Sokrates' Generation

Platons fantomperson og lærermester, Sokrates, skrev en meget vigtig og første teori om bevidsthedens stadier: Man kan enten være ubevidst bevidst, dvs. man ved at ikke ved at man ved noget.
Bevidst ubevidst dvs. man ved at man ikke ved noget
Ubevidst ubevidst, dvs. man tror man ved noget, man egentlig ikke ved den fjerneste om, ses ofte hos politikere og almene godtfolk.

Denne metafor om bevidstheden kan ses som person i natten, hvor man i al kaos er i alle stadier i digtet.

0Likes
0Kommentarer
287Visninger
AA

1. Sokrates' generation

    

(Puster ind)

Lad mig indsnuse forstadernes lugt af koncentreret benzin og forbrændt kul   Lad mig udnævnes til kongen af motor vejens monarki kald det en rus af tempo For baby: Jeg er sultansøn af Sokrates kørende på et tæppe af fartstriper   Fart Centralveje Omveje til hovedpunktet Ringveje rundt om den belyste by I forstaderne levede vi af  moteller og vodka   vodka virker stimulerende Utrolig nervepirrende Gennemtrængende ind i mandens bryst som et nyt slags sprog   Nye sprog talt af ørkenen Nye dynastier fra fjerne beduiner som en mørkelagt jaguar midt i junglen af trafik   Nye skift i sindet Ny midnat Ny filosofi   For baby: Jeg er Sokrates' mystiske  ikon Antikkens kokain Blå radiobølger af nat som sværmer ind i forstadernes  trafik Ind i bevidsthedens ubevidsthed   Herude i det uvidende  er man stenet i skyggernes livlige bølger Som former mennesket til en rotte i abstinensernes svamp   Herude er der olivengrå himmel - Et råb fra det efterladte mulm et kald fra tankstationernes døsige snak om det lyse Athen   Lad mig telefonere med min indbildte  baby med rød læbestift og svulmende  køns kæber Hende der lyster kødet   For jeg elsker bananfluer der leder efter maddiker. Jeg følger dem i min forrådnelse; Jagt.   Overbevist om jeg er kongen  af himmelen, motoren og vejene Så fortæl ingenting om  min tilstedeværelse i denne åndsforladte telefonbox   Så fortæl mig ikke at jeg er sultanssøn af Sokrates   Sokrates plantede frø i min overlevelse jagt på den guldmine mine øjne skabte Voksede og voksede  og voksede til planter  til en jungle  midt i forstaderne Måske var jeg død men jeg vidste det ikke   Jeg lå på bagsædet med min baby dehydreret af rusen Champagne åbnede undertrykket vi var mugnet mundene fyldt med bananfluer   Jeg elsker bananfluer for deres tilstedeværelse   Vi kørte: lysende i det rastløse daggry Som huggede sig igennem klipperne og fløj ned til det bjergløse   Lad mig sige det igen: min baby er her ikke morgenen fyldte mig  med smerte og mit lem føltes tung   forurenet af forstaderne lå jeg i bagagen en nat af vin kunne jeg huske  fra en dagdrøm mine øjne spejlede. Alt syntes at virke krypteret i Grækernes relieffer   Alt syntes at tro at jeg vidste noget at jeg ikke længere  var Sokrates men havde havnet i morgenens motel eller var det en telefonbox?;   Klippernes lune strømme som flød ned i det vandet moræne af sved på lagnet; Øjnenes protest mod galskaben Ørenes protest mod vækkeuret Jeg vil leve på sådan en måde  i generationer  (Puster ud)  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...