Ude

De ved ikke hvor de er, eller hvordan de er kommet derhen. Deres eneste håb er en lap papir med nogle tal.

Jørgen Leth og Mikael Simpson har lavet et smukt nummer, der hedder Lidt tung i det, som jeg lyttede til da jeg sad og skrev. Nummeret var virkleig en inspirations kilde, og det hjalp mig til at få den rette stemning ind i det.

0Likes
0Kommentarer
600Visninger

1. Ude...

Jeg åbnede øjnene. Først troede jeg, at jeg var blevet blind. Men lidt efter lidt, kunne jeg se mere og mere.

Jeg var i et rum, og det var mørkt, næsten helt sort. Det var det eneste jeg kunne se. Jeg drejede hovedet. Anna lå ved siden af mig. Jeg blev lettet. Så var jeg ikke blevet efterladt alene. Hun havde lukkede øjne. Hun sov, regnede jeg med.

Jeg satte mig roligt op. Kiggede rundt. Det eneste lys der slap ind, var fra et lille vindue i den ene væg. Jeg gik hen til det. Vinduesrammen var gammel og rådden, så det var nemt at skubbe vinduet op. Luften var kold og tør udenfor. Jeg trak vejret dybt. Jeg tænkte ved mig selv, at det var heldigt jeg havde sådan en god selvbeherskelse. Ellers var jeg gået i panik, lige så snart jeg havde åbnet øjnene. Anna var sådan en der gik i panik med det samme. Det var nok meget godt, at hun stadig sov.

Der var fuldstændig øde udenfor. Det eneste lys der var, kom fra en telefonboks. Det var et gult lys. Sådan et rigtigt klamt gult lys. Ligesom det der kom fra gadelygterne derhjemme.

Hjemme... jeg anede ikke hvor vi var, eller hvor langt væk hjemme fra vi var. Men noget sagde mig, at vi var meget langt væk. Det var næsten som om vi var på en anden planet. Når man kiggede ud mod horisonten smeltede den bare sammen i et stort mørke. Ikke en eneste lille lysprik, eller brud i mørket. Kun sort. Fuldkommen og helt igennem: sort.

Jeg så op på himlen. Stjernerne så større ud her, eller var det bare mig? Måske var en af de stjerner, jeg stod og så op på lige nu Jorden. Tænk hvis vi var blevet efterladt. Som et forsøg.

”Kan mennesket leve på en anden planet” eksperimentet. Jeg havde set noget lignende i fjernsynet derhjemme. De sendte to mennesker op, i en raket, til en helt anden planet. Menneskene skulle højest være der i fire døgn. Og så gik programmet ud på at se hvordan personerne overlevede, hvis de altså gjorde det. For det meste døde de efter to døgn. Det var altid sådan nogen stærke, lederagtige typer de valgte. Sådan nogle rigtige suvivorer.

Så hvorfor skulle de lige vælge os. Jeg var ikke specielt stærk. Jeg var ikke nogen survivor. Det var Anna heller ikke.

Jeg vendte mig rundt og så ind i rummet igen. Nu havde mine øjne vænnet sig til mørket.

Rummet var ikke særlig stort. Helt i træ. Anna lå på en madras med et slidt tæppe over sig. Man skulle tro, at de ville have givet os noget bedre at sove med, hvis de ville have os til at overleve eksperimentet.

Jeg rystede på hovedet, som om jeg kunne ryste den fuldstændig frygtelige tanke, jeg lige havde fået, ud af hovedet. ”De ønsker slet ikke at vi skal overleve...”

Tanken var skræmmende. For skræmmende. Men det værste var, at jeg inderst inde, i en af de dybeste afkroge af min hjerne, godt vidste at det var sandt. 

Der hang spindelvæv i alle hjørner. Det mest menneskelige jeg havde set indtil nu. Men ingen edderkopper. I hjørnet lå der en gammel rygsæk. Jeg gik hen og åbnede den. I den lå der en lap papir med en række tal. På lappen var der limet en lille mønt. Eller, det lignede i hvert fald en mønt, men der var ikke præget noget på den. Den var helt blank. Cirka på størrelse med en femkrone. Jeg undrede mig. Hvad skulle jeg med en mønt?

