Unfaithful (One Direction) ~Harry Styles

Rosie vinder i en stor konkurrence, hvor man opholder sig i den store by London i et helt måned. Men hvad nu hvis Rosie fortryder? Hvis hun ikke vil bo alene, og ikke forlade sin familie og nye kæreste? Måske ændres det, da hun møder fem drenge, som er verdenskendte? Eller kan det overhovedet ændres, når man har kæreste hjemme, og har noget kørende med en fra bandet One Direction? Rosie tar' derfor nogle valg, som ændre hele hendes fremtid og liv.

21Likes
27Kommentarer
3026Visninger
AA

6. Awkward

Jeg gik for første gang i Londons gader, som havde været en drøm i flere år. Noget, som jeg helt klart havde drømt om. Og så at gå her, var helt klart noget som gjorde, at jeg smilte som en idiot. Selv vejret, som var ret køligt, kunne ikke nedlægge smilet på mine læber - også selvom jeg frøs en hel del. Jeg tog en dyb indånding, mens jeg fortsatte ned ad de menneskefyldte gader. Der lå butikker hvor end jeg gik, og selvom det dyrere end hjemme i USA, så var lysten til at shoppe større end den nogensinde havde været hjemme. Jeg følte mig tilpas, jeg følte mig hjemme. London, en by jeg altid har drømt om at komme til. Nu manglede jeg bare en, som kunne vise mig London. Det ville - længere nåede jeg ikke, før jeg lå på det kolde fortov. Vent, hvad?

"Av." ømmede jeg mig lidt, før jeg rejste mig op igen. Jeg mødte en dreng nok i sine 18-19 år, solbriller på og gråhætte trøje. Jo vist, han kunne holde varmen. Jalousien om, at han kunne holde varmen, steg mig til hovedet. Jeg rystede det af mig og kiggede - som jeg altid gjorde - forventende på ham. "Det må du virkelig undskylde!" sagde han med en tydeligt bekymrende stemme. Ikke en ligefrem britisk accent, hvilket fik mig til at lave en grimasse.

Måske var han turist, ligesom mig? Jo, det måtte han være.  Jeg smilede venligt og tilgivende til ham, men dét smil falmede, da jeg så fire andre drenge, som stod lidt foran os og kiggede en anelse forvirret på drengen. De havde beklædt sig i det samme. Sorte solbriller - helt afgjort raybans - og grå hættetrøjer, hvor på midten af trøjen stod; I'm here for the music. Et undrende blik gled over mit ansigt. Hvorfor var de alle beklædt i det samme tøj og solbriller for den sags skyld? Jeg lod tanken ligge og rettede min opmærksomhed mod drengen. "Ej, det var mig som ikke kiggede mig for. Du havde-" jeg kiggede en anelse overrasket på hans mobil. Hans skærm var knækket og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvordan det var hændt. Jeg tog mig til munden, som skyldfølelsen voksede. Han kiggede selv ned på telefonen og så en anelse målløs ud. Åh nej. "Det må du virkelig undskylde! Det var altså ikke min mening, at knække din telefons skærm. Årh, det så typisk mig! Okay, her er mit nummer," sagde jeg, fiskede en kuglepen samt nogen papir op af lommen, hvorefter jeg skrev mit nummer.

"Ring til mig. Jeg skal nok betale for den. Forhelvede da, og så lige den første dag i London, typisk. Nå, men du ringer bare, ikke? Jeg skal nok komme hvorhen du end ville have sendt din telefon, jeg ville virkelig ikke have ødelagt den og-" mere sagde jeg ikke, da jeg blev tav. Drengens latter nåede mine ører og han krøllede papiret med mit navn på sammen til det blev til en papir-kugle. Jeg løftede mit højre øjenbryn, "Hvad? Hvorfor krøller du papiret, så kan jeg jo ikke betale?" spurgte jeg en anelse uforstående. Han rystede på hovedet, mens et stort smil sad klistret til mine læber. "Hør, det her er ikke din skyld. Den var knækket i forvejen." sagde han og lod endnu et grin komme ud. Jeg kiggede forstenet på ham. Så det vil sige, at jeg lige havde gjort mig til grin foran fem drenge. Jeg hørte nogle fnis fra de fire drenge og med langsomt blussede mine kinder. "Hun bliver rød i hovedet!" sagde en af drengene foran os og grinte en høj latter, som tiltrak en hel del opmærksomhed. Jeg kiggede en anelse irriteret på drengen og dernæst på drengen foran mig. Argh, jeg blev jo sindssyg af at kalde dem alle drenge/drengen. "Hvad hedder du?" fløj det ud af mig. "Niall. Og du?" svarede han. Niall, det mindede mig om ham dér Niall fra..One Direction. Endnu et fnis lød og han kiggede uforstående på mig. "Undskyld, det bare..kender du One Direction?" spurgte jeg Niall. Det fik åbenbart også de fire andres opmærksomhed, men jeg lod mig ikke tænke over det. Niall nikkede. "Det bare..Ej, glem det. Jeg hedder Rosie." svarede jeg. Jeg vilLe lyde som en højrøvet kælling, hvis jeg sagde, at jeg syntes deres navn lød ret nederen.

"Hej, Rosie. Hvad mente du med det der One Direction?" han lød en stædig, mens han samtidig havde et smil på læben. "Jeg syntes bare, at deres band navn er lidt åndssvagt. Jeg mener, tænk hvor dumt det ville lyde, hvis de sagde; Hi we're One Direction and are going in the One Direction? Hvad fanden - undskyld mit sprog, men det lyder bare ikke så..godt i mine ører." et fnøs kom fra en af drengene, som stod og betragtede mig og Niall.

"Men de er ret pæne." mumlede jeg, lige højt nok til, at de andre kunne hører det. Derefter udbrød de alle i latter, hvilket undrede mig. Hvad nu? "Okay, kontakt mig på det her nummer. Du sgu egentlig ret sjov." sagde en af de fire drenge, stak et papir i hånden på mig og derefter gik de. Og hvad fanden skete der så lige dér? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...