Glæden ved at spise vindruer

Lille kort essay om vindruer. Det er mest for sjov, men jeg mener hvert et ord. Håber i synes om det.

1Likes
5Kommentarer
1673Visninger

1. Vindruer!

"Vindruer, ja!"

Sådan tænker jeg altid, når jeg ser en klase vindruer. De ligger der, ventende på, at nogen tager en af dem. På at nogen spiser dem. Når jeg spiser en vindrue, går en fest i gang inde i min mund. Når jeg putter en i munden, og tygger sammen. Dér går et festfyrværkeri i gang inde i min mund. Smagen spreder sig, idet den brister og den får lov til at feste. Det er som om, jeg har en hvis forpligtelse over for den. Hvis den alligevel skal spises, så kan jeg lige så godt, sætte pris på den, og nyde det den skaber i min mund.

Vindruer kommer i mange afskygninger. Grønne og bordeaux. Med og uden sten. Søde eller sure. Personligt foretrækker jeg søde, dog med en hvis friskhed i sig stadig, grønne og uden sten. Det kan selvfølgelig være svært, at vide om druerne er søde eller sure, når man står nede i supermarkedet. Men så må man gå efter udseendet, og håbe på det bedste. Man må bare prøve lykken, og håbe at man var heldig denne gang.

Vindruer er også utrolig fotogene. De kan får ethvert frugtfad, eller skål til at se fristende og indbydende ud. De kan være en fryd for øjet. Og hvis de skal se ekstra lækre ud, så hjælper et par vanddråber også. Jeg tror det har noget med farven at gøre. Den grønne har en helt speciel friskhed over sig, og er meget lokkende. Den bordeaux har en helt speciel charme over sig. Den lover ikke noget, men er alligevel lidt mystisk, og der er som om man bliver draget af det ukendte. Man kan ikke regne ud, hvad der venter en.

Vindruer er uden tvivl min yndlings frugt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...