Your Song - One Direction *Sat på pause*

Marie, er den dér pige som ingen bryder sig om. Ikke at hun nogle sinde har gjort noget, eller sær forkert ud. Tværtimod, hun er den reneste sjæl længe sæt, og en af de smukkeste, de fleste har sæt. Men hun har aldrig, haft venner. Eller jo hun havde én, der valgte at glemme hende. Hun synger. Og hun er overhovedet ikke dårlig til det. Tværtimod, hun er utroligt musikalsk. Men hvad sker der når hun vælger at sætte sig og spille på gaden for at prøve at vise hvad hun kan? Og uheldigvis støder ind i Harry Styles. Som med det samme ser det unikke i hende?

13Likes
32Kommentarer
1925Visninger
AA

4. One Direction? - Marie's Syndsvinkel.

Drengen med det underligt store hår, kiggede afventende på mig. Sammen med alle de andre mennesker der stod og ventede. Jeg kiggede ned på mine hænder. Ikke fordi at jeg ikke ville kigge på ham, eller nogle af de andre der stod og iagttog mig. Det var fordi at jeg godt kunne spille den, men jeg var bare så bange for at skuffe drengen med de dybgrønne øjne. Jeg var bange for at skuffe ham, bange for at det venlige smil der spillede om hans læber. Ville forsvinde. "kan du?" Mine øjne fandt hans, og det var somom, at alle mine hemmeligheder, alle mine fortvivlelser. Samlede sig til en stor kugle, som forsvandt, fordi at hans blik reddede mig fra den. Men kuglen kom hurtigt tilbage, da et par piger på min alder hysteriks begyndte at skrige. Det lød somom at de blev brændmærket, men alle kunne høre at det var af glæde. De stormede op til, min: DårligemarvefornemmelsesForsvindingsGrønøjedeKrøltop. Og begyndte at hoppe begejstret op og ned. Jeg kiggede underligt på dem, mens de stod der og skreg som om de var katte der blev svunget rundt i halerne. Flophår, stod bare og smilede utroligt anstrængt til dem, mens han desperat prøvede at sige noget til dem. "Piger! Rolig! Der en pige her der prøver at synge for mig!" Synge for ham? Synge for ham!? Hell no. "Jeg pakker bare sammen nu." Munlede jeg stille og begyndte at folde keyboardet sammen. Han vendte sig om og kiggede på mig med store øjne. "Hvad? Nej! Du må ikke gå!?" De skrigende piger var ligepludselig blevet totalt overflødige for ham. Han lød utroligt desperat. Vilket jeg ikke kunne forstå, da jeg bare var mig. Og ikk en eller anden superstar dims, som alle ville have et fotografi med. Nej. Bare mig. Lille sort hårede Marie. Som aldrig rigtig sagde noget til nogle, andre mennesker. Og altid gik med en stribet koksrød strikhue på. Og sindsygt hippietøj. Men nu var det forsænt. Jeg havde allerede pakket sammen, takket alle de menesker der havde rost mig, og begyndt at gå. Men flophår havde åbenbart ikke snakket ordenligt med mig endnu, så han luntede, eller nej han løb faktisk hen til mig, og tog fat på min skulder. Hans berøring skræmte mig så meget at jeg gik i selvforsvars mode, lige på stedet. Jeg drejede rundt på stedet, og greb om hands hånd så hårdt at han rent faktisk gik lidt ned i kne. Jeg slap ikke. Jeg skånede ham overhovedet ikke, jeg kiggede ham bare direkte ind i øjnene og så hvordan han efer hånden blev svagere og svagere. Jeg ville ikke have sluppet før han lå på jorden og tog sig til håndledet, som ikke var andet en klump af ren og sker smerte. Men 4 drenge kom rendene mod os, med en 2 meter høj, og sikkert også bred, sort mand i hælende. Der var en sort håret fyr, med brune øjne og pænt stærke over arme, og det ved jeg kun fordi at han tog fat i mine skuldre og løftede mig op på sin egen skulder. Mens 3 andre og store sorte mand. Sad på hug og kiggede bekymret, alvorligt og humoristisk. På Flophår, som lå krøllet sammen om sit håndled på jorden. Mens mindst 50 teenage piger på min alder hoppede rundt og skreg, mens de plaprede op om Flophår. Som vidst hed et eller andet med Larry, eller sådan noget tis. Jeg begyndteat spralle, for at komme ned fra, den sindsyge dims der stod med mig på skulderen. "Sæt mig så ned! Din sindsyge, halvdøde abe bæ!" skreg jeg af ham. Han sagde ikke noget. Han begyndte bare at grine. Han grinte af mig? Nej, fandme nej! Nu slog jeg foralvor til, med alle de ting min fætter Joachim havde lært mig om selvforsvar. Jeg tog hårdt fat med begge mine hænder om hans hofter, og spændte i mine arme. Jeg stod som en lige pind i luften. Kun holdt oppe af mine arme, og dimsens hofter. Det var tydeligt at han var overasket. jeg slap og landede pænt på mine knæ bag ved ham. Og begyndte at løbe. Løbe så stærkt at jeg var ved at falde flere gange. Lige der lagde jeg mærke til hvad det var at de desperate piger skreg, "One Direction! OMG! Det er One Direction!" One Direction? I et øjeblik kunne jeg overhovedet ikke komme i tanke om noget der hed One Direction. Men lige pludselig slog det mig. Det var der drenge som alle var så besat af. Årh, fuck! Jeg havde højst sandsynligt lige brækket håndledet på en eller anden, kendis, dims. Men hvordan fanden kunne Flophår, og store sorte mand eller overarme dimsen være kendte? One Direction. Det skulle have et baggrundstjek.

 

Sorry for det korte og. Æhmm.. Specielle kapitel :I

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...