Den fortabte Agnes (oneshot)

Agnes går på en latinskole i anden verdens krig. Hun har ikke nået meget i sit liv, og det kommer hun heller aldrig til. men én ting kommer hun til at gøre, som ingen andre har gjort...

5Likes
23Kommentarer
725Visninger
AA

1. Den ting der gør mest ondt

 

Jeg sad i mit klasseværelse, og så ud af vinduet med tomme og uinteresserede øjne. Min lære plaprede bare løs, om alt mellem himmel og jord. Fred i verden, politik og alt muligt andet. Mine øjne fulgte nogle fugle, der fløj let og elegant over himlen. Jeg prøvede at tømme mit sind for bekymringer. Ikke kun om krigen men også om det nogen sinde ville skade mig. Jeg var måske lidt egoistisk men man kunne ikke andet end kun tænke på sig selv og sine nærmeste.

”Agnes er du med?”. Jeg vendte blikket hurtigt væk fra vinduet og så forskrækket på min kvindelige lære.

”Ja!”, råbte jeg nærmest ud til hele klassen, og min veninde Ingrid fniste en lille smule højlydt. Jeg blev helt varm og rød i kinderne og satte mig ned med et opgivende bump. Min lære snakkede videre, og jeg prøvede at virke bare en lille smule interesseret. Jeg kiggede intenst på tavlen. Med ét rumlede det oppe over vores loft og klasseværelset skælvede som et jordskælv. Jeg kunne hører hvordan glassene klirrede og faldt til jorden og brast i millioner små, sylespidse pile der fløj op i hovedhøjde. Og vores stole som vi for længst havde rejst os fra rystede og væltede. Det hele varede kun nogle sekunder og så kom det frygtelige.

”Ud! Ud!”, råbte vores lærerinde, på nippet til at briste i gråd. Nogle af mine skolekammerater var også begyndt, at græde nogle tåre og Ingrid stod bare og stirrede ud i den tomme luft. Jeg tog fat i hendes arm og trykkede til. Hun var i chok og jeg kunne ikke rykke hende ud af stedet. Min lærerinde tog hende op i sine spinkle arme og vi fór ud af klassen med rystende bevægelser.

Hele vores skole rystede og det føltes som, at være i en glaskugle der blev rystet med en sådan kraft at det truede med at knække glasset. Børn og voksne løb rundt på gangene og græd i vilden sky. En kokkepige råbte, med sine lungers fulde kræft.

”Skynd jer væk køkkenet står i flammer!”.

Ved tanken stivnede jeg. Jeg havde ingen anelse, om hvor jeg skulle gøre af mig selv. Alting lød så dæmpet, som om jeg var inde i en boble. Mine ben var som frosset, til det skinnende, ege belagte gulv. Som om min krop allerede vidste at alt held var ude. Jeg blev stående og alt syntes at gå i slowmotion. Med et kunne jeg se flammerne titte frem fra hjørnet for enden af gangen, og blive et stort flammehav. Alle løb så hurtigt de kunne væk fra flammerne. Til sidst var jeg den eneste tilbage på gangen. Mine øjne fulgte det varme lys, og nærmest tog det som en varm velkomst. Jeg kiggede alvorligt på flammerne.

Og med et var jeg ude af min trance. Jeg kiggede forvildet omkring mig selv. Jeg kunne mærke ilden komme så tæt på, at det skar i mine øjne. Jeg løb med en hastighed jeg ikke kan beskrive. Det var som om, at mine ben trak sig af sted. Jeg faldt og slog hovedet. Det sved og skar i mit ansigt og det føltes, som når noget er ved, at smelte. Jeg skreg af indestængt smerte og ilden trak sig sammen om mig. Jeg kunne mærke ilden bide og flænse min hud. Mit hår brændte af og mine øjne føltes som om, de var ved at poppe ud af hovedet på mig.

Jeg lå i en krampe position og jeg så mit liv for mit indre blik. Farver dansede for mine øjne og jeg kunne mærke, min sjæl blev trukket fra min krop. Det var ligesom, hvis et nyfødt barn, blev fjernet fra sin mor. Jeg kunne ikke mere, min krop kunne ikke mere. Jeg vidste godt, at der ikke var noget at gøre. Jeg kunne ikke længere mærke ilden brænde, varmen eller føle noget. Ingenting. Kun tomhed. Mit hjerte bankede en helt normal rytme. Jeg mærkede efter på mit skallede hoved men fik et strøg af mine lange, lyse, bølgede lokker. Jeg så med undrende øjne på mit hår og kiggede ned af mig selv. Jeg sad på gulvet og jeg var helt ren. Ikke en skramme eller snavs. Ikke engang sod fra ilden.

