Unfaithful (One Direction) ~Harry Styles

Rosie vinder i en stor konkurrence, hvor man opholder sig i den store by London i et helt måned. Men hvad nu hvis Rosie fortryder? Hvis hun ikke vil bo alene, og ikke forlade sin familie og nye kæreste? Måske ændres det, da hun møder fem drenge, som er verdenskendte? Eller kan det overhovedet ændres, når man har kæreste hjemme, og har noget kørende med en fra bandet One Direction? Rosie tar' derfor nogle valg, som ændre hele hendes fremtid og liv.

21Likes
27Kommentarer
3017Visninger
AA

3. Alex

"“This life is what you make it. Not matter what, you're going to mess up sometimes, it's a universal truth. But the good part is you get to decide how you're going to mess it up. Girls will be your friends - they'll act like it anyway. But just remember, some come, some go. The ones that stay with you through everything - they're your true best friends. Don't let go of them. Also remember, sisters make the best friends in the world. As for lovers, well, they'll come and go too. And i hate to say it, most of them - actually pretty much all of them are going to break your heart, but you can't give up becuase if you give up, you'll never find your soul mate. You'll never find that half who makes you whole and that goes for everything. Just because you fail once, doesn't mean you're gonna fail at everything. Keep trying, hold on, and always, always, always believe in yourself, because if you don't, then who will? So keep your head high, keep your chin up, and most importantly, keep smiling, because life's a beautiful thing and there's so much to smile about.”  

Efter en halv time snak om disse drenge, havde jeg valgt at forlade hende med vores seer. De dér drenge virkede alt for hyper, udfra det jeg har hørt. Og selvoptaget. "Hej, søde. Kommer du over?" spurgte en sukkersød stemme, da jeg havde taget min telefon. Skulle jeg forlade Nat alene? Jeg snakkede med Sille, min gode veninde. Mig og Silles forhold var ret underligt. Vi var hele tiden on-and-off-venner, hvis man kan kalde det det. "Undskyld, men jeg er sammen med Nathalie." svarede jeg og havde på fornemmelsen, at hun nu ville blive sur. Sille havde det med at blive sur, hvis man var sammen med andre end hende. "Nå. Ok." svarede hun fornærmet og lagde på. Hun var sur, det var klart. Ja, Sille lyder som en, man ikke burde være venner med, men hun betyder noget specielt. Vi var engang bedste veninder, men vi endte med at blive uvenner, desværre. Siden den dag har hun troet, at jeg ikke gad snakke.

"Nathalie?" råbte jeg gennem mit værelset. Jeg kunne hører hende snakke, "Ej, den måde Harry smiler er bare så perfekt!" hvinede hun fra stuen. Hvis de virkelig var så vigtige, så ville jeg se dem. Jeg gik med hastige skridt ind i stuen,

"Nathalie, hvis mig så et billede af de åndssvage drenge, som du snakker om!" sagde jeg stædig og satte mig ved siden af hende i sofaen med et bump. Hun nikkede kort og forstående, før hun gik på google. Efter få minutter kom et billede af fem - faktisk pæne - drenge frem med et smøret smil på læben. "Uha, du kan lide det du ser?" sagde hun og gav mig et lille puf i siden. Mine øjne faldt pludseligt for en helt bestemt person. En dreng med et stort smil, nogle grå øjne og krøllet hår. "Hvem er han?" spurgte jeg og pegede på drengen, som jeg bare ikke kunne få øjnene fra. Hun grinte lidt, før hun svarede mig, "Det er Harry. Harry Styles." svarede hun og lukkede derefter computeren, "Hvad laver du?" spurgte jeg forvirret, da hun lige havde lukket min computer. "Han er min. Harry er min. Du kan få de andre, bare ikke ham." sagde hun og smilede til mig. Selvfølgelig var de andre også pæne, men Harry var altså lidt speciel. "Lad os så få scoret Alex til dig!" hvinede hun og hev mig mod udgangen. Åh nej. "Nej! Jeg mener, hvad mener du?" spurgte jeg hastigt, da jeg på ingen måde ville blive flov eller udsættes for noget dumt. "Kom nu bare med!" sagde hun med et stort smil plantet på hendes læber, mens hun rækkede mig mine sko i hendes hånd. 

