu tom og øde gade, fyldt med håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...