Your Song - One Direction *Sat på pause*

Marie, er den dér pige som ingen bryder sig om. Ikke at hun nogle sinde har gjort noget, eller sær forkert ud. Tværtimod, hun er den reneste sjæl længe sæt, og en af de smukkeste, de fleste har sæt. Men hun har aldrig, haft venner. Eller jo hun havde én, der valgte at glemme hende. Hun synger. Og hun er overhovedet ikke dårlig til det. Tværtimod, hun er utroligt musikalsk. Men hvad sker der når hun vælger at sætte sig og spille på gaden for at prøve at vise hvad hun kan? Og uheldigvis støder ind i Harry Styles. Som med det samme ser det unikke i hende?

13Likes
32Kommentarer
1931Visninger
AA

2. Gade Spiller - Marie's Synsvinkel.

Der er mange ting i livet, som vil fange dine øjne, men kun få, som vil fange dit hjerte...

__________________________________________________________________________

 

Der er ingen grund til panik Marie. Det er bare første skoledag. Ingen grund til bekymring. Det var det, jeg sagde hele vejen til skole den første dag. Men den første dag, er for mig altid den værste. Jeg gik stille hen mod klasseværelset, og håbede stille på at hun ikke ville være der. Men hvad hjalp mine bønder? Lige præcis ingen ting. For da mine fødder træder over dørtærsklen, er det første der fanger mit blik. Hende. Sophia, hun er altid efter mig og af en eller anden grund, syntes hun at jeg skal behandles, som lort. Jeg tog en dyb verjtrækning, og begyndte at gå ned mod den bagerste plads. Det er vidst begyndt at blive en vane, at jeg sider der nede hvor ingen gider at kigge hen. Men jeg nåede selvfølig ikke mere end, ti centimeter ned mod mit bord før hendes skingre stemme skar genem klasse lokalet. "Og du er her fordi?" Hun kiggede på mig, og jeg kunne næsten mærke, kulden fra hendes ord. Jeg kiggede bare på hende og smilede, "Sophia, jeg går i skole. Ligesom alle andre på vores alder" Og allerrede nu begynde folk at kige intereseret på os. Jeg ved godt hvorfor. Sophia svinede mig altid til, men jeg svarede næsten aldrig. Så det var vel noget der tiltrak opmærksomhed. Jeg hader opmærksomhed. Jeg gik bare ned til det bagerste bord og satte mig ned. Men Sophia var ikke færdig endnu. "Er du bange for at stå og snakke med mig?" Sagde hun spydigt. Mit suk, var ikke til at tage fejl af, hun skulle ladde mig være. Ellers blev jeg nød til at slås med hende igen. Hun havde et ellert andet med slåskampe. Hun kan ikke få nok af dem, og elsker at starte dem. For så at skyde skylden på en anden. "Jeg er ikke bange. Jeg gider bare ikke" Min stemme var lav, og jeg håbede på at hun ikke hørte det. Men igen, hvad hjælper det at håbe når man er så mislykkes som mig?. "Siger du mig imod!?" Hun rejste sig op og Kiggede arigt på mig. Til mit store held (ikke fordi at der er specielt meget af det) Kom vores nye lærer ind i det sekundt hun skulle til at gå løs på mig. Jeg lænte mig tilbage i stolen, og sukkede. Nu skulle jeg bare overleve den her dag. Så kan jeg komme hjem.

 

 

Hjemturen, var en befrigelse. Skolen var et fængsel, i mine øjne. Og bare det at jeg kan gå ud af døren og tænke enelig fri! Er noget af det bedste. Jeg har ikke intereseret mig for skolen lige siden de valgte at fjerne musik. Det var dér jeg begyndte at overveje at skifte skole. Men da jeg sagde det til min mor holdt hun en lang og hidsig tale, om at jeg burde være taknemmelig for hvad jeg har. Og for guds gaver, osv. Jeg hørte ikke det hele da radioen spillede en af mine ynglings sange, da hun stod og holdt tale. Mine tanker blev dog afbrudt, lyden af musik trængte ind i min bevisthed og fangede min opmærksomhed med det samme. Violin, lyden af de ukontrolerede men smukke toner, kom fra en gade spiller. En lille pige, som stod med sin violin og spillede, det kunne jeg ikke høre endnu. Hun var vidst lige startet på en ny sang. Jeg gik hen for at lytte. Det var smukt, og sørgeligt på sammen tid. Det rørte mig, på så mange måder. En lille tåre der ikke skulle være der, trillede ned af min kind. Jeg stod der et stykke tid og kiggede ned på en af de mange brosten, mens jeg lyttede til hendes sørgelige toner. Før jeg vidste af det var hun færdig, og jeg var ikke den eneste der stod og kiggede på hende. Lyden af penge der skramlede mod hinanden fangede min opmærksomhed, jeg kiggede ned på den lille plads ved skiden af pigen, og så en bøtte. Mit humør blev lige kastet lidt ned igen. Hun spillede for penge. Noget jeg syntes var plat. Så jeg vente mig straks om og begyndt at gå hjemad igen.

Da jeg kom hjem, hvar min mor der allerede. Jeg gad ikke noget snakke eller noget. Jeg havde fået en idé. Jeg tog det lille foldsammen begynder keyboard, fra min brors værelse, foldede det sammen. Tog det under armen og gik ud af døren igen. Jeg skyndte mig så hurtigt man nu kan med et keyboard under armen, ned mod et sted vor jeg en anden gang havde set en gammel hjemløs mand sidde og spille på harmonika. Jeg stoppede op og kiggede på det lille sted hvor jeg kunne stå og synge, og spille. Jeg foldede hurtigt keyboardet ud, og tændte for det. Mine fingre fløj hen over tangenterne, det lød trist. Men det var også meningen. Jeg varmede bare lidt op til når jeg skulle synge. Efter et lille minut med den sørgelige melodi stod der allerede en mor med sin lille pige. Jeg stoppede, og kiggede venligt på dem. "er der noget i gerne vil have at jeg skal spille?" Smilede jeg glad til dem. Den lille piges ansigt lyste op, og hun hev lidt i sin mors jakke ærme. Så hun bøjede sig ned, den lille pige viskede noget til sin mor. Moren smilede og nikkede, så kiggede hun på mig og smilede glad. "kan du spille: Your Song, af Elton John?" Hun må have set mit smil, for hun begyndte straks at grine. Jeg begyndte at spille forspillet, og så sang jeg.

It's a little bit funny, this feeling inside. I'm not one of those who can, easily hi-ide. I dont have much money, but boy if i did. i'll buy a big house, were we both could live.

Og jeg fortsatte, mens flere og flere kom for at lytte. Jeg smilte. Jeg smilte så meget at det næsten gjorde ondt i mine kinder, men jeg kunne ikke lade ver. Folk begyndte at finde deres kameraer frem og telefonerne blev da heller ikke i lommerne, særlig længe. Jeg slappede bare af og lod min stemme og keyboarded gøre arbejdet. Lige i det øjeblik, nød jeg opmærksomhed for første gang i mit liv.

____________________________________________________________________

Sorry for et kort kapitel men jeg har bare ingen kreativitet lige nu -_-'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...