                                                                             ***

"Det her gå ikke." sagde jeg kort, da hun allerede havde placeret mig på en bænk i den store park, som var fyldt med blomster dufte. "Jo, det gør! Bare slap helt af." sagde hun og prøvede at holde hendes hvin tilbage, men det gik ikke særlig godt, da hun efter få sekundter udbrød i sit hvin. "Han er her om to minutter!" sagde hun og blinkede til mig. "Nathalie, lad os gå hjem! Jeg har aldrig snakket med ham, plus at han bare tror at jeg er en eller anden retarderet pige, som tror hun kan scorer alle og en hver." sagde jeg sukkende, da jeg havde på fornemmelsen, at det her ville ende grusomt galt. "Det jo også kun dig, som snakker med ham." tilføjede jeg lidt efter, da hun kiggede nervøst rundt. Hvorfor var hun egentligt nervøs? Burde det ikke være mig, som skulle sidde og bide negle? "Der er han!" hvinede hun og pegede i retningen mod indgangen til parken. Sandt nok, så stod han dér trukket i nogle lidt hængerøvs bukser, en tæt siddende t-shirt i grå. Wow, man kunne tydeligt se hans muskler. Hans brune hår sad helt perfekt i den ene retning, samme gjorde hans vidunderlige smil. Den ene retning, haha. Det mindede mig endnu engang om One Direction.

Han havde et skævt smil på læben. Et smil, som forhåbentligt kun kunne tyde godt. "Hej." sagde han, rækkede hans hånd frem og smilte stort til mig. Jeg kunne mærke, at mine kinder blussede, "Hej." fik jeg sagt med en lav stemme og klemte svagt hans varme hånd. Hans hånd var ikke svedig, men tilpas lun. Han satte sig ned ved min højre side, og var mindst lige så genert som mig. "Nå, men jeg smutter. Vi ses snart, farvel!" sagde Nathalie og forlod stedet. Lod hun mig sidde her totalt rød i ansigtet sammen med ham jeg var vild med? Hvis ikke det var for Alexs skyld, så havde jeg råbt efter hende. 

Tavsheden mellem mig og Alex lå tykt i luften, og ingen af os sagde noget. Alex virkede ellers ikke som den type der var genert, men der kan man bare se. "Nå, skal vi gå en tur?" afbrød han tavsheden og smilte usikkert til mig. Jeg nikkede kort med den største rædsel i mit hoved. Tanker. Ja, min største rædsel er tanker. Jeg får tit 'hvad nu hvis' tanker, som gør mig usikker i mange situationer. Jeg har endda været til psykolog, da mine forældre blev sindssyge af mig. Hende psykolog hjalp mig på ingen måde, og sagde kun at jeg skulle stole på situationerne. Mine forældre syntes, at jeg var blevet mere selvsikker og derfor havde psykologen hjulpet mig, efter deres mening. Men mine tanker havde ikke ændret sig, overhovedet ikke. "Så..Hvor bor du henne?" spurgte jeg dumt, da tavsheden endnu engang havde lagt sig. " Øhm, i nærheden af New Oxford St." svarede han forvirret. Pludselig slog det ned i mig. Han kendte ikke engang mit navn, og nu havde jeg spurgt om, hvor han boede henne? Jeg ville aldrig få mig en kæreste, aldrig. "Undskyld, det var et lidt dumt spørgsmål." sagde jeg undskyldende. Okay, nu var der ingen jordisk chance for, at han ville finde mig bare lidt normal. "Hvad hedder du egentligt?" spurgte han så, "Rosie, men folk kalder mig Rose." svarede jeg og smilede til ham. Han nikkede kort, "Rosie..Det navn kan jeg godt lide! Det minder mig om Titanic. Rose og Jack." "Tak, Alex." svarede jeg og prøvede at lege fornærmet. Han grinte kort af mig, og ellers fortsatte snakken lystigt.  

"Skal vi ikke gå tilbage? Jeg fryser." sagde jeg og prøvede at få mine tænder til at stoppe med at klapre, men forsøget mislykkedes. "Jo, lad os det." svarede han og gik med hastige skridt i den anden retning. Vi havde gået i 40 minutter cirka og mørket havde allerede lagt sig. Vi var faret vildt. "Æh, ved du hvor vi er, Alex?" spurgte jeg, da vi begge var stoppet op. "Nej, men jeg har noget andet, som virkelig er nødvendigt at fortælle dig. Noget som du har gået rundt og sagt om mig." sagde han. Åh nej, nu gjorde han mig nervøs. Han så langt fra glad ud. Det her kunne ikke være godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...