Jeg kiggede mig omkring og ingenting var anderledes. Jeg sad i ilden. Jeg stirrede på ilden og prøvede, at snuppe en flamme og håbe på, at jeg fik et brandsår, eller i det mindste fik det til, at gøre ondt. Men der skete intet. Min hånd gik bare igennem. Jeg kiggede mig omkring og hulkede med små støn. Jeg vendte langsomt hovedet og så det mest hårdtslående syn jeg nogensinde har set. Min egen krop lå og var en lille klump knogler med en rest hud på. Jeg kunne ikke udstå synet af mig selv. Det virkede så fremmed, at jeg ikke kunne tro på at det var mig. Men det var mig, i kød og blod. Jeg rejste mig hulkende op og løb væk fra ilden. Væk ligesom alle andre. Jeg ville ikke tro på det. Det kunne jeg ikke. Jeg var kun tolv år. Mit liv skulle ikke allerede være forbi. Jeg løb ud fra gangen og hen til døren. Jeg åbnede den med et smæld, trådte ud i lyset, men folk kiggede med skræmte blikke. En af lærerinderne skyndte sig hen, lukke døren og sagde de skræmmende ord.

”Intet er galt. Det var bare vinden”. Jeg stirrede ud i luften og en tårer trillede ned af min kind. Ingen så mig. Kun mig selv. Menneske mængden var ikke stor. Ingen andre var kommet alvorligt til skade og jeg så ingen anden som mig. Først der fattede jeg, at jeg var død. Rigtig død. Og jeg kunne ikke komme tilbage til min tilstand fra før. Det gjorde ondt, at se forældrene omfavne deres børn med gråd og lettelse i deres stemme. Men jeg kunne ikke se mine forældre. De var nok midt i den store mængde af mennesker.

Jeg gik videre, tænkte, at det nok kun kunne være enspændere der ville kunne lide der her liv. Hvis man da kan kalde det et liv. Et evigt liv. Men jeg sad fast i denne her verden. Noget trak mig væk fra den, men samtidig var der en ukendt kraft der holdt mig tilbage. Jeg tænkte så det knagede på hvad jeg skulle gøre for at komme videre. Væk fra denne her verden. Følge med den kraft der konstant trak i mig. Jeg måtte gøre noget for at komme med kraften. Men med ét fik jeg en ide. Hvis jeg sletter alt af mig i den her verden, som om jeg aldrig have eksisteret og så har jeg ingen ugjorte gerninger. Så er jeg færdig på denne her jord.

Jeg skyndte mig, så hurtigt jeg kunne, ned til mit hus. Jeg vaklede en del på mine ben, for det var som at blive genfødt. Bare mere smertefuldt. Men man ved jo ikke, om ens fødsel var smertefuld. Jeg kunne se mit hus. Jeg gik ind ad døren, selvom jeg egentlig bare svævede igennem den. Jeg vaklede ind på mit værelse. Fjernede alt. Bøger, tøj, malerier alt der havde forbindelse til mig og mit liv. Mit værelse var til sidst helt tomt. Bare et gråt rum med en seng. Jeg kunne mærke der ikke var mere tilbage af mig her. Jeg havde aldrig prøvet at gøre opmærksom på mig selv. Jeg havde altid været meget genert.

Jeg gik ned ad gaden. Bare for, at nyde den sidste tid i denne her verden. Jeg fandt en gyde. Der kunne jeg være alene og vente på, det der nu skulle ske. Det var ligesom når et lille barn skal til at åbne sin julegave. Fuld af spænding og næsten flår papiret op. Jeg satte mig i hjørnet med et bump. Jeg lukkede øjnene stille og tænkte spændt. Hvad mon der sker nu? Hvor kommer jeg hen? Det var alt for mange spørgsmål. Det virkede som om at den ukendte kræft trak mig i arme og fødder. Jeg kunne mærke vinden i mit hår og luften mellem tæerne. Jeg fløj. Og med et mærkede jeg det som en evig søvn. At jeg allerede var her. Det var min skæbne. Bare at flyve. Det var ikke engang fordi jeg tænkte så meget på det. Det virkede helt naturligt. Bare at drømme. I al evighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...