Secret Heart

15-årige Crystals hjerte har altid tilhørt skolens berygtede player, Chunji, og efter mange års anstrengelser, beslutter hun sig endelig for, at konfrontere ham med hvad hun føler.
Pludselig bliver Crystals liv vendt på hovedet, da hun finder ud af, at Chunji vil mødes med hendes gode veninde, Aiko, uden for skolens bygning. Alene.
Imens træder en ny elev for første gang ind gennem skolegården, hvor han med sit gode udseende og mystiske personlighed efterlader både piger og drenge længselsfulde efter ham. Da Crystal spurtende løber ud for at finde Chunji, før hendes veninde når frem til ham, bliver hendes blik tilfældigt fanget af den mystiske elev, som mirakuløst får hende til at glemme alt omkring sig. Hvem er han? Og hvor har hun set ham før?

25Likes
34Kommentarer
3495Visninger
AA

9. Et øjeblik

Jessica rejste sig yndefuldt fra sin plads, tog sin taske, som helt sikker var af et eller andet dyrt designermærke. Jeg stod på den anden side af klaseværelset og betragtede Jessicas spinkle krop bevæge sig hen mod døren. Skal jeg stoppe hende eller? Ren og jeg havde egentlig gået i samme klasse i 2 år på en anden skole, men siden vi startede på den nye skole, havde vi nærmest ikke snakket sammen. Men alligevel havde jeg lovet at gøre det her for ham. Alligevel hjælper jeg ham med at få et telefonnummer af den mest skræmmende person på skolen. Ren. Det altid godt at hjælpe andre mennesker, men...Jeg gør sgu kun det her, fordi jeg vil have vores venskab tilbage!

 

"Jessica!" Jeg råbte tværs gennem klassen, og de andre elever kiggede underligt op på mig, som om jeg var en eller anden sindsforvirret idiot. Jeg var dog også lidt nervøs...Jessica var ikke lige én man sådan lige råbte ad.

 

Jessica stoppede brat op i et sekund, vendte sig og rettede sit blik mod mig som panisk stod og kiggede rundt på gulvet. Jeg havde hendes opmærksomhed i et øjeblik, men kunne pludselig ikke finde de rigtige ord, og hvis ikke Ren havde stået med et ivrigt blik plantet på sit ansigt mellem sine andre snakkende venner, havde jeg kunne have risikeret at have sagt noget helt random som overhovedet ikke havde noget med emnet at gøre. 

 

På en eller anden måde spildte jeg så det lille øjeblik som Jessica modvilligt havde ladet mig have, selvom hun godt nok ikke virkede som om hun overhovedet havde tænkt sig at lytte. Hun himlede håbløst med øjnene og hendes lange øjenvipper kunne stadig ses fra den afstand jeg stod. Hun drejede let om på hælen og rettede igen kursen mod døren. 

 

Før JR var kommet hertil, var jeg sikker på Jessica aldrig havde lagt mærke til at jeg faktisk eksisterede, men nu så hun mig som en trussel, og ja, den måde hun så ned til mig på. Jeg hadede den følelse!

 

Jeg bankede min håndflade ned på bordet over for mig, og med en yderst overraskende hastighed, som så ud til at forskrække de to elever som fredeligt sad på bordet, svingede jeg hele min krop over bordet, spænede hen foran Jessica, hvis hånd var få csekunder fra at tage fat håndtaget. Og der skete det så. Hvorfor er jeg så uheldig?

 

Døren blev pludselig åbnet med en pludselig kraft ude fra, og hjørnet af døren ramte tilfældigvis min venstre fod, som fik mig til at miste det sidste af den smule balancen, som jeg havde fået foræret. 

 

Jeg troede, at jeg ville have faldet pladask med næsen på det hårde betongulv, men en uventet arm, som med at fast greb holdt om min slanke talje, forhindrede dog mit fald, som Jessica og alle de andre stirrende elever dog ikke havde regnet med ville ske.

 

"Hey." sagde en velkendt stemme. 

 

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var sikker på, at de andre i rummet muligvis også kunne høre det. Jessica stod med store øjne og nærmest gloede på os, som om verden var ved at gå under. "Eish!" hun rynkede sin bryn, bed sig i læben, løb forbi JR og jeg, som nærmest ikke havde opfattet, hvad der nu var sket. 

 

JR og jeg ... JR havde sin arm rundt om livet på mig. Jeg nåede aldrig at undre mig over, hvorfor han først kom i skole nu, hvor de fleste af os havde fri. JR, det eneste jeg tænkte på, var hans dybe mørke øjne, som trak mig længere og længere væk fra virkeligheden.

 

"Du vejer vist mere, end jeg havde forventet." sagde han pludselig med et drillende smil, og med sin frie hånd lavede han igen mit hår om til en fuglerede. Det var vist blevet en af hans nye hobbyer. 

 

"Eiiiiish!" jeg skyndte mig hurtigt at flytte mig fra hans greb for at genvinde balancen. Han grinede af min reaktion, og stod pludselig helt tæt lige over for mig. Jeg hørte nogle hviskende piger bag mig. 

 

"Crystal. Det er det du hedder ikke?" 

 

Den måde han sagde mit navn på...fik mig til at smelte helt...Jeg følte mig helt stolt over, at mine forældre havde givet mig det navn. Crystal. JR kunne mit navn. 

 

Jeg nikkede hurtigt, kunne ikke lade være med at række tunge af ham, fordi han jo alligevel havde gjort grin med mig for få sekunder siden. 

 

Han kiggede på mig i et øjeblik og gik så videre hen mod sin plads i klasseværelset, og pigerne fulgte ham med deres blikke. Jeg fór ud af klassværelset lukkede døren bag mig, og tog til mine hænder til mine kinder. En ukendt følelse strømmede gennem min smeltede krop, og jeg var sikker på at mit hjerte snart ville eksplodere. Lige i det sekund forsvandt alt omkring mig, og jeg tænkte kun på JR. Mine knæ blev helt bløde, og jeg gled hurtigt ned med den tykke dør mod min ryg. 

 

Jeg sad fuldkommen lykkelig i min egen verden indtil jeg så en hånd foran mig. En mandlig hånd tilhørende ingen andre end Chunji. Han hev mig hurtigt op, trak  mig lidt væk fra klasseværelset, og pludselig holdt han om mig. 

 

"Crystal.." Jeg hørte hans søde stemme i mit øre. "Jeg har savnet dig"

 

Mit liv var perfekt. I hvert fald i det lille øjeblik. Pludselig blev jeg igen ført ind i kaosset, som jeg selv havde skabt. Hvordan kunne jeg også glemme alt det, der var sket med Chunji?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...