Sommeren uden mode...


2Likes
3Kommentarer
892Visninger
AA

1. Misundelse

 

"Hvor er hun?" Ofelia fik et overraskende ansigtsudtryk. "Sara?" spurgte Valentina. "Hvad vil du med hende?" Ofelia vendte sig om. På hendes skrivebord lå den halvt syede kjole og ventede på at blive færdig. Hun satte sig ned på skrivebordsstolen og tog hænderne op foran øjnene. "Jeg vil bare gerne være hendes veninde igen..." 

  Det hele startede med at Ofelia var på shoppingtur med hendes veninde Sara. De to piger var bedste veninder og havde meget de samme interesser. Blandt andet var mode noget de begge to gik meget op i. Sara var allerede gået i gang med at sy sin egen kjole! Ofelia var meget interesseret i Sara, og og så meget op til hende. De gik hen af Strøget og snakkede højlydt. "Hvad er det nyeste trend?" spurgte Ofelia. "Hmm, en blå og hvid stribet trøje og stramme bukser." svarede Sara. De grinede af en mand som lå på gaden og sov. De grinede lidt for højt så manden vågnede, og han så meget forvirret ud. De to piger løb afsted og stoppede op da de så deres snit til at løbe ind i en lille gård. "Hej." lød en stille stemme lige bag ved Sara. Hun vendte sig forskrækket om og så ind i et par mørkebrune øjne. Den første tanke der slog op i hovedet på Ofelia var at det var da en børnelokker, men kom fra tanken da hun så ned af drengen. En ny følelse sneg sig ind i hendes krop. Forelskelse! "Hvem er du?!" spurgte Sara og trådte et skridt tilbage. "Du skal ikke være bange!" Drengen tog Saras hånd. Hun bed ham i armen, og råbte til Ofelia at de skulle stikke af. Selvfølgelig ikke så højt, men højt nok til at Ofelia kunne høre det. Pigerne spænede afsted og Sara tabte en lille pose. Drengen greb den og åbnede forsigtig posen. På bunden af den fandt han en lille pakke, og han tænkte sig om før han åbnede den. Et lille guldarmbånd lå pakket ind i silkepapir. Der lå også noget andet i posen. En bon hvor der stod hvor hun havde købt armbåndet, hvormeget det havde kostet, og hele hendes navn! Drengen løftede hovedet og smilede. "Hvad nu?" spurgte Sara, og man kunne høre på hende at hun var meget forpustet. "Ja, hvad nu?" Ofelia så spørgende på Sara.  1A´eren drejede rundt om hjørnet, og Ofelia hev sit buskort frem. Hun greb Sara i armen og trak hende ind i den overfyldte bus. Hun satte sig ned, og placerede Sara ved siden af. Hun smilede hemmelighedsfuldt. "Han var lidt pæn, ik`?" Sara trak på smilebåndet. Men så så hun pludselig alvorlig ud igen. "Han kan ikke være børnelokker, han var nemlig ikke meget ældre end os." En mand så forfærdet på dem, og sendte dem mærkelige blikke. "Men det kunne han godt være!" hviskede Ofelia i Saras øre, og i det samme hørte de buschaufføren sige i højtalerne at nu var det Flintholm station. De to piger hoppede ud af bussen og krammede hinanden. "Vi ses i morgen!" råbte Sara da de skiltes. "Ringer til dig!" Næste dag efter skolen, undrede Ofelia sig over at Sara ikke havde ringet, som hun havde lovet. Hun prøvede at ringe adskillige gange, men hver gang hørtes den samme telefonsvarer, "Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, ring til mig, eller jeg myrder dig!." Der var ikke noget at gøre, så Ofelia tog hjem. På Flintholm station ville Ofelia forkæle sig selv lidt, og købe et blad. Hun gik ind i 7-eleven, snuppede et Vi unge, og stillede sig i køen. Men lidt efter trådte hun ud af den igen. Foran hende stod en pige hun kendte og en dreng hun havde mødt. Pigen var Sara, og drengen var ham fra dagen før. De holdt i hånden. Følelsen fra igår kom endnu mere, og en ny følelse kom frem. Misundelsen bredte sig i hele kroppen og Ofelia blev helt rød i hovedet, men hun sagde intet. Og sikke en løgnhals, som sagde dagen før at hun ikke kunne lide ham, men nu stod hun inde i 7-eleven og holdt ham i hånden! En kasse stod lige bag ved ved Ofelia, og da hun trådte et skridt tilbage, faldt hun over kassen. Sara vendte sig om for at se hvad der var sket. Ofelia rejste sig hurtigt op, og løb ud af butikken med et blad hun ikke havde betalt. Hun løb og løb og løb, for at slippe væk fra den tykke vagtdame, og det lykkedes til sidst. Men det hele var lidt for spændende. Hun vendte om og løb tilbage til butikken. De to "turtelduer" var der ikke. Ofelia gav op, og løb ud af stationen. Ude foran den stod de. Og kyssede. Sara havde taget hendes høje hestehale ud, og så vildt pæn ud, men efter Ofelias smag, grim. Drengen havde jakken åben og helt røde læber. Inden under havde han en blå og hvidstribet trøje på, og stramme bukser.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...