Forskellighed.

Stine og Johanna er begge sytten år. De bor begge i England og er rigtig gode veninder. Men Stine har en berømt kæreste som der er ingen ringere end Zayn Malik fra One Direction.
Johanna er stor fan af One Direction og er forelsket i Harry. Men vil deres forskellighed være en forlempe eller ulempe? Vi må se tiden an.

- den lyder dårlig, men giv den en chance.

3Likes
7Kommentarer
1581Visninger
AA

8. Forbløffelse

 

A/N: Jeg er slet ikke tilfreds med dette kapitel, og der er helt klart fejl i. Men jeg er så stresset, og vil egentlig bare gerne have lagt det her ud. Så det må I bare lige overleve. Håber det er ok.(:       Harry's P.O.V.   Vi havde ikke set Zayn i nogle dage nu. Vi alle var begyndt at blive urolige, men idag ville Liam, Louis og Niall tage hen til ham. Jeg blev hjemme med Johanna. Lige nu var hun ikke hjemme, så jeg sad bare foran fjernsynet og spiste Twix. Jeg havde gemt en til Johanna, hvilket var ret så stort. Jeg vidste jo hvor meget hun elskede dem, næsten ligeså meget som mig. Så jeg havde selvfølgelig gemt en. Selvfølgelig ikke flere end en, det ville være for svært for mig. Twix var jo noget af det bedste. Altså Twix var på en tredje plads. Anden pladsen var helt klart katte, men førstepladsen var delt imellem mine fans og Johanna. To forskellige slags kærlighed, men stadig så ens. Johanna forstod godt hvor meget mine fans betød for mig, og jeg elskede hende sådan for det. Ikke kun derfor, men det var virkelig en stor del af det. Hun var så accepterende. Meget positiv og glad. Fri og sjov. Hun var virkelig en af de bedste personer, som jeg nogensinde havde mødt. Jeg ville blive så knust, hvis jeg mistede hende. Hvis hun gjorde det samme mod mig, som Stine gjorde mod Zayn.. Jeg ville ikke kunne holde det ud. Måske ville jeg prøve, selvfølgelig ville jeg det, men jeg tror ikke, at jeg ville kunne holde det ud i længden. Jeg kan høre et kort bank på døren og skynder mig nærmest hen til døren. Jeg fik ikke taget en trøje på før, så den tog jeg på nu. Bare den jeg havde smidt på sofaen. En helt hvid en. Jeg åbnede døren og dér stod en smilende Johanna. Hun så glad ud, ja, men hendes øjne udstrålede noget andet.. Var det bekymring jeg kunne se? Jeg ryster kort på hovedet og tanken flyver væk. Så smiler jeg bare til hende, kysser hende kort på munden og holder døren for hende, imens hun går ind. Johanna går bare ind i stuen og sætter sig i sofaen. Lige præcis der, hvor jeg sad lige før. Jeg kan se hende smile for sig selv, men jeg ved ikke, hvad det er af. Så jeg trækker bare på skuldrene og går hen i køkkenet. " Vil du have noget at drikke? " råber jeg ud til hende. Hun giver mig et kort, men glad ja. Så jeg tager bare det første ud, som jeg ser, og det er en øl. Det skal nok gå. Så jeg går glad tilbage til hende og bumper ned ved siden af hende. Hun stivner kort, da jeg rækker hende øllen. Og så ryster hun bare på hovedet. Ikke hysterisk på nogen måde, men heller ikke helt afslappet. Jeg ser på undrende på hende og sætter øllen hen på bordet.  Og dér går det op for mig. Hun vil forlade mig. Forlade mig lige præcis som Stine gjorde ved Zayn. Hun ville tage tilbage til Danmark og tjene værnepligt eller hvad det nu var. Så jeg begynder bare og ryste hysterisk på hovedet. Det kunne hun ikke. Hun måtte ikke forlade mig. Det havde hun bare ikke at gøre mod mig. Det kunne jeg jo ikke holde ud. Det vidste hun jo godt. Det burde hun da vide. Hun kunne ikke forlade mig! Det kunne hun ikke! Jeg havde brug for hende! Jeg havde brug for hende mere end noget andet. Hun måtte ikke. Hun kunne ikke. Hun skulle ikke.  " Du må ikke, Johanna! Du må ikke! Jeg elsker dig. Lad nu være. Vi kan snakke det igennem! "jeg siger det nærmest desperat. Hun må det simpelthen ikke. Det er virkelig den eneste tanke, jeg har lige hun. Hun kunne ikke finde på at gøre det mod mig. Det kunne bare ikke finde på det. Og så griber hun min skulder og ser mig alvorligt ind i øjnene. Hun ser en smule forundret ud, men det ødelægger ikke hendes alvorlighed en mindste smule. " Hvad er det du snakker om, Harry? Jeg skal ikke nogen steder.. Det er kun dig der skal, hvis det er det du vil.. " siger hun helt stiller og ser ned. Hun slipper min skulder og bliver bare ved med at sidde og stirre ned. Hun gjorde mig forvirret denne her pige. Det var jo ikke altid, at det var dårligt, det var det næsten aldrig. Nogle gange var det bare frustrerende, ligesom lige nu. Så jeg tager hende ved hagen og løfter forsigtigt hende hoved op. Hun har tårer i øjnene. " Johanna, jeg vil aldrig gå fra dig. Jeg blev bare så bange for, at du ville tage til Danmark ligesom Stine. Hun drak jo heller ikke før.. Så jeg tænkte bare.. Ja, det ved du jo godt.. " Og nu er det min tur til at se nervøs ud. Jeg ser lidt ned og slipper mit tag ved hendes hage. Og så sker der intet. Hun siger intet, hun gør intet. Stilheden sluger os begge op. Så jeg kigger op til sidst og ser på hende. Hun græder. Hun græder lydløst, men hun græder. Så jeg farer op og hiver hende ind til mig. Jeg siger nogle beroligende ord og hun slapper lidt mere af. Og så smider hun bomben af. Det er fuldkommen uventet, men det var det, hun ville have sagt hele tiden. Grunden til, at hun ikke drak. " Jeg er gravid, Harry. "
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...