Min mave knurrede. Jeg var sulten. Bare Anna nu snart ville vågne. Så skulle vi nok finde en måde at overleve på. Jeg satte mig hen på den madras jeg havde ligget på, og lukkede øjnene. Da jeg havde siddet der et stykke tid, åbnede jeg øjnene igen.

”Anna?” spurgte jeg ud i mørket.

Hun vendte sig om, gned sig i øjnene og åbnede dem så igen.

”Hvor er vi?” spurgte hun stille.

”Aner det ikke.” svarede jeg.

Hun satte sig op. Så rundt i rummet. Jeg kunne se at frygten og panikken langsomt sneg sig ind på hende. Hun så på mig igen. Denne gang mere bange end før.

”Ej helt seriøst, hvor er vi?” spurgte hun igen.

 

Jeg trak på skuldrene. Bevarede roen. For hvis jeg først begyndte at blive bange, så var vi dødsdømt. Jeg kom i tanke om tasken og lappen med tallene. Jeg rakte hende den.

Hun vendte og drejede den i lang tid. Så på mønten. Så igen på tallene.

”Er det en salgs kode?” spurgte hun.

Jeg rakte ud efter lappen. Så på tallene. Måske var lige præcis de tal vores chance for at komme hjem. Måske havde de indført, at deltagerne i eksperimentet skulle have en livline, en mulighed for at komme hjem. Jeg ledte febrilsk efter en sammenhæng mellem tallene. Men fandt intet. Anna tog lappen igen.

”Det kunne også ligne et telefon nummer.” sagde hun.

Jeg nikkede. Så kom jeg pludselig på noget.

Jeg rejste mig op igen. Gik hen til vinduet. Stadig ingen tegn på lys. Eller daggry. Men skulle tro, at vi, når vi nu var vågnet på nogenlunde samme tidspunkt, nærmede os daggry. Hvis der altså var noget der hed daggry, her hvor vi var. Tanken om evigt mørke var uhyggelig, at skulle leve i sådan et mørke. Det ville ingen normale mennesker kunne overleve.

Men telefonboksen var der stadig, med sit klamme gule lys. Jeg så over mod den.

'Telephone' lyste en rødt skilt. Anna kom over ved siden af mig. Hun tog min hånd og klemte den. Min hånd begyndte at ryste. Ikke fordi jeg rystede, men det var Annas hånd der fik mig til at ryste.

Fokus. Jeg var nødt til at tænke klart, hvis vi nogensinde skulle hjem.

Hvis tallene på papir lappen var et telefonnummer, og der var en telefonboks så...

Jeg kiggede ned, ud af vinduet. Vinduet var ikke placeret særlig højt oppe i huset. Eller rettere, skuret. Jeg ville godt kunne springe ned, uden at slå mig halvt ihjel.

Jeg slog på vinduesrammen, indtil den faldt ud. Glasset splintredes på jorden. Nu var der et rimeligt stort hul i væggen. Det var stort nok til at jeg kunne komme igennem.

Jeg kravlede op, så jeg sad med benene ude over kanten.

”Hvad er det du gør!” råbte Anna.

”Stol på mig.” sagde jeg roligt, eller jeg forsøgte i hvert fald at lyde sådan.

Hun så på mig, som om det var sidste gang hun så mig levende, og at jeg nu ville springe ned i døden.

”Jeg har ikke tænkt mig at dø.” sagde jeg, og klemte et lille smil over mine læber.

Og så sprang jeg. Landede roligt på benene. Jeg så op mod vinduet. Anna så ned på mig, med rædslen malet i ansigtet.

Jeg løb over mod telefonboksen. Knugede den lille lap papir jeg havde i hånden.

Jeg åbnede telefonboksen. Tog røret. Rev mønten af lappen, og tastede nummeret.

”Dut...”

”Dut...”

”Dut...”

 

 

 

Slut